KOMMENTAR. Intet kan fremmane mine minder fra de to år, jeg boede i Paris, mere effektivt end lugten af pis.
Kun i Paris – og på Roskilde Festival en varm sommerdag – kan man opleve en luft så tyk af tispartikler. »Pariserluft«, som den franske kunstner Marcel Duchamp døbte den i sin tid.
Det er også kun i Paris, at jeg har fået stjålet min telefon i toget, ved højlys dag, direkte ud af hænderne på mig, mens jeg var i gang med at sende en besked, og kun i Paris, at jeg på klos hold har bevidnet diarré fosse ud mellem ballerne på en fordrukken stakkel ude foran min opgang.
Hvorfor deler jeg det? Fordi ingen af delene har fået mig til at elske byen mindre. Og fordi jeg længes efter … måske ikke lige dét specifikt, men efter skildringer af Paris, hvor den her slags trivielle storbyhændelser og -klamhed får lov til at være en del af fortællingen.
Jeg anerkender, at det er svært at oversætte lugt til levende billeder, og at diarré måske ville være for meget at bede om i en Netflix-produktion, men kunne vi i det mindste få lov til at se nogle overfyldte skraldespande? Nogle togforsinkelser? Nogle dårlige restauranter? (de findes altså også i Paris). Nogle demonstrationer? Den sande farve på vandet i Seinen?
En pletfri kulisse
Problemet med de forblændede, amerikanske skildringer af Paris er, at vi aldrig rigtigt kommer tæt nok på noget. I stedet er vi garanteret en checkliste-agtig, obligatorisk montage-tour af byen, filmet fra en afstand, hvor alting wow’er og glimter, tilsat øm popmusik eller fransk musette. Sekvenser som både tager os forbi Eiffeltårnet, Champs-Élysées i retning mod Triumfbuen, karrusellen i Tuileries-haven, Sacré-Cœur, stejle brostensgader i Montmartre og broerne, der krydser Seinen.
Hele introsekvensen til Woody Allens ’Midnight in Paris’, der i løbet af kun knap fire minutter besøger samtlige af Paris’ kvarterer, er et oplagt eksempel. Filmen ’Good Grief’ af Dan Levy, der for nylig udkom på Netflix har (mindst) to af dem – én tilsat Billy Idols ’Eyes Without A Face’ og én fem minutter senere til Annie’s ’Heartbeat’.
Og mange vil også kunne huske øjeblikket, hvor Andy (Anne Hathaway) ankommer til Paris’ modeuge i ’The Devil Wears Prada’, og vi ser hende stirre måbende ud af bilruden til tonerne af U2s ’City of Blinding Lights’.
Fælles for dem er, at de behandler Paris som en pletfri kulisse. Som symbol på alt, som er skønt, forfinet, romantisk og dekadent. Som et slaraffenland for smukke, rige og/eller kreative amerikaneres selvudlevelse – både hvad karriere og romantik angår. Og det er ikke en ny tendens, men efterhånden en amerikansk tradition, som går helt tilbage til 50’erne og musicals som ’An American in Paris’ og ’Funny Face’, som også var med til at manifestere Paris som kærlighedens hovedstad.
En romantisering i dobbelt forstand: visuelt perfekt og derfor perfekt at forelske sig i.
Den amerikanske traditions indflydelse på nutidens populærkultur og perceptionen af Paris ser man tydeligt i ’Emily in Paris’, om end Emilys referenceramme er mere moderne. Allerede i første afsnit af første sæson udbryder hun, da hun åbner vinduet i sit nye chambre de bonne, at hun »føler sig som Nicole Kidman i ’Moulin Rouge!’«. Og senere i afsnittet, at »alt i den her by ligner ’Ratatouille’«.
Det er næppe rottepopulationen i Paris, hun tænker på, eller den del af ’Moulin Rouge!’, hvor Satine (Kidmans karakter) er prostitueret og dødeligt syg af tuberkulose, og det illustrerer meget godt amerikanerens noget selektive måde at se byen på, der farver alt rosenrødt.
