Uden Ords ‘Verden den er lige her’ føles som en bjergbestigning, men på toppen venter de smukkeste udsigter
Okay, vi starter lige med en – indrømmet – højtravende reference: Kender du Casper David Friedrichs maleri ’Vandreren over tågehavet’? Nej? Så er Google din ven.
Mens jeg har lyttet til ’Verden den er lige her’, andet album fra Uden Ord, har det højromantiske maleri rumsteret i baghovedet. Den stokkebærende vandrer, rygvendt mod beskueren, der betragter tågebankerne over verdens tinder.
Det er, som om maleriet fryser fast i målløsheden over det uendelige landskab. Den kolossale verden føles så uudsigelig tæt på, at man kun kan stille sig skuende over for den. Lamslået, uden ord.
Artrock-trioen – som desuden har forgrenet sig i soloprojekterne Sortblod og Kingtommi – er heller ikke på deres andet album blege for at bevæge sig op i de høje luftlag. Det hører man allerede på åbneren, ’Vandrede op’.
Nummeret bestiger sin skræntende intro af fingerspillet strengeleg og genert rasleæg med et himmelstræbende beat. Over skyerne af de rumklangsmættede trommer peaker Thomas Mulcahy som vokalist. Aldrig har hans intuitive popfraser lydt så godt.
»Vandrer op / Uden at tænke / Uden at længes«, synger han til sidst bakket solidt op af et mandskor, fordi more is more. »Aldrig føles bedre at være alene / Jeg kan være alene«, lyder den storslåede ensomhed som en parafrase af Friedrichs maleri. Det er, ja, bjergtagende.
Det er bestemt ikke, fordi Uden Ord er virkelighedsfjerne. I det store hele minder deres kompositioner måske også mere om surreal collage end romantisk landskabsmaleri.
Der er solide podcastvibes med lydeffekterne i ’3 1 dage’, der i starten lyder som et systemdigt over dagligdagens trivielle glæder. »Vågner / Jeg er født igen«, synger Gustav Hedemann Christensen og indleder legen med de melodiske gentagelser, der forankrer tekstens cykliske hverdagsrille.
Uden varsel tager en forvrænget beatpoet kortvarigt mikrofonen, inden nummeret til sidst lander i et batikfarvet, henslængt soul-groove. »Første gang / Jeg så træet i haven uden blade«, synger William Spangaard Nielsen lavmælt med en årstidspoesi, der er enkel og rørende.
På det ambitiøse og timelange album bliver optimismen og fælleskabet hele tiden mødt af sin diametrale modsætning. ’Hader du egentlig mig?’ lyder som en sæbeopera fra 80’erne, der har fået en depression. ’Verden den er lige her pt. 1’ når lige at introducere en ubekymret, Nangijala-agtig drømmeverden fortryllet af pizzicato-strygere og alfekor, inden nummeret slår om i Mulcahys grædende autotune-vokal.
Albumværket er så omskifteligt, at det første gang kan føles som en bjergbestigning i stormvejr. På ’I søvnen’ rammer orkanens øje med Jon Kirkhoffs lemlæstende råbevers. Men det er samtidig et værk, der vokser for hver gang, man hører det.
Den lange vandretur betaler sig, for på toppen af bjerget venter en af de smukkeste afslutninger, jeg har hørt på et dansk album i dette årti. Jeg får næsten ’Abbey Road’-kuldegysninger af de to sammenhængende numre ’Fugle smidt rundt i vinden’ og ’Verden den er lige her Pt. 2’. »C’est la vie«, lyder det – måske med reference til Gilli? – inden det hele slutter med Beatles-akkorder og fællessang.
Det fænomenale album, der starter i ensomheden, lander altså i fælleskabet. Og selvom de tre sangskrivere i Uden Ord er gode hver for sig, overgår det ikke, hvad de kan sammen.
Kort sagt:
Uden Ord har skabt et fænomenalt, eklektisk værk, som vokser for hver gang, man hører det. ’Verden den er lige her’ føles som en bjergbestigning, der leder mod nogle af årtiets smukkeste, artrockede udsigter.