Ayo Edebiri var lige ved at begynde at græde, da hun i weekenden var vært for ‘Saturday Night Live’.
»Det her er virkelig en drøm, der går i opfyldelse«, lød det fra den 28-årige skuespiller, som måtte stramme helt op for ikke at tabe fatningen efter få sekunder på den legendariske monologplads.
Edebiri kan efter januars prisuddelinger ellers kalde sig Emmy-vinder, ligesom hun tog priser hjem fra både Critics Choice Awards og Golden Globes.
Sidste år var hun i front for anden sæson af storhittende ‘The Bear’, hvor hun lavede årets, hvis ikke tv-historiens, mest berømte omelet.
Samtidig havde Edebiri en hovedrolle i en af 2023’s mest gennemførte komediesatsninger med ‘Bottoms’, en birolle i indiefænomenet ‘Theater Camp’ (noget så usandsynligt som en mockumentary-musical, der blev et breakout-hit), en gæsterolle i den populære sitcom ’Abbott Elementary’ foruden småroller i ’Black Mirror’ og ‘I Think You Should Leave With Tim Robinson’.
Hvorfor var det så lige ‘SNL’, der kunne bringe den slags følelser frem i det komiske talent?
Hvis man ser på Ayo Edebiris historie, giver det egentlig meget god mening.
For selvom det er den kritikerroste kokkeserie, der har sendt hende til tops, har skuespilleren brugt det meste af sin karriere på »at lave standup nede i bagenden af et vaskeri«, som hun også selv formulerede det i ‘Saturday Night Live’.
Og hendes historie emmer på mange måder mere af comedynørd end A-liste berømthed in the making.
Vi ser nærmere på Ayo Edebiri i fem nedslag, der udover selvskrevne vendepunkter som ’The Bear’ også tæller en imponerende standup-monolog om at få et angstanfald, mens man ryger weed, og hendes virale åndsfællesskab med Irland.
1. Fra en uimponeret familie
Edebiri er vokset op i kridhvide Boston på den amerikanske østkyst i en pinsekristen familie med en nigeriansk far og en mor fra Barbados – der næppe tog til USA for, at deres barn skulle satse på en karriere som komiker. Det er i hvert fald den joke, Edebiri rejser rundt med.
Til gengæld har forældrene støttet hende hele vejen, og anekdoter om dem er fast inventar i hendes pristaler og interviews.
Som Edebiri-fan kan man ikke mindst få et indblik i det, når hun fra tid til anden poster genialt undervældede screenshots fra familiens gruppechat på Whatsapp (som også fik et ‘SNL’-shoutout), og når hendes fars anmelder hendes film på sin halvvirale Letterboxd-konto.
»It is one of the best comedy I have seen all year. In the interest of self disclosure, Ayo is my daughter«, skrev han eksempelvis i sin femstjernede vurdering af ‘Bottoms’.
»Jeg bliver altid gjort meget ydmyg, når jeg skriver til mine forældre, og de er sådan ‘OK’«, fortalte hun om at dele imponerende prisnomineringer med familien, da hun var gæst i Jimmy Kimmels talkshow.
»Jeg fortalte faktisk til mine forældre, at jeg skulle være med i showet, og min mor sagde ‘Oh you’re gonna be on Jimmey Kimbel’, og min far sagde, ‘OK’, og det var det!«, forklarede hun.
Her kunne man også høre Edebiris bedstemors anmeldelse af ‘The Bear’: De bander alt for meget.
2. Heldigvis bange for børn
Edebiri begyndte til noget så grænseoverskridende som teater og improvisation i ottende klasse, selvom hun var »en ængstelig, nørdet teenager, der var glad for at skrive fanfiction om, at Jacob Black fra ‘Twilight’ spiste hotdogs«, ifølge Rolling Stone.
Da hun begyndte på New York University, blev det dog ængsteligheden, der dominerede. Edebiri valgte at læse til lærer i stedet for teater, indtil hun heldigvis opdagede, at hun var mere bange for 10. klasse-elever end at stå på en scene og skiftede til universitetets prominente kreative fakultet Tisch School School of the Arts.