Paris-syndromet
Godt nok bomber en tissende franskmand Emilys FaceTime-opkald i første sæson af ‘Emily in Paris’, men han benytter et pissoir til formålet, og alligevel er det en af de mest ubehagelige oplevelser, som Emily har, udover at træde i en hundelort og tabe sin crȇpe på jorden #crepe! #cestlapee #lavieengross #couldyounaute
Er forherligelsen ikke harmløs? Det troede jeg også først – hvilket er grunden til, at jeg selv ivrigt postede billeder af Eiffeltårnet, croissanter og andre dejlige ting i stedet for at dokumentere andres efterladenskaber og mine egne ydmygelser. Men jeg er sidenhen blevet klogere. Forherligelsen af Paris er ude af proportioner og ikke uden ofre!
Når vi undlader at berette om de mindre fotogene og glamourøse sider af storbyen, øger vi nemlig risikoen for at udbrede Paris Syndrome – et fænomen først beskrevet af den fransk-japanske læge Hiroaki Ota og brugt til at beskrive en intens tilstand af chok/skuffelse, som kan forekomme, når man finder ud af, at Paris ikke er som på film. Eller på Instagram.
Paris Syndrome er – indtil videre – kun blevet diagnosticeret i japanske og kinesiske tilflyttere og turister, men jeg mistænker mig selv for at have lidt af diagnosen, da jeg boede der (sandsynligvis forårsaget af en uhensigtsmæssig, ukritisk indtagelse af ‘Moulin Rouge!’ som teenager), og jeg frygter, at det kan ødelægge utallige ferier, sabbatår og udvekslingsophold i fremtiden, hvis vi ikke snart får skruet lidt ned for forventningerne til Lysets By.
Så her kommer en vild idé, som forhåbentligt kan være med til at modvirke vores kollektive vrangforestillinger: Hvad nu hvis vi, næste gang vi får lyst til at se noget om Paris, valgte en film, som er instrueret af en, der kender Paris rigtig godt? En, der bor der? Måske endda en, der er født der?
For at gøre det nemt har jeg samlet en håndfuld nyere film, der skildrer befolkningsgrupper og fænomener, der – selvom de udgør en væsentlig del af Paris’ dna – ofte bliver ofret på kommercialismens alter.
Ingen af filmene er dokumentarer, men jeg tør godt love, at de er mindre virkelighedsfjerne end de amerikanske glansbilledskildringer, som gør folk syge.
1. ’De elskende fra Pont-Neuf’
En film, som fanger essensen af det ægte Paris for mig, er denne klassiker fra 1991 af Leos Carax (‘Annette’, ‘Holy Motors’) – og det til trods for, at hovedparten af filmen efter sigende slet ikke foregår på den ikoniske bro, men på en 1:1 kopi af den, opført et sted i Sydfrankrig.
‘De elskende fra Pont-Neuf’ er en episk kærlighedshistorie mellem to vagabonder: den synssvækkede kunstner Michèle (Juliette Binoche) og den alkoholiserede ildsluger Alex (spillet af den altid akrobatiske Denis Lavant).
Første gang de mødes, tror Michèle, at han er død, fordi han ligger helt splattet ud på asfalten (og ikke bevæger sig, da en bil kører over hans fod i fuld fart). Men vi ser ham senere blive samlet op af to mænd og sat på en bus fyldt med andre randeksistenser, som heller ikke har noget sted at sove, og kørt til et herberg.
Scenerne i bussen og på herberget er dokumentariske og rå, men i takt med, at følelserne mellem Michèle og Alex bliver stærkere, bliver stilen også mere og mere balstyrisk. Michèles ankomst forvandler Alex’ – og dermed også vores – syn på tilværelsen og på Paris, som går fra at være temmelig affortryllet til nærmest at eksplodere i eufori, indkapslet i en fantastisk scene, hvor Binoche står på jetski i Seinen, mens Bastilledag-fyrværkeri lyser den op!
’De elskende fra Pont-Neuf’ kan ses på Mubi.
