‘Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen’: Jenny Rossander debuterer med roman om forelskelsens vanvid og kulturens magthieraki
ROMAN. »Der er kun én ud over mig, som kender hendes historie, og han kommer ikke til at gøre noget med den«.
Med denne disclaimer er et kærlighedsdrama i fire akter skudt i gang, fortalt af en teasende fortællerstemme, der holder læseren til ilden med et løfte om crash and burn til sidst.
»Hende«, hvis historie fortælles, er en ung musiker, der er kommet til teatret for at komponere musik til store tragedier. »Han«, instruktøren, er en magtfuld mand, der bliver hendes vej ind i branchen og i forelskelsens vanvid.
Jenny Rossander, der er kendt som musikeren Lydmor, debuterer med en roman om at være nogens hemmelighed og om at bide tænderne sammen og »sværge troskab til forestillingen«.
Er det ironisk at kritisere en roman om og af en komponist for at være for velkomponeret?
Tanken slog mig i hvert fald flere gange under læsningen, da handlingen spiller på næsten alt for velklingende strenge. Rossander tager godt for sig af teatrets symbolværdi, fortælleren vil skabe sit »eget lille teater« at iscenesætte historien ud fra, og det bruges til at pege på de roller, vi hver især spiller, de masker, vi bærer.
Ligesom Mathilde Moestrup, Siri Ranva Hjelm Jacobsen og Lea Løppenthin har gjort det de seneste år, vender Rossander sig mod den græske tragedie (i dette tilfælde ’Elektra’) og senere mod Herman Bangs ’Tine’ som stykker i stykket og lader dem smelte sammen med handlingen. I ’Tine’ skal vi genkende elskerinden, der kvæles af sin hemmelighed, og den skønne Helena kommer ind fra højre for at agere spejl for jegets polyamori.
På romanens forside flyder den druknende Ofelia, karaktererne sms-flirter om Proust, og idéen om at være i dialog med stor kunst kommer nemt til at føles en smule krampagtig.
Det er i stedet, når Rossander punkterer sine egne anløb til den store kunstnerroman, at man helst vil læse den. Når den overrasker, og når der sås tvivl om, hvor langt man skal gå for forestillingen. Hun lykkes med at lokke læseren ind i samme romance som jeget, så man selv får lyst til at ofre alt for kunsten og lidenskaben. I samme ombæring mister man orienteringen og er ikke længere sikker på, hvornår affæren er hot eller hvem, der bliver til spot.
Og når Rossander bogstaveligt talt tager os med bag kulissen og drilagtigt lader skuespillerne smelte sammen med deres roller og miste enhver form for individuelle karaktertræk, når koret bliver grillet af projektørerne, og det falske hår på hjelmen er i vejen, bliver det højstemte noget, vi også kan grine af.
Virkeligheden overgår, surprise surprise, fiktionen, og da jeg var færdig med romanen, kunne jeg ikke dy mig for at google lidt i smug. Hvor meget af historien har hold i virkeligheden? Men »shame I do feel«, som Elektra siger, for det ville være synd at reducere Rossanders roman til en whodunnit.
Læs i stedet ’Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen’ for dens undersøgelse af, hvad der sker med den, der holder for længe på formerne, som sværger troskab til kunsten, og læs den fordi, vi (stadig) er nødt til at tale om magtmisbrug i kulturbranchen.
Jenny Rossander lykkes med skildringen af det paradoksale i, at kulturbranchens ønske om, at alle er lige for kunsten (»Føler du ikke, vi er lige?« spørger instruktøren, da snakken falder på, at han faktisk er hendes chef), kan ende med at skabe en regulær legeplads for magtfulde mænd.
Er man i tvivl, kan man altid (gen)læse Matilda Gustavssons geniale bog ’Klubben’ om skandalen i Det Svenske Akademi.
Kort sagt:
Med et (lige i overkanten) intellektuelt overskud debuterer Jenny Rossander med en kunstnerroman om magt og om, at man ikke nødvendigvis er lige, selvom den ene part føler, at man er det.