1. ’A Picture to Remember’
Allerede fra første indstilling, der viser os verden set gennem et glas champagnes gullige skær og susende bobler, imponerer den ukrainske instruktør Olga Chernykh med sit dybt originale billedsprog og levende voice-over.
‘A Picture to Remember’, der åbnede årets IDFA, er en smuk og fabelagtigt fortalt essayfilm om den betydning, som flere generationers krig og fordrivelse har haft for Chernyks familie.
Filmen er et frit associerende kludetæppe af gamle og nye optagelser; af arkivmateriale, hjemmevideo, fotoalbums, laboratoriemateriale og malerier, men Chernykh finder alligevel en fin struktur i de videoopkald som hun foretager undervejs til sin mor og mormor.
Gennem deres samtaler erfarer vi, at Olgas bedstemor er blevet tilbage i Donetsk (som i perioden, hvor hun filmer, er under massivt bombardement), men at forældrene flygtede til Kyev i 2014 under krigen i Donbass, og vi forstår, at Olga nu frygter, at historien gentager sig selv og at de ikke længere vil kunne følges ad…
Chernykh skildrer enormt effektivt, hvordan krig bryder ind i hverdagen – voldsomt og uvarslet – og splintrer helt almindelige liv. Ikke bare i det øjeblik, hvor bomberne falder, men langt ind i fremtiden.
2. ’In the Rearview’
En anden film, der omhandler krigen i Ukraine, men hvis metode og visuelle udtryk er helt anderledes, er ‘In The Rearview’, der har mødt stor anerkendelse siden sin verdenspremiere på Cannes-festivalen tidligere i år.
Filmen er instrueret af den polske instruktør Maciek Hamela, som også selv figurerer som chauffør – tre dage efter Ruslands invasion besluttede han sig nemlig for at købe en varevogn og begynde at evakuere folk fra de mest udsatte områder i Ukraine med hjælp fra andre frivillige. Og for at dokumentere deres historier.
Kameraet hviler dog ikke på Hamela, men er i stedet rettet, som titlen antyder, bagud mod passagersæderne, hvor vi møder en række af de mennesker, hvis liv er blevet vendt på hovedet fra den ene dag til den anden:
En familie, der sørger over deres elskede, spækspisende ko ved navn Skønhed, som de har måttet efterlade. En far, hvis datter er stoppet med at snakke, efter deres hus er blevet bombet. En kvindelig aristokrat, som begræder krigens forvandling af hende fra en del af overklassen til en »omrejsende frø«. En ung surrogatmor, der drømmer om at åbne en café.
Hamela er afvæbnende, og nogle gange bliver man så grebet af samtalerne, at man næsten glemmer, hvor man er – men faren lurer hele tiden lige under overfladen. Det bliver man mindet om, når man ser hans skudsikre vest, og hver eneste gang de ankommer til et checkpoint.
Her forstummer hyggesnakken øjeblikkeligt, og ansigtsudtrykkene bliver igen anspændte. Ansigterne, der fortæller så meget om krigens chok og uvirkelighed. Ansigtet på en fireårig dreng, der indser, at han nok har set sin bedstemor for sidste gang – fortvivlet, måbende, hjemsøgt.
Det ansigt glemmer jeg aldrig.
3. ’Hollywoodgate’
På et tidspunkt, hvor de fleste havde meget travlt med at komme ud af Afghanistan – og civile mistede livet i desperate forsøg på at klynge sig til vingerne af de amerikanske fragtfly, der forlod landet – besluttede den egyptiske journalist og filmskaber Ibrahim Nash’ats sig for at tage ind i Kabul.
‘Hollywoodgate’ er filmet i klassisk fluen-på-væggen stil, og der er ingen tvivl om, at Taleban-lederen Mawlawi Mansour, som Nash’at skygger, hellere ville have dasket ham end at have ham rendende (han siger lige ud, at han dræber ham, hvis han ikke opfører sig ordentlig). Men de nye magthavere kan alligevel godt se ideen i lidt gratis propaganda, så han får lov til at filme dem gennem et helt år.
Titlen på filmen refererer til navnet på en tidligere CIA-base, som Mansour og hans folk har overtaget, og som indeholder våben for syv milliarder dollars (!). Den udfolder sig som en absurd tour af det her kæmpe kompleks fyldt med jagerfly, helikoptere og fitnessgear, som amerikanerne har efterladt, og som Taleban-medlemmerne er i fuld sving med at sætte i stand og – i StairMasterens tilfælde – lære, hvordan man bruger.
Af forståelige årsager har Nash’at været meget begrænset i sin skildring af Taleban, og det har ikke været muligt for ham at rette kameraet mod den civile befolkning, men som han selv udtrykker det i filmen, så siger den alligevel en del i »mellemrummet« mellem Talebanmedlemmernes selvfremstilling og de billeder, vi ser.
