10. Kali Uchis ‘Orquídeas’
Fra sensuel disco-kinddans med Peso Pluma til storslåede ballader, der ville gøre selv de største bolero-sangerinder misundelige. Med ‘Orquídeas har Kali Uchis lavet sit mest festlige album til dato, og utroligt nok synger hun kun endnu bedre på spansk, end hun gør på engelsk.
Hvor var det surt, at hun aflyste sin koncert på årets Roskilde Festival. Og det bliver ikke sidste gang, vi kommer til at sige det på den her liste.
9. St. Vincent ‘All Born Screaming’
Annie Clark aka St. Vincent har det med at genopfinde sig selv på hvert album, og hendes seneste udspil er ingen undtagelse.
Med ‘All Born Screaming’ hun lavet sit mest brutale album til dato, hvis eksplosive riffs og tunge trommer lander et sted mellem Queens of the Stone Ages ørkenrock og Nine Inch Nails industrielle mavepustere, og som markerer første gang, Clark selv har stået for produktionen.
Det er ufatteligt, at hun kan blive ved.
8. Beyoncé ‘Cowboy Carter’
Beyoncés ottende album er ikke fejlfrit. Det er rodet, de politiske budskaber er til tider lige lovligt in your face, og selvom hendes omskrivning af ‘Jolene’ på ingen måde er blasfemisk, er den gengæld alt, alt for nuttet.
Det ændrer dog ikke på, at andet kapitel i ‘Renaissance’-trilogien er et af de mest underholdende blockbuster-album, du kommer til at høre i år. Eller at den næsten halvanden time lange spilletid flyver afsted, når Beyoncé sadler op og sprænger rammerne for, hvad et country-album kan være.
7. The Last Dinner Party ‘Prelude to Ecstacy’
Glem alt om nepo baby-anklagerne mod tidens mest hypede britiske rockband. The Last Dinner Party havde fået hul igennem, om så de var vokset op i en papkasse.
Én ting er deres flamboyante liveshows, der har det med at få alle til at falde pladask. Noget andet er deres rødvinsmarinerede bohemerock og det faktum, at de med ‘Prelude to Ecstacy’ har begået et af årets mest overbevisende debutalbum.
6. Future & Metro Boomin ‘We Don’t Trust You’
Ét gæstevers løb med meget af opmærksomheden, men ‘We Don’t Trust You’ – det første af årets to fællesalbum fra Future og Metro Boomin – er mere end blot arnestedet for den historiske beef.
Future har ikke lydt så godt i årevis, Metro Boomins blockbuster-beats er på en eller anden måde blevet endnu større, alle lige fra Playboi Carti til, ja, Kendrick Lamar bringer deres A-game, og resultatet er et af de mest skudsikre amerikanske hiphopalbum i lang tid.
Internettet har for længst erklæret trap-genren død, men der er åbenbart stadig noget at komme efter, så længe håndværket bare er godt nok.
5. Waxahatchee ‘Tigers Blood’
For fire år siden blev Katie Crutchfield ædru, omfavnede sine sydstatsrødder og lavede karrierens bedste album. Nu har hun, stadig ædru, lavet et album, der er næsten lige så godt.
Ligesom på forgængeren ‘St. Cloud’ er de forvrængede guitarer parkeret til fordel for varme americana-arrangementer, der både klæder hendes twangy vokal og giver godt med plads til den formidable sangskrivning, der altid har været hendes største force.
Gamle fans vil måske ærgre sig over, at de rockede bredsider ser ud til at være et overstået kapitel, men Crutchfield har fundet roen i både livet og musikken.
4. Tyla ‘Tyla’
Ikke for at for at gentage os selv, men: Hvor var det dog surt, at Tyla aflyste sin koncert på årets Roskilde Festival. Især når man tænker på, at hun lige havde udgivet det her album.
Hendes selvbetitlede debut har ganske vist (endnu) ikke kastet nye verdenshits a la gennembrudssinglen ‘Water’ af sig, men dets insisterende, poppede take på amapiano – eller »popiano«, som hun har døbt det – efterlader ingen tvivl om, at hun er kommet for at blive.
Skal vi prøve igen næste år, Roskilde?
3. Vampire Weekend ‘Only God Was Above Us’
Det burde ikke komme som en overraskelse, at Vampire Weekend har lavet en fantastisk plade, for de har nærmest aldrig lavet andet.
Alligevel sidder man tilbage med en snert af gudsfrygt, når man lytter til bandets femte af slagsen, ‘Only God Was Above Us’. En frenetisk, støjende kraftpræstation, der ikke bare understreger, at Koenig og co. sagtens kan eksistere uden deres fjerde medlem, men som hører til blandt deres bedste.
Der er nik til hele deres oeuvre, men albummet lyder især som en mere moden udgave af fanfavoritten ‘Modern Vampires of the City’ tilsat distortion. Overraskende meget distortion.
2. ‘Billie Eilish ‘Hit Me Hard and Soft’
»Jeg tør godt vædde på, at vi aldrig nogensinde får så rendyrket en popsang som ‘Ocean Eyes’ fra Billie Eilishs hånd igen«, skrev Soundvenues Rasmus Weirup om popikonets tredje album.
Det har han nok ret i. For selvom Eilish og storebroren Finneas aldrig har været blege for at eksperimentere, har de med ‘Hit Me Hard and Soft’ begået et album, der ikke længere bare leger med den klassiske popskabelon, men snarere angriber den.
Selvfølgelig skinner hitmageren i hende igennem, som på sexhymnen ‘Lunch’ eller den overraskende umiddelbare kærlighedssang ‘Bird of a Feather’. Men langt hen ad vejen er det et mørkt, fascinerende album, der understreger, at Eilish er popstjerne på sine egne præmisser.
1. Charli XCX ‘Brat’
TikTok har døbt det pop girl summer. På Soundvenue er det blevet kaldt »poppens Hunger Games«.
Pointen er den samme: De store kunstnere spytter album på stribe, og udover kioskbaskerne på denne liste har året også budt på nyt fra Dua Lipa, Ariana Grande og ikke mindst Taylor Swift, mens Sabrina Carpenter og Katy Perry venter lige rundt om hjørnet.
Med så mange tunge spillere er det en smule ironisk, at netop Charli XCX skulle trække det længste strå. I årevis har den britiske kultstjerne nemlig lignet én, der var på nippet til et mainstream-gennembrud, men selv hendes største fans – eller angels, som de jo kalder sig – havde efterhånden opgivet håbet om, at det nogensinde ville ske.
Men det gjorde det i år. Ikke med et hitlistebejlende, 80’er-flirtende »major label sell-out« (hendes ord, ikke vores) som forgængeren ‘Crash’, men med et excentrisk, hyperpoppet og frem for alt personligt mesterværk, hvis blødende hjerte banker lige så hårdt som dets beats.
Selvfølgelig er ‘Brat’ halvårets bedste album, ligesom som det er Charli XCX’s bedste album, siden hun i 2017 trykkede på genstartknappen med ‘Pop 2’. Og det siger faktisk endnu mere.