Danmarks femtestørste by får nu sin helt egen musikfestival. Til sommer finder Suset Festival for første gang sted på Esbjerg Havn den 16. og 17. august.
Det annoncerer Suset via en pressemeddelelse, hvor den nye musikbegivenhed også løfter sløret for de første navne til programmet.
Esbjergs nye musiksatsning får besøg af en række store danske kuntnere i form af Nik & Jay, Andreas Odbjerg, D-A-D, Medina, Barselona, Gobs, Icekiid og Pil. Alle bookingerne er danske, men på sigt er planen også at præsentere udenlandske artister, fortæller festivalen via førnævnte pressemeddelelse.
Det er bookingmastodonterne fra Live Nation, der står bag den nye festival, mens direktøren er Tobias Kippenberger, der (udover at være esbjergenser) før har været frontfigur i bandet The Floor Is Made Of Lava.
Billetsalget starter den 1. februar 2024, hvor billetterne koster 1.050 kroner (eller 950 kroner, hvis man er under 25).
Fra den 29. februar koster billetterne så 1.250 kroner. Dagsbilletter koster 795 kroner (595 kroner for under 25-årige).