Waxahatchee

I år er det 20 år siden, Liz Phair udgav ’Exile in Guyville’, der ramte en hel generation af (især amerikanske) kvindelige sangskrivere in spe lige i solar plexus med dets (seksuelt) eksplicitte indhold.

Der er løbet meget vand i åen siden, men Phairs kompromisløse udtryk inspirerer stadig. Kate Crutchfield aka Waxahatchee inkarnerer mange af de samme dyder som Phair: En ligefrem, vibratofri sangstil, simple guitarakkorder og en no-nonsense tilgang til sangskrivningen.

Crutchfields lyrik er stærkt personlig og kendetegnet ved stor rastløshed og længsel – både efter den fremtid hun forsøger at gribe ud efter og den fortid, hun har lagt bag sig. Hun er hård ved sig selv i en række korte, reflekterede sange båret af en simpel guitarfigur (diskret understøttet af lidt stedvis percussion eller en olm bas), som når hun beskriver det futile ved at være på flugt fra sig selv eller fra andre (’Coast to Coast’), hendes tendens til at ende i håbløse forhold (’Blue Part II’), eller når hun på ’Misery over Dispute’ synger linjer som »I whisper and walk on eggshells just to choose misery over dispute«.

Hvis de musikalske byggeklodser er minimalistiske, er de samtidig karakteriseret ved en stærk beslutsomhed. ’Cerulean Salt’ er mere elektrisk og poleret end lo-fi-forgængeren ’American Weekend’, men den har den samme stemning af både selvsikkerhed og sårbarhed.

Waxahatchee gør indtryk ved at indhylle lytteren i en inviterende livslede, som den ser ud, når man ligger søvnløs ude af stand til at kaste anker i nattens mørke vande.