Og det, den siger, udstiller ikke kun Taleban, men også neo-imperialismens fallit.
4. ’Danger Zone’
Emnet for festivalens mest provokerende filmoplevelse står i stærk kontrast til de film, som jeg har beskrevet indtil videre, hvor menneskene bag er direkte påvirket af krig, sætter deres liv på spil for at redde civile og for at dokumentere krigsforbrydelser.
I filmen ‘Danger Zone’, der er instrueret af den polske instruktør Vita Maria Drygas og dyster i hovedkonkurrencen, handler det nemlig ikke om krigens menneskelige omkostninger, men om de mennesker, som aktivt opsøger konflikt- og krigszoner for at få en på opleveren, nærmere bestemt det fænomen, som kaldes krigsturisme.
Vi følger fire mennesker, der på forskellig vis er involverede i det her fænomen – enten som rejseledere eller gæster – og vi følger deres nøje planlagte ture til nogle af verdens farligste områder. At se mennesker lukrere på krig og behandle andres ulykke som et andet adrenalinkick, som om næste skridt efter faldskærmsudspring er at se børn sulte i Somalia, vil altid være væmmeligt, men der er immervæk noget ved at se filmen lige nu, som intensiverer galskaben. Og da kvinden Eleonora til slut i filmen foreslår en tur til Kyev, kunne jeg næsten ikke være i mig selv af raseri. Måske vil hun også et smut forbi Gaza?
Det lyder frygteligt. Det er frygteligt. Så hvorfor skal du se den? Fordi ’Danger Zone’ også – ubehagelig som den er – rummer nogle ubekvemme sandheder omkring krigs attraktionsværdi og menneskers fascination af lidelse og død, som også implicerer dokumentarister og os, der ser med fra sidelinjen.
5. ‘As the Tide Comes In’ (‘Før stormen’)
Men det skal ikke handle om krig og ødelæggelse det hele. Det skal også handle om klimakrisen. I hvert fald lidt.
For i hovedkonkurrencen finder vi også den danske produktion ‘As the Tide Comes In’ (‘Før stormen’ på dansk). En virkelig skøn og morsom film om den oversvømmelsestruede og befolkningsflugtudfordrede vadehavsø Mandø, som man kun kan komme til, når tidevandet tillader det. Og hvor kun 27 mennesker stadig bor permanent.
‘As the Tide Comes In’ er sikkert instrueret og smukt fotograferet af Juan Palacios og medinstrueret af Sofie Husum Johannesen. Sammen har de skabt en film, der indkapsler det flade landskabs skønhed og mystik, og mentaliteten blandt de af øboerne, der er blevet tilbage. Som når vi i begyndelsen af filmen ser en mand engageret i det sisyfosarbejde, det er at slæbe vand – via en gigantisk, tilsyneladende utroligt tung vandslange – fra den ene ende af øen til den anden.
Et lige så håbløst projekt som at få gæs til at stoppe med at æde afgrøderne på de sumpede marker, ræve til at stoppe med at grave huller i digerne, der beskytter øen mod vandstandsstigningerne, og gifteklar kvinder til at flytte fra fastlandet.
Men det afholder ikke Gregers, filmens vejrbidte protagonist og øens yngste indbygger, fra at prøve alle delene, og undervejs kommer man virkelig til at holde af ham.
6. ’Echo of You’ (’Ekko af kærlighed’)
Svært charmerende er også ‘Echo of You’, endnu en dansk film, der optræder i den mere formeksperimenterende Luminous-sektion, og som også er nomineret til en IDFA Award for bedste debutfilm i spillefilmlængde – en konkurrence, der går på tværs af festivalens forskellige sektioner.
Og det er virkelig også en stærk debutdokumentar, som Zara Zerny har begået. I ’Echo of You’ møder vi en række meget gamle, meget elskelige mennesker (castingen er virkelig vellykket i den her film), der alle har det til fælles, at de har mistet deres livsledsagere og ikke altid har kunnet udtrykke deres sorg. Ikke fordi de ikke vil, men fordi folk ikke tør spørge. Det tør Zerny godt, og hele vejen igennem kan man mærke fortroligheden og tilliden mellem dem i deres samtaler, der kommer vidt omkring.
Sammen med Zerny får de medvirkende lejlighed til ikke kun at mindes deres elskede, men nærmest fremmane dem i stiliserede sekvenser, hvor de med fingrene på øjenlågene, eller mens de danser, levende beskriver øjeblikke i deres liv, hvor de har været overbeviste om, at deres partnere har været på besøg fra det hinsides for at hilse på.
Ofte bliver de rørt, og det gør vi også, men ’Echo of You’ er aldrig sentimental, selv når der er skruet helt op for kormusikken. Det er størstedelen af dens protagonister alt for jyske til. En ægte nysgerrig og varm film, som jeg allerede har lyst til at se igen.