’Hør lige her!’: Ungdomssatire om norsk-pakistansk teenager er frisk og slagkraftig
Der er langt op til 11. sal. Særligt i klipklappere og særligt når ens 13-årige ben helst vil sidde på en bænk i stueetagen med sin enøjede ven og tale om fremtidens kys, arbejde og muligheder.
Men Mahmoud (Mohammed Ahmed) må flere gange dagligt tage trappeturen i den osloske betonblok, hvor han bor med sin pakistanskfødte familie. For mens Norges andre unge sidder på yachts, bungeejumper, er i skovhytter eller nusser deres overprivilegerede hunde med diabetes og tandlægeordninger, bruger Mahmoud sin sommerferie på at hjælpe sin hjemmegående og skokastende mor, massere sin taxakørende far og tage sig af sin enhjørningelskende lillebror.
Oven i hatten skal han i tide og utide rende til kiosken for at købe litervis af Sprite til sin førstegangsbesøgende onkel Ji (Asim Chaudhry) – og i øvrigt forsøge at forene den østlige og den vestlige kultur. Det giver mælkesyre i benene. For ja, der er langt op til 11. sal og langt til kiosken, men endnu længere fra Norge til Pakistan.
Det antydes i al fald i Kaveh Tehranis norske samfundssatire ’Hør lige her!’, der er baseret på Sharif Gulraiz’ bestseller-roman af samme navn. En frisk ungdomskomedie om en flerkulturel teenagers fortvivlende position fortalt af den 13-årige hovedperson og dennes store brune øjne. For med et direkte blik rettet mod kameraet og biografsalen indvier han os i sine splittede stadier mellem barn og voksen, sej og kikset, norsk og pakistansk. Det er både lærerigt, genkendeligt og rørende.
Onklens blik har ligeledes en fortællende funktion. Gennem hans lidt smallere og aldrende turistøjne oplever vi nemlig det første og fremmede møde med Norges støvsugede asfalt, solbadende kvinder og barslende mænd. Det udleder latter, spørgsmål og glemte eller ’skjulte’ sandheder, og således er filmens mange øjne sjælens, historiens og kultursammenstødets spejl.
Set i det lys er det lidt synd, at Mahmouds ven kun har ét. Altså øje.
Men det er også ret sjovt og i fin tråd med filmens gennemgribende tone, der er hjertevarm, vittig, ungdommelig og sarkastisk. Dog kammer iveren efter at være morsom, snappy og dritt kool en smule over med dårlige jokes om stærk chili og racerrøv, en lidt for hurtig og rodet introduktionsmontage og et generelt overforbrug af orange graffitilignende grafik.
’Hør lige her!’ er desværre også tynget af lunkne skuespilpræstationer – særligt fra de voksne. Mohammed Ahmed er med sine togskinner, dun på overlæben og charmerende kækhed nu ellers tilpas kejtet og sympatisk i sin debutrolle, men den bedste er faktisk den bedårende og nærværende lillebror Ali (Liza Haider).
Eller ikke lillebror. For Ali er trods sin fars vrede og sit biologiske køn en pige og kalder sig nu Alia, datter og lillesøster. Den kendsgerning og det navneskifte tilfører den til tider forhastede og overenergiske norske komedie en tiltrængt melankolsk ro.
Således behandler filmen komplicerede følelser, relationer og problematikker og griber i højaktuelle emner som identitet, køn, etnicitet, integration, fremmedfjenskhed og formår at være dejlig dristig i sine underlæggende spørgsmål:
Hvad vil det sige at være radikaliseret? Hvor hårdt skal man kæmpe for at blive accepteret af sin egen familie? Fødes vi med og til en identitet? Og hvordan skulle pakistanere kunne overtage verden og Norge, når deres maver er fulde af sodavand og kebab?
Sidstnævnte spørgsmål stilles ordret og gentagne gange af Mahmoud og virker i begyndelsen som en dumsmart stereotypificering af pakistanere. Men des flere gange spørgsmålet stilles, forstår man, at det netop en kærkommen stikpille til nordmanden (og andre skandinavere), der desværre har fået for vane at tro, at alle, der ikke er blåøjede og bærer navne som Jens, Nora eller Emil fra Lønneberg, er på krigerisk erobringstogt.
»Her kan man være, hvad man ønsker at være«, siger den storsmilende onkel Ji som afskedsreplik til og om Norge. Det efterfølges af filmens skinbarlige hovedpointe og hovedpersonens mest vellykkede øjenkontakt med kameraet og publikum: »Ja, undtagen muslim«.
Den bemærkning udløser ikke mælkesyre, men mavekneb. For i den forbindelse er der beklageligvis ikke særligt langt fra Norge til Danmark.
Kort sagt:
’Hør lige her!’ er en frisk, ungdommelig, slagkraftig og ok-spillet samfundssatire, der stiller de rette spørgsmål og udpeger forstummede sandheder. Den kunne snildt indgå som en del af grundskolens pensum – til samfundsfag, ikke dramavalgfag.