‘Maestro’: Bradley Coopers ambitiøse musikfilm rummer to pragtpræstationer
Bradley Cooper giver den hele armen med ’Maestro’.
I Hollywood-stjernens anden spillefilm som instruktør – efter det yderst vellykkede ’A Star Is Born’-remake fra 2018 – er det tydeligt, at hans ambitioner nu rækker mere vidt.
Hvor det første rørende musikdrama dramaturgisk føltes enkelt, men effektivt skåret, spænder ’Maestro’ over et helt liv – eller rettere to liv. Filmen handler om det lange, omskiftelige kærlighedsforhold mellem den succesfulde komponist og dirigent Leonard Bernstein og Broadway-skuespilleren Felicia Montealegre, spillet af henholdsvis Cooper selv og Carey Mulligan.
Begge er talentfulde kunstnere, men Bernstein, som blandt andet er kendt for at komponere musikken til ’West Side Story’, er klart den mest frembrusende. Dermed ender Felicia relativt hurtigt med at nedprioritere sin egen skuespilkarriere for at passe parrets hus og tre børn.
Sammen med sine mange kunstneriske projekter har Leonard desuden en anden passion, som tærer gevaldigt på ægteskabet: utallige affærer med unge mænd.
Cooper gaber over meget som instruktør. ’Maestro’ springer gennem årtier – og skifter løbende fra sorthvid-billeder til farve – mens vi følger hovedpersonernes spirende forelskelse, deres udfordrede ægteskab og deres sidste år sammen. Samtidig portrætterer filmen larger than life-karakteren Bernstein som en mageløs kunstner.
’Maestro’ skyder sin fortælling i gang med stor hast. Coopers hovedperson løber vitterligt fra scene til scene, mens han udfolder sit musikalske talent blandt ligesindede i New York. Man mærker en ivrig fortællelyst samt en trang til at eksperimentere med klipning og billedkompositioner. Flere steder glider scenerne ubesværet ind i hinanden, så karaktererne pludselig befinder sig i nye omgivelser.
Men faktisk går det også så hurtigt i starten, at det er svært at finde sig til rette i fortællingen og mærke karaktererne. Det går dermed også ud over Mulligan og Coopers første scener sammen, hvor jeg i hvert fald ikke fangede, hvorfor det indledende flirteri danner grobund for et livslangt kærlighedsforhold.
Denne forvirring skyldes måske også, at Bernstein ikke fremstår som det mest sympatiske menneske, man lige sådan forelsker sig hovedkulds i. Fra første scene er han mest optaget af sig selv og sine egne projekter. Da han spørger ind til Felicias sammensatte, costaricansk-chilenske ophav, ender han mest med at snakke om sin egen livshistorie.
Som ’Maestro’ skrider frem, sænker Cooper tempoet en smule, og karaktererne får også lov at bundfælde sig. Med tiden bliver det ganske tydeligt, at instruktøren aldrig havde tænkt sig at fremstille Bernstein som en sympatisk heltefigur. Karakteren er et talentfuldt og kreativt, men også fejlbarligt menneske, der har svært ved at gå på kompromis med sine egne behov og lyster. Det lærer han først ganske sent i livet.
Mens forholdet krakelerer, slås itu og samles igen, indtager Cooper og Mulligan deres karakterer med stort overskud. Coopers lysende øjne og skæve smil kommunikerer overbevisende både store og små følelser. De befinder sig dog bag ved lidt af en maske.
Som publikum skal man lige vænne sig til Coopers omfattende ansigtssminke, herunder den relativt medieombruste næseprotese. Nok ligner Cooper virkelighedens Bernstein en hel del – særligt i scenerne, hvor filmen følger komponisten ind i alderdommen. Men et så omfattende makeuparbejde (utvivlsomt modsat intentionen) distraherer mere for indlevelsen end det modsatte.
Protesefrie Carey Mulligan står for ’Maestro’s største skuespilpræstation. Selvom Coopers karakter kommer med de største armbevægelser – ikke mindst i en håndfuld medrivende koncertscener – gør Felicias følelsesmæssige rejse størst indtryk. Mulligans milde ansigt gemmer på megen frustration, vrede og sorg, som kommer frem i små, effektfulde ryk.
De to skuespilleres pragtpræstationer får i særdeleshed lov at indtage scenen, når ’Maestro’ enkelte steder holder pause fra sine glidende kamerature og stiller kameraet på stativ.
Det gør filmen eksempelvis i den scene, hvor vi for første gang ser parret i et decideret skænderi, efter Bernstein er kommet for sent til familiens Thanksgiving. Hele seancen foregår i én indstilling uden klipning. De to personer står i fuld figur i parrets stue, hvor Felicia arrigt og uden omsvøb dekonstruerer sin mands storladne selvbillede.
I vinduerne bag dem ser man den festlige Thanksgiving-paraden brage næsten lydløst forbi.
I denne knugende scene rammer Cooper lige så emotionelt rent, som han gjorde med sin stærke debutfilm. Her viser han virkelig sit værd som både skuespiller og instruktør.
Kort sagt:
Det ambitiøse biografiske drama ’Maestro’ rammer allermest rent, når instruktør og hovedrolleindehaver Bradley Cooper skruer lidt ned for armbevægelserne og giver plads til de fremragende skuespilpræstationer fra Carey Mulligan og Cooper selv.