’Bob Marley: One Love’: Reggae-ikonets historie ender i bunken af forglemmelige biopics
De første 20 minutter af ‘Bob Marley: One Love’ tog mig på sengen.
Jeg havde forventet en klassisk biopic om et musikikons svære rejse mod toppen af hitlisterne. I stedet fik jeg et politisk drama med optøjer og væbnede gangstere.
‘Bob Marley: One Love’, instrueret af Reinaldo Marcus Green (‘King Richard’, ‘We Own This City’), begynder således et stykke inde i Bob Marleys karriere, i 1976. På det tidspunkt er reggaemusikeren allerede et kendt ansigt i hjemlandet Jamaica. Faktisk siger en kritisk journalist til et pressemøde, at han har magten til at »destabilisere landet«.
Ordene kommer i forbindelse med den forestående Smile Jamaica-fredskoncert, som Marley (Kingsley Ben-Adir) skal optræde til. Samtidig har en politisk konflikt mellem det venstreorienterede regeringsparti People’s National Party og pro-USA-partiet Jamaica Labour Party udviklet sig til en decideret borgerkrig – med voldelige bandemedlemmer i begge lejre. Koncerten skal kommunikere fred mellem parterne, men det bliver af nogle tolket som en støtte til regeringspartiet, selvom Marley kalder sig selv apolitisk.
To dage inden koncerten forsøger to unge bandemedlemmer at dræbe Marley i hans hjem. Både musikeren, hans kone Rita (Lashana Lynch) og manageren Don (Anthony Welsh) bliver ramt af skud, men overlever. Marley møder op til fredskoncerten med bandager under skjorten.
Konflikten, volden og paranoiaen ulmer i filmens spændende begyndelse, hvor hovedpersonen næsten mister livet. Måske skyldes denne vellykkede start, at Terence Winter, som har de nyklassiske gangsterserier ‘The Sopranos’ og ‘Boardwalk Empire’ på cv’et, står som medforfatter af filmens manuskript.
Desværre tager ‘Bob Marley: One Love’ herefter en drejning, som skubber det eskalerende kriminelle og politiske drama på afstand – helt bogstaveligt. Marley rejser nemlig til England, hvor han bor i sikkerhed fra optøjerne frem til 1978. Og disse to år fylder langt størstedelen af filmens spilletid.
Marleys engelske eksil stemmer selvfølgelig overens med virkeligheden, men når nu Green og resten af manuskriptforfatterne har valgt at genfortælle en så kort periode af musikerens liv (tilført en række flashbacks), virker det en smule ærgerligt, at de ikke holder fokus på den højdramatiske situation i Jamaica.
I stedet følger vi Bob Marleys kreative proces med at indspille sit internationale gennembrudsalbum ‘Exodus’, der udkommer i 1977 og skyder ham af sted på en omfattende europæisk turné.
De mange musikscener, hvor Marley sammen med bandmedlemmerne i The Wailers finder frem til den helt rigtige lyd – og efterfølgende fremfører den foran begejstrede menneskemængder – er levende og selskabelige. Men den stillestående handling i Europa bliver også ret kedelig. Spørgsmål om at vælge det rette pladecover til ‘Exodus’ og at få betaling for en Afrika-turné føles altså ret uvæsentlige, når man på fjernsynsskærme sideløbende kan følge med i den verserende borgerkrig i Jamaica.
‘Bob Marley: One Love’ er produceret i samarbejde med Marleys efterkommere, hvorfor man kunne frygte et renskuret, overpositivt portræt af den afdøde reggaelegende. Heldigvis viser filmen også en smule af hovedpersonens mindre flatterende sider, særligt i forhold til hustruen Rita og deres børn.
Marley har nemlig alt sit fokus på musikken og sangenes sympatiske budskab om at møde uretfærdighed og vold med kærlighed snarere end vrede. I samme ombæring forsømmer han sine børn, sin kone og sit eget helbred.
Når handlingen stagnerer, kan man stadig finde seværdige præstationer fra de to bærende britiske skuespillere, Kingsley Ben-Adir og Lashana Lynch.
Ben-Adir indtager den tilbagelænede hovedrolle naturligt og troværdigt – man glemmer helt, at man lige har set ham som Ken-dukke i ‘Barbie’.
Ligesom det var tilfældet med Carey Mulligan og Bradley Cooper i sidste års vel nok største musik-biopic, ‘Maestro’, kommer hovedpersonens kvindelige modstykke dog med filmens største præstation. Bag den rolige facade sitrer Lashana Lynchs karakter med tiltagende vrede og frustration.
Fortsætter man sammenligningen med ‘Maestro’ er ‘Bob Marley: One Love’ slet ikke lige så ambitiøs som Bradley Coopers musikfilm – hverken fortællemæssigt eller visuelt. Efter den overraskende start falder filmen desværre ned i den i forvejen store bunke af hæderlige, men forglemmelige biopics.
Kort sagt:
‘Bob Marley: One Love’ starter lovende med en højdramatisk og voldelig politisk konflikt – men så tager filmen en ærgerligt kedelig drejning.