KOMMENTAR. For Taylor Swift var ’1989’ ikke bare et album. Det var et paradigmeskifte.
På forgængeren, ’Red’ fra 2012, var Swift for første gang begyndt at lukke den rendyrkede popproduktion ind i sit karakteristiske countryunivers. Sange som ’22’ og I Knew You Were Trouble’ viste en ny, mere radiovenlig side af sangeren.
Men mellem disse storhittende singler spøgte Nashville-dyderne stadig i kulissen.
Det ændrede sig alt sammen med ’1989’. Her var ingen mandoliner eller blid guitarklimpren. Ingen Dann Huff i producerstolen. Bare pop med kæmpestort, Max Martin-produceret P.
Resultatet er til stadighed hendes bedst sælgende album. Det cementerede hende som et popikon. Havde det ikke været for ’1989’, ville Swift aldrig være blevet det allestedsnærværende kulturelle fænomen, hun er i dag.
Sidste år kårede vi her på Soundvenue ’1989’ som Swifts bedste, og for mig at se er der slet ingen tvivl om, at det er tilfældet. Det er popperfektion. Et af den slags værker, der mest føles som en greatest hits-opsamling.
Hvis det skulle være gået nogens næse forbi, er Swift lige nu i fuld gang med at genindspille sine seks første studiealbum. Vi har allerede fået nye versioner af gennembruddet ’Fearless’, føromtalte ’Red’ og senest ’Speak Now’, der landede i juli.
I fredags kom turen så til ’1989’, og vanen tro er albummet blevet udvidet med en håndfuld aldrig før udgivne numre fra samme æra – de såkaldte ’From the Vault’-sange.
Jeg har lyttet til ’1989 (Taylor’s Version)’ hele weekenden. Og jeg har en god og en dårlig nyhed.
Vi begynder med den gode.
Den gode nyhed: ‘From the Vault’-sangene er hendes bedste bonussange til dato
Bonussangene fra Swifts genindspilninger har ofte føltes som novelty-numre. Som det tidsbundne arkivmateriale, det nu engang er.
Der har selvfølgelig været undtagelser. ‘Mr. Perfectly Fine’ fra Swifts egen udgave af ‘Fearless’ kunne snildt have sneget sig med på den originale trackliste, og Phoebe Bridgers-duetten ‘Nothing New’ kan måle sig med de bedste numre på ‘Red’.
Alligevel har det ikke været svært at se, hvorfor mange af disse numre i sin tid blev skrinlagt. Det siger det hele, at Swifts hidtil bedste ‘From the Vault’-sang blot er en forlænget udgave af den allerede udgivne ‘All Too Well’.
Men denne gang er det anderledes. Hver og én af de fem nye tilføjelser syder og sprutter af den ubesværede pop excellence, der gjorde ‘1989’ så elskelig.
Den imødesete ‘Slut!’ byder ikke på den kække, ‘Blank Space’-agtige selvironi, man måske kunne have forestillet sig baseret på titlen. I stedet får vi en drømmende kærlighedserklæring med glitrende 80’er-synthesizere, der ligger i perfekt forlængelse af resten af albummet.
Endnu bedre er den højdramatiske ‘Say Don’t Go’, der med sit luftige, næsten a capella-nøgne hook allerede ligner et fremtidigt højdepunkt til Swifts igangværende stadionturné.
‘Now That We Don’t Talk’ lyder som en spirituel efterfølger til ‘We Are Never Ever Getting Back Together’ og byder på så klassiske Swift-disses som »I don’t have to pretend I like acid rock« (your move, Harry Styles).
Min personlige favorit må dog være den bittersøde ‘Is It Over Now?’. Hvis Swift kan have genistreger som denne liggende i skuffen i ni år, er der ikke noget at sige til, at hun er verdens største popstjerne.
Egentlig burde det ikke komme som den store overraskelse, at de fem sange fra ‘1989’-æraen er fantastiske. Husk på, at tretrinsraketten af ‘Wonderland’, ‘You Are In Love’ og ‘New Romantics’ ikke klarede cuttet til albummet, men blot er bonusnumre fra deluxe-udgaven.
Især sidstnævnte betragtes vidt og bredt som en af Swifts bedste sange overhovedet. Et bonusnummer!
I 2014 havde Swift ramt en kreativ guldåre, hvor hittene bare væltede ud af hende, så selvfølgelig er ‘From the Vault’-sangene også hendes bedste bonussange til dato.
Men de egentlige genindspilninger er en anden historie.
Den dårlige nyhed: Swifts genindspilninger har ramt en mur
Indtil nu har genindspilningerne af Swifts album været klokkeklare forbedringer, der fik hendes ældste sange til at stråle på ny.
Siden begyndelsen har målet ganske vist været at holde de nye versioner så tæt på originalen som muligt. Men Swift kan ikke løbe fra, at hun med tiden er blevet en bedre sanger, og at teknologien slet og ret bare har udviklet sig.
Således nød især ‘Fearless’ godt af sin såkaldte Taylor’s Version, der tilbød »et helt nyt Swift-fix«, som Soundvenues Sofie Kock Aukdal i sin tid formulerede det.
Det samme kan ikke siges om ‘1989’. De nye versioner puster ikke nyt liv i sangene. Til tider føles det snarere, som om de suger livet ud af dem.
På ‘1989 (Taylor’s Version)’ lyder de fleste af genindspilningerne mærkeligt punkterede. Som om nogen har lagt en dæmper på de følelser, sangene udspringer af. ‘Blank Space’ har mistet sin frækhed. ‘Bad Blood’ har mistet sin kant. Og ‘Style’ … ja, lad os snakke om ‘Style’.
Jeg indrømmer, at jeg er en smule biased, hvad det her nummer angår. ‘Style’ er ikke bare min yndlingssang med Taylor Swift, det er i min optik også en af de bedste popsange fra det nye årtusinde.
Derfor smerter det mig også at sige, at intet nummer lider mere under sin genindspilning end det her. Én ting er Christopher Rowes overkomprimerede produktion, der suger al farligheden ud af originalversionen. Men heller ikke Swift selv formår at genskabe sin forførende nerve fra 2014.
‘Style (Taylor’s Version)’ lyder som Swift-karaoke, og det samme kan siges om både ‘New Romantics’ og ‘All You Had to Do Was Stay’.
En stor del af det kan måske tilskrives, at Max Martin ikke har været involveret i denne ombæring. Den svenske popgud og hans team stod som bekendt for store dele af produktionen på ‘1989’, men denne gang er tøjlerne med enkelte undtagelser overladt udelukkende til Rowe og Jack Antonoff.
Måske er det også derfor, at lige akkurat de numre, Antonoff i sin tid selv producerede – ‘Out of the Woods’, ‘I Wish You Would’, ‘You Are In Love’ – rent faktisk bærer præg af den genopfriskning, man kunne have håbet på.
Men Rowe er ingen Martin. Og ‘1989’ er ingen ‘Fearless’. Det her er ikke en støvet countryplade indspillet på få måneder i Nashville, men et nidkært blockbuster-album skrevet og produceret med verdens førende popsnedkere.
Jeg indledte denne artikel med at beskrive ‘1989’ som »popperfektion«. Og hvordan forbedrer man noget, der allerede er perfekt?
Det gør man ikke, viser det sig. Og magien kan åbenbart heller ikke genskabes.