2. ’35 rhums’
Paris er en af Europas mest mangfoldige storbyer og har, qua Frankrigs fortid som kolonimagt, en stor andel indbyggere af afrikansk afstamning, men det er sjældent, at det afspejles på lærredet. Derfor er det ekstra dejligt, når man ser film, som rent faktisk afspejler befolkningssammensætningen i Paris og i de specifikke områder, hvor filmen udspiller sig.
Og sådan en film er Claire Denis’ ‘35 rhums’ fra 2008 om den melankolske togfører Lionel (Alex Descas) og datteren Jo (Mati Diop), som efter at have levet i tæt symbiose skal finde deres egne veje.
Lionel og Jo bor sammen i en lille lejlighed i det 18. arrondissement, og Jo arbejder i Paris’ svar på Fona i det 10., hvor både Gare du Nord og Gare de l’Est ligger. Mange af Paris’ afrikanske immigranter og efterkommere har bosat sig i netop de to områder, og det afspejles i de steder, vi besøger i filmen og i dens cast, hvor langt størstedelen af skuespillerne er af enten caribisk eller afrikansk oprindelse. Det burde være selvfølgeligt, men er det langt fra.
Den dag i dag, 16 år senere, er det stadig sjældent at se sorte franskmænd i de bærende roller – vel at mærke uden at emnet for filmen/konteksten hvori de optræder, er integrationsproblematikker, indlæringsvanskeligheder, banderelateret kriminalitet eller lignende. Dem er der rigeligt af.
Endnu en grund til at se ‘35 rhums’, som jeg bliver nødt til at nævne, er dens poetiske og virkelighedstro (de to kan godt sameksistere!) togsekvenser. Man kan ikke undgå at bruge rigtigt mange timer i metroen og i toget i Paris, og normalt er det ikke noget, man nyder, men i Denis’ fremstilling – selvom hun er ærlig omkring, hvor proppet der kan være – er oplevelsen sært beroligende, ikke mindst på grund af Agnès Godards billeder og Tindersticks’ score.
’35 rhums’ kan ses på amerikansk iTunes.
3. ’À plein temps’
I den helt anden ende af togoplevelsspektret finder vi Eric Gravels ‘À plein temps’ (’Full Time’) fra 2021, som er en af de bedste skildringer af galopperende stress og afmagt, jeg nogensinde har set. Og som skildrer det ærkefranske problem, som er strejker, mere specifikt transportstrejker.
Filmen maler på ingen måde de strejkende arbejdere som skurken, men ikke desto mindre kan en langvarig strejke fucke hverdagen rigtigt meget op for den enkelte, og i denne film går det hårdt ud over Julie (spillet fantastisk overbevisende af Laure Calamy, som du måske vil genkende, hvis du har set serien ‘Call My Agent’), som er solomor med to børn og i forvejen har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen på grund af sin lange vej til arbejde.
Et arbejde, som – igen på grund af strejken – hænger i en tynd tråd, fordi Julie bliver ved med at komme for sent. Og et arbejde som tjenestepige på et 5-stjernet hotel, der også indbefatter at finde sig i rigtigt meget af »rige menneskers lort«, som hendes chef formulerer det.
Det skal ikke kun forstås i overført forstand, slår det mig nu. For ‘À plein temps’ er faktisk en film, som – jævnfør min indledende anke om udviskningen af diarré – ikke skåner os for lort. Godt nok ser vi den ikke – den er offscreen – men vi ser Julie finde trykspuleren frem. Chapeau!
’À plein temps’ / ’Full Time’ kan ses på amerikansk iTunes.
4. ’Les Misérables’
Jeg husker tydeligt, da jeg så Ladj Lys eksplosive banlieue-film ‘Les Misérables’ for første gang i 2020.
Det var nemlig midt i voldsomme protester, i virkelighedens verden, over et udspil til en ny sikkerhedslov, der skulle gøre det strafbart at filme politiet i arbejde. Et udspil, som blev fremsat få dage inden en video fra et overvågningskamera gik viralt som en chokbølge gennem befolkningen. Videoen afslørede tre betjentes brutale og racistiske overfald på en forsvarsløs sort musikproducer. Og førte til deres øjeblikkelige suspension.