På NYU fik hun også nogle værdifulde bekendtskaber: Rachel Sennott, der pressede hende til at tage med ud for at optræde til open mic nights, og filminstruktør Emma Seligman. Et venskab, hvis fælles humor og professionelle samarbejde sidste år udmøntede sig i komedien ‘Bottoms’.
Edebiri er også er en forrygende historiefortæller på standup-scenen. Ikke mindst i en monolog, hvor hun vækker et ellers fortærsket komisk emne til live og dedikerer otte minutter til dengang, hun spiste en hashvingummi, fik et angstanfald og var overbevist om, at hun ville blive »den første pige, der døde af weed«.
Som studerende søgte Ayo Edebiri job hos ‘SNL’, men fik afslag. Værtstjansen var lidt af en revanche.
Hvis man er i tvivl om, hvorvidt den nørdede teenager stadig styrer Edebiris humor, skal man bare se sketchen ’School Hypnotist’ fra programmet, hvor hun spiller den lille weirdodreng Salomon, der taler som en skabet præst og stjæler showet under klassens besøg fra en tryllekunstner – for at fortælle om sin biseksualitet og bryde ud i en solo til ‘No Air’ med Jordin Sparks.
Det er især den type forening af gammeldags komikerdyder med moderne temaer som seksualitet og angst, Sennot og Edebiri sammen repræsenterer i Hollywoods komedielandskab. Men de forvalter dem ret forskelligt.
Hvis man ser på ’Bottoms’ såvel som duoens sketchshow ‘Ayo and Rachel are Single’, får man let indtryk af, at Ayo Edebiri er straight-komikeren til Sennotts mere klassiske dramaqueen-dyder. I biografkomedien spiller Edebiri den indadvendte Josie, mens makkeren er højtråbende og konfliktsøgende. Men i virkeligheden er det Edebiris barnlige, nasale og generte karakter, der stjæler showet.
Og i sidste ende er det Edebiris sans for det underspillede, der er hendes force i Hollywood, hvor hun i mindre grad end kompagnonen er bundet til klassisk sjove roller.
3. Prima Gen Z-repræsentant i ’The Bear’
Selvom ’The Bear’ har taget priser hjem i kategorier for bedste komedieserie, er det en tilbagevendende diskussion, om det overhovedet er en sjov serie.
Taget i betragtning af, hvor åbenlyst morsom Ayo Edebiri er i andre sammenhænge, er rollen som den stræbsomme kok Sydney Adamu noget af det mindst sjove, hun har lavet.
Edebiris første større rolle på skærmen var i Apple TV+-serien ‘Dickinson’, som hun også arbejdede som forfatter på. Den serie blev dog mest afgørende, fordi hun her samarbejdede ’The Bear’-skaber Christopher Storer. Derudover har Edebiri skrevet for vampyrkomedien ‘What We Do in the Shadows’ og været med til at skabe stræberkarakteren Missy i Netflix’ pubertetsgale animationsserie ‘Big Mouth’. I 2020 overtog hun også passende stemmerollen fra Jenny Slate.
Selvom jeg personligt holder mere af Ayo Edebiri, når hun er sjovest, har den mere tilbagelænede og dramatisk krævende ’The Bear’-præstation været en altafgørende platform for alt det andet.
Og det vidner om hendes spændvidde, at Edebiri har formået at gøre Sydney-karakteren til en, som folk relaterer til på et bredere plan.
Karakteren er et sammensurium af bedrevidenhed, go getter-attitude og altid nærliggende stresssammenbrud i et udbrændt arbejdsmarked, hvilket hurtigt gjorde hende til prima repræsentant for Gen Z. Samtidig er Sydney også fornuftens stemme, hvilket er en utaknemmelig opgave i en serie, hvor det er kaos, der råder.
Det står eksempelvis klart i første sæsons højdepunkt, hvor hun ender med helt bogstaveligt at få hele køkkenets dysfunktion smidt ned over sig som en spand lort, da en stor dunk oksefond fedter hende, hendes ambitioner og kridhvide kokkedragt ind.
