’Fargo’ sæson 5 endte sublimt – seriens måske bedste hidtil
Efter de første fire afsnit af ’Fargo’s femte sæson var hovedkarakteren Dot – spillet af en fremragende Juno Temple – både blevet anholdt og forsøgt kidnappet to gange. Først af et par hensynsløse psykopater hyret af Dots voldelige eksmand, sheriffen Roy Tillman (John Hamm). Derefter af Tillmans egne håndlangere under ledelse af sønnen Gator (Joe Keery).
Dot viste sig desuden at være indbegrebet af den såkaldte Minnesota niceness, der er en del af seriens grundessens. Men truer man hende eller hendes familie, forvandles hun til en utæmmelig tiger, der under ingen omstændigheder vil opgive sit liv med sin elskede mand og datter.
Det lykkedes hende derfor at undslippe begge kidnapningsforsøg i en start på serien inspireret af Coen-brødrenes to mesterlige film ’Fargo’ og ’No Country for Old Men’. Den ene af kidnapperne, Ole Munch (foruroligende godt spillet af Sam Spruell), fremstod som en åndelig slægtning til Anton Chigurh fra ’No Country for Old Men’.
Trods en spændende præmis og en høj underholdningsværdi sad jeg med en fornemmelse af, at serien ville få svært ved at løsrive sig inspirationen og aldrig for alvor ville få sit eget liv.
Jeg tog fejl.
Roy Tillman, der mener at have gud og dermed retten på sin side og anser Dot som sin ejendom, giver ikke så let op i sæsonen, der nu i sin helhed kan ses på HBO Max.
Han forsøger endnu en gang at betale Ole Munch for at kidnappe Dot og bringe hende tilbage til sin ranch i North Dakota.
Ole Munch, der fra begyndelsen har optrådt som en nærmest mytisk figur, viser sig at være seriens mest interessante karakter med en forhistorie, der tilsyneladende går flere hundrede år tilbage. Serien omfavner her et overnaturligt lag, der stikker ud fra resten af fortællingen, men samtidig er særdeles pirrende og øger den fornemmelse af skæbnebestemthed og arketype, der er en Coen’sk grundessens.
Tillmans møgirriterende søn, Gator, trodser sin far og beslutter sig for at gå efter Munch. Jeg indrømmer, at jeg i starten fandt ’Stranger Things’-stjernen Joe Keery en anelse fejlcastet som Gator i det nordiskinspirerede univers. Men efter at have set hele serien kan jeg ikke forestille mig nogen bedre i rollen.
I sidste ende virker det som et bevidst valg, at han ikke skal passe ind. Det er det, der får ham til at fremstå så enerverende. Som om han ikke har fattet, hvad der er på spil for hans far. Vigtigst af alt nægter han at indse, at man ikke skal fucke med Ole Munch. Hvilken resulterer i, at Gator må lide en af seriens mest brutale skæbner, så man ender med at forbarme sig over ham. Han er et ynkeligt produkt af en voldelig og kynisk far.
Som pendant til Roy Tillman har vi Lorraine Lyon, spillet af Jennifer Jason Leigh. Hun er lidt for glad for sin magt og sine penge og ønsker sin belastende svigerdatter ud af sit liv. Men hun elsker også sin søn og barnebarn og ønsker ikke at se dem lide. Den kompleksitet fanger Leigh til perfektion, så man fornemmer, at der gemmer sig et menneske inde bag den kolde facade.
I det øjeblik hun opdager, hvad Tillman gjorde ved Dot, da de var gift, skyr hun da heller ingen midler i sit forsøg på at få ram på ham: Hun får blandt andet FBI’s SWAT-team sendt til Tillmans range, da det for alvor brænder på for Dot.
Tillman, hvis selvbillede skildres som en gud med storhedsvanvid, mener dog ikke, at FBI’s ressourcer er et match for ham og hans håndlangere.
Clashet mellem Lorraine og Roy er interessant, fordi deres kynisme på mange måder minder om hinanden, og de bruger begge deres magt og penge til at nå deres mål. Det er ikke magten i sig selv, der er problemet. Det handler om, hvem der har den, og hvordan den bruges. Og Lorraines langsomt stigende empati med Dot i et slående stærkt udtryk for søsterskab, er noget af det, der løfter sæsonen til et niveau, der tangerer eller måske endda løfter sig over de foregående sæsoner.
Sammenfletningen af det fantastiske persongalleri kombineret med den medrivende og skarpt fortalte fortælling om en kvinde, der bare gerne vil leve et godt og trygt liv med sin familie, gør femte sæson af ’Fargo’ til seriens måske bedste. Efter en sæson 4 med et for stort skuespilensemble og et malplaceret urbant miljø genfinder Noah Hawley formen i vante Coen’ske lillebyomgivelser og med en kombination af fortællemæssig opfindsomhed, uforudsigelighed, humor og suspense, som simpelthen ikke findes bedre i serielandskabet i disse år.
I tråd med begyndelsen slutter serien med en direkte reference til slutningen på ’No Country for Old Men’. Det er en af de mest medrivende, nervepirrende og rørende slutscener, jeg har set i lang tid.
Kort sagt:
Femte sæson af ’Fargo’ startede solidt og endte sublimt i en skildring af magt, toksisk maskulinitet og kærlighed i én blændende fusion. Den måske bedste sæson i serien, og det siger ikke så lidt.