Der er ingen tvivl om, at vi lever i en Taylor Swift-æra. Vi kunne også kalde det »The World: Taylor’s Version«, som Phoebe Bridgers engang har gjort.
Swifts ’Eras’-turné menes bogstaveligt talt at have kickstartet den amerikanske økonomi. Da hun i forrige uge modtog seks VMA’s for hendes ’Anti-Hero’-musikvideo, kunne hun gå hjem og stille dem på hylden ved siden af hendes 324 (!) andre priser.
Men Swift er også trængt ind i popkulturen på en mere subtil måde. Selvom hun er en fænomen, er hun nemlig først og fremmest en genial sangskriver, og netop hendes sangskrivningsstil er gnubbet af på mange nyere musikere.
Men hvad er det helt præcis, der gør Swifts sangskrivning så speciel?
Temaerne i Swifts sange spænder vidt. Fra det uskyldige country-liv beskrevet på hendes tidlige album til det litterære og poetiske på album som ’Folklore’ og ’Evermore’. Men trods de mange forskellige temaer er der alligevel noget, der binder Swifts tekstunivers sammen.
Man kunne kalde det ’Swiftismer’: De der totalt genkendelige ’du ved det, når du hører det’-øjeblikke, der definerer Swifts tekster.
Denne je ne sais quoi er i sagens natur svær at definere. Men hvis jeg nu alligevel vover halsen og forsøger at sætte ord på, vil jeg sige, at magien opstår, når Swift formår at være på én gang følsom og scenisk, selvransagende og selvbedragerisk, specifik og universel.
I Swiftisme-videnskaben navn ser vi her nærmere på tre artister, der alle drager tydelig inspiration fra Taylor Swifts sangskrivning.
Olivia Rodrigo
»Hej, jeg hedder Taylor. Jeg skriver sange om mine følelser. Og jeg har ladet mig fortælle, at jeg har mange følelser«, sagde Swift engang på sin ’Red’-turné.
Det måske allermest genkendelige aspekt af Swifts sangskrivning er hendes bramfrihed. Swifts sange har en måde at nå ind til kernen af det, hun er såret over, i brutale, simple vendinger.
Eksempelvis på ’Dear John’, der stadig står som hendes mest hjerteskærende beskrivelse af et toksisk forhold: »Well, maybe it’s me and my blind optimisms to blame / Or maybe it’s you and your sick need to give love then take it away«. Av.
Denne bramfrihed har albumaktuelle Olivia Rodrigo taget til sig. »I try to be tough, but I wanna scream«, synger hun eksempelvis på ‘The Grudge’, og også på ‘Drivers License’ udleverer hun skamløst sine små neuroser: »She’s so much older than me / She’s everything I’m insecure about«.
Artister som Lana Del Ray og Lorde er naturligvis også både selvudleverende og følsomme, men der er alligevel noget unikt Swiftisk ved Rodrigo. Hun er ikke bange for de helt, helt banale vendinger og de helt udbredte ordsprog.
Hos Swift og Rodrigo må hjerte virkelig gerne rime på smerte, og måske er det også derfor, at der omkring Rodrigo er ved at vokse sig en fanbase – døbt ’Livies’ – der besidder noget af den samme hovedløse dedikation og parasocialitet som Swifties.
Boygenius
Taylor Swift har en gammel country-dyd med i bagagen: Hendes musik fortæller næsten altid en historie. Ligesom på et godt, gammeldags country-nummer er der scener, skurke og punchlines.
Nogle gange kan en hel romcom presses ned i en enkelt Swift-sang, som det er tilfældet med sangen ’Mine’. Albummet ’Folklore’ er ét stort flex af Swifts evne til narrativ sangskrivning, fordi hun personificerer en ny karakter på nærmest hver sang.
De eneste, der lige nu kan hamle op med Swifts evne til filmiske tekster, er Phoebe Bridgers og resten af indietrioen Boygenius. Når man hører ’Cool About It’, kan man næsten lugte røgen på den slidte bar, Julien Baker beskriver.
Ofte stiller Swift skarpt på de enkelte genstande som symboler på et forlist forhold. Debutsinglen ’Tim McGraw’ er eksempelvis én lang opremsning af jeans, kjoler, breve og biler, der minder hende om en eks. Og hvem kan glemme det røde halstørklæde på ’All Too Well’?
Boygenius-medlemmerne har det også med at gøre de enkelte genstande til symboler på noget større. En aircondition minder eksempelvis om forvirring på ’Not Strong Enough’, og en lækkende hane føles som parforholdsproblemer på ’True Blue’.
Ligesom hos Swift er scenerne mestendels hverdagsagtige – en realisme, man sjældent finder hos andre store sangskrivere som Adele og Lady Gaga. Men Swift og Boygenius ved, at hjertesorgen bliver mest relaterbar, når den er helt konkret.
Ethel Cain
Åh, at være en hjerteknust teenager til en highschool-fodboldkamp!
Jeg har ikke selv prøvet det, men overeksponering af Swifts ’You Belong With Me’ har givet mig en god fornemmelse af, hvordan det føles.
Ethel Cain er ikke umiddelbart nært beslægtet med Taylor Swift. Holdt alle country-musikerne en fætter-kusine-fest, ville Cain optage rollen som den gotiske grandkusine, der sidder i hjørnet og kigger længselsfuldt ud af vinduet.
Og så alligevel. For Ethel Cain er faktisk bare en karakter, sangeren Hayden Silas Anhedönias har opfundet, og Cains baggrundshistorie – beskrevet på konceptalbummet ’Preacher’s Daughter’ – er, at hun er en introvert highschooler. En uperfekt all-American girl, der drømmer sig væk fra landsbyen.
På sangen ‘American Teenager’ beskriver Cain sin outsider-følelse til en baseballkamp således: »Crying at the bleachers, and I said it was fun / It’s just not my year«. Det må da være en Swiftisme i sin pureste form!
Ethel Cains flashbacks er skæbnesvangre, og der er meget på spil. Og tommelfingerreglen for en god Swiftisme er: Der er altid – altid – meget på spil.