Da Helena Gao foldede sit stærkeste våben ud på Roskilde Festival, gik publikum amok

Nu er det naturligvis alt for tidligt til at spå om den slags, men jeg ville ikke blive overrasket, hvis det – når urinstøvet engang har lagt sig – viser sig, at Helena Gao står bag én af de allerstærkeste popvokalpræstationer på årets festival.

For, ja, vi bliver nødt til at tale om den stemme, som den dansk-kinesiske popkunstner med lige dele overskud og total kontrol delte rundhåndet ud af.

Situeret et sted mellem sirenens langstrakte, længselsfulde kald og solsortens melodiøse kvidren var den et fænomen af overvældende skønhed. I slutningen af ’Pretty Please’ – en sang »om at være fucking liderlig« – nærmede den sig et territorie, der ellers typisk er reserveret til piccolofløjten. Publikum gik helt velfortjent amok.

Stemmens skønhed var intakt, uanset hvilken af de ellers ret så stilistisk varierende sange, den fik til opgave at indtage.

»Vi skal igennem lidt forskellige humør«, sagde Gao med sin charmerende, aarhusianske sans for underdrivelse.

’In Other Words’ var eksempelvis et eksplosivt stykke poprock, hvis melodi gav mig stærke – og overraskende – associationer til Green Days ’Boulevard of Broken Dreams’. Det var én af flere sange, hvor en muskuløs live-lyd med en trommeslager og en guitarist, der heldigvis ikke var bange for at larme, virkelig kom til sin ret.

’Idea of You’, derimod, var en vægtløs, blåtonet synth-ballade, mens den selvsikre (og blasfemiske?) ’God’s Favorite’ bød på 2-steppens febrilske, hoppende rytmer.

På et tidspunkt forsvandt Gao ud på bagscenen for at fikse sine in-ear monitors – »jeg skal lige ordne noget«, lød den nonchalante besked – og i et kort sekund nåede man at frygte, at det intense energiniveau, som hun havde opbygget, ville dykke. Det skete heldigvis ikke.

Den korte pause var nemlig den perfekte lejlighed til at fortælle, at hun for nylig havde arbejdet på noget nyt, mere klubbet musik, selvom hun egentlig ikke har været på en klub, siden hun var 19. »Og det var ikke engang en rigtig klub. Det var bare en Bierstube i Aarhus«, tilføjede hun med virtuos sans for komisk timing.

Med eurotrance-inspirerede synthmelodier – tænk Alice Deejays ikoniske ’Better Off Alone’ – og et ekstremt solidt four-to-the-floor-drop lød sangen, ’Hard to Get’ hedder den, ellers utvetydigt som produktet af én, der er mere end almindeligt hjemmevant på klubben. Det samme gjorde Gaos medrivende dansetrin, som både havde plads til sensualitet og basarm.

»Ja, det er også trist for mig«, sagde Gao kækt inden den sidste sang – den ligeledes klubbede ’Selfmade Superstar’ – da publikum tydeligvis ikke var tilfredse med koncertens snarlige afslutning.

Trist, ja. Men mon ikke vi nok skal få lov til at høre Helena Gao på Roskilde igen? Jeg tror det.