Også politibrutalitet og videoen som eneste selvforsvar for de marginaliserede (og mulighed for at stille dem, der misbruger deres magt, til ansvar), er i centrum for Lys film, som følger tre betjentes daglige patruljeren i Montfermeil – en af de mest berygtede forstæder i Paris, hvor instruktøren i øvrigt selv er opvokset.
Hadet til betjentene i områder som de her er til at tage og føle på, og hver en interaktion mellem politiet og områdets unge har potentiale til at stikke helt af – og en dag gør det.
En situation eskalerer, og en betjent affyrer en Flashball-pistol (et våben specialudviklet i Frankrig til voldsomme optøjer) mod en ung dreng, som rammer ham i ansigtet og slår ham bevidstløs. Og hele episoden bliver fanget af en drone, opereret af en boligblokkens unge drenge …
Ly blev, helt fortjent, fremhævet for evnen til at anticipere konflikten, som udspillede sig i Frankrig på det tidspunkt med så uhyggelig præcision. Men når Ly kan komme med en så hypperrealistisk skildring af den vrede og magtesløshed, som lever i forstæderne, så er det – udover hans insiderperspektiv – også fordi der er en tragisk forudsigelighed i de her voldsomme sammenstød mellem politiet og unge, vrede mænd i forstæderne.
Allerede i 1995 beskrev Matthieu Kassovitz den ulmende stemning i forstæderne i ‘Hadet’, og med Lys ‘Les misérables’ bliver det tydeligt, hvor lidt tingene har ændret sig på 25 år.
Da ‘Hadet’ udkom, havde man aldrig set noget lignende, men i dag kan man tale om en veritabel bølge af franske banlieue-film, der er blevet så populære, at man kan begynde at overveje, om skildringen af forstaden nu er blevet disproportional den anden vej – at filmene i dag giver indtryk af, at Frankrigs forstæder er langt farligere, end de egentlig er? Og hvem det narrativ tjener?
’Les misérables’ kan ses på Blockbuster, Grand Hjemmebio, Viaplay m.fl.
5. ’Vortex’
Man kan beskylde ham for at forherlige meget, men ikke alderdommen! Og heller ikke Paris’ metrosystem. Han er grunden til, at jeg stadig undgår metrotunneler som pesten og gik fuldstændigt i panik, da jeg strandede på en metrostation (fordi strejke) i Paris alene en sen aften og i ti meget lange minutter troede, at jeg ville blive nødt til at overnatte der.
Jeg tænker selvfølgelig på Gaspar Noé og hans film ‘Irréversible’, der har en voldtægtsscene, som er så modbydelig, at jeg – mit anti-glorificerende ærinde til trods – ikke vil byde dig at se den. I stedet har jeg valgt hans seneste film, ‘Vortex’, om et aldrende ægtepar, hvoraf den ene kæmper med hjerteproblemer og den anden med fremskreden demens, som … overhovedet heller ikke er rar, faktisk. Det er der ingen af hans film, der er.
Når jeg alligevel har den med på listen her, så er det på grund af lejligheden, som den foregår i, og indretningen af den, som slører grænsen mellem intellektuel boheme og uhensigtsmæssig samlermani med sine uendelige stakke af bøger, det mikroskopiske køkken og vægge plastret til med Noés egne filmplakater.
Lejligheden er bestemt ikke lille, men dens labyrintiske layout, sammen med det faktum, at næsten alle overflader er dækket til med ting, fremprovokerer en følelse af klaustrofobi, som er kendetegnende for langt de fleste bopæle i det centrale Paris. En følelse som forstærkes af et split screen-greb, som fastholder karaktererne i sort-indrammede firkanter det meste af tiden.
Sidst, men ikke mindst, føler jeg, at jeg bliver nødt til at nævne og anerkende, at det her er den eneste af filmene, jeg har valgt, hvor vi rent faktisk ser en lille smule menneskelig afføring, som den demenssyge hustru har glemt at skylle ud.
Chapeau endnu engang!
’Vortex’ kan ses på Blockbuster, Grand Hjemmebio, Viaplay m.fl.