I sæson 2 bliver hun gang på gang efterladt på perronen af Carmy, men finder mere selvstændighed, som hun spiser sig gennem Chicago og forsøger at tilegne sig lederegenskaber ved at læse en sportsbiografi. Og i finaleafsnittet ender hun på toppen som et tjekket kontroltårn, mens chefen får et angstanfald i køleskabet.
4. Intern joke med Irland
Ayo Edebiris er god til at tale frit fra leveren, og hendes improvisationssans og bramfrihed gør hende til en underholdende kendistype. Man mærker på alle måder, at hun er komiker i sin kerne og gør stort set alt, hun laver, til en bit.
Hendes filmanmeldelser på Letterboxd er kultdyrkede, og hun valgte noget utraditionelt at takke sin agent og casters assistenter i sin Golden Globe-tale.
En særlig viral indskydelse har dog fået store dele af internettet til at blive i tvivl om, hvorvidt den amerikanske skuespiller faktisk er fra Irland.
Et kort interview under et presseevent på South By Southwest-festivalen forvandlede sig til en falsk audition til rollen som Jenny The Donkey i ‘The Banshees of Inisherin’, hvor Edebiri kastede sig frygtløst ud i en irsk accent og jokede med sine krævende fire måneders ophold i landet med method acting-forberedelse (»I was on all fours for four months and it was really painful, but beautiful as well«).
For hvem vil ikke gerne være en del af samme bølge som tidens mange hotte irske it-navne som Barry Keoghan, Cillian Murphy, Paul Mescal og Andrew Scott?
Det hele var selvfølgelig bullshit, men del af en længere intern joke med nationen. Som faktisk spænder helt tilbage til 2020 (du kan læse den historiske gennemgang af med 13 nedslag hos Vulture, der tæller dans med Paul Mescal og ‘who wore it better’-dyst med Barry Keoghan).
Men det er først i 2024, at forholdet er blevet gensidigt. Da Edebiri vandt sin Golden Globe, ønskede filmmediet Film in Dublin »Irlands egen Ayo Edebiri« tillykke på X. Ved Critics Choice Awards takkede hun Irland tilbage i sin takketale.
5. Heldigvis ingen Marvel-planer alligevel
Indtil for nylig var det meningen, at Ayo Edebiri skulle medvirke i Marvel-serien ‘Thunderbolts’. Den er hun nu droppet ud af på grund af skemakonflikter. Et held i uheld, da superhelteland ikke nødvendigvis har den appel for en ung stjerne, som det havde for bare et år siden.
I stedet kan man se frem til at opleve Edebiri i tredje sæson af ’The Bear’, der snart starter optagelser. Til sommer lander den Cannes-roste indiefilm ‘The Sweet East’ med Jacob Elordi og Talia Ryder, hvor hun kan ses i en lillebitte rolle.
Der venter også en rolle over for John Malkovich i A24-gyseren ‘Opus’, der ifølge IMDb handler om en »ikonisk popstjerne der vender tilbage efter flere årtiers forsvinding«. I en helt anden boldgade medvirker Edebiri i en politisk komedie fra ‘Terms of Endearment’-instruktør James L. Brooks, hvor ‘Sex Education’s Emma Mackey og Woody Harelson er på rollelisten.
’Saturday Night Live’ er én af mange af Ayo Edebiris drømme, der er gået i opfyldelse i løbet af det seneste års tid.
Men i virkeligheden er det hendes helt store styrke at være kommet frem på sine egne præmisser. Det er i sidste ende nok Edebiris held, at hun ikke fik job på ‘SNL’, men i stedet har fundet sin egen vej. Sammen med folk som Rachel Sennott og Emma Seligman er hun med til at skabe en ny komedietradition i Hollywood.
Og hendes rolle i ’The Bear’ har givet hende mere individuel succes, end det nuværende ‘SNL’-hold formentlig har tilsammen.
‘The Bear’ kan ses på Disney+.