Daughn Gibson
Er der noget, der er svært at få til at fungere sammen med samplet og tilbagelænet croon, så er det sækkepiber. De frembringer uomtvisteligt den bitre smag af Infernal eller bare god gammeldags lyst til at dø. Hermed en præsentation af ’Mad Ocean’ og Daughn Gibsons andet album.
På samme røvtur er ’All My Days Off’, præcis alt man skal frygte ved moderne country: Sukkersød, sløv, uden nerve og klæg som en surdej i sommersolen, imens en dobroguitar slider dig langsomt men sikkert ind i helvede.
Er man stadig i tvivl om Gibsons nyfundne dårlige stil, kan man slutte nedturen med ‘Into the Sea’. Poppet højskolejazz så irriterende at selv Jamie Cullum ville sige »så stopper du!«
Læs anmeldelse: Daughn Gibson ‘All Hell’
Døds-bommerter eller ej, så er der bestemt også gode tracks i kampen mod det onde. »My daddy was a beast«, beretter Gibson på ’The Sound of Law’ fra det støvede bagsæde af en rød 1967 Chevy Camaro. Trommer banker derudaf med 130 mph forgyldt med et sprødt melodisk guitarriff.
Havde pladen samlet mere på den dystre, nærmeste onde samplede lyd, som ’The Pisgee Nest’ og ’Phantom Rider’ serverer fornemt, havde det været top notch. Men deciderede pinlige numre, blege skæringer og en lille skare gode numre er dog facit. Hvor meget promofolkene fra Sub Pop så end prøver at overbevise os om det fede i, at det hele er indspillet live, så holder det aldrig.
Nærmere lyder det som om Gibson, efter det hvide snit, er blevet dumpet på det nærmeste plejehjem, hvor han uinspireret og med et tomt blik i øjnene hækler musikalske portrætter af Keith Urban.