‘Den som dræber – fanget af mørket’ sæson 4: Hvis bare resten af serien havde været så spændende som slutningen
Hvorfor ændre en opskrift, der virker?
Det må være ræsonnementet fra folkene bag Viaplays hitserie, ‘Den som dræber’. Gennem tre sæsoner er vi blevet trukket igennem den samme skabelon og de samme slidte krimiklichéer.
Elskede man de tre foregående sæsoner, kan man med andre ord roligt glæde dig. For nu er streamingtjenesten klar med fjerde sæson, og alt er, som det plejer.
Og dog!
Simon Sears og Natalie Madueño er tilbage i rollerne som drabschefen Frederik og profileren Louise. Og som i de forrige sæsoner præsenteres vi lynhurtigt for et drab, makkerparret skal opklare. Den del af krimipræmissen er svær at ændre på.
Denne gang befinder vi os i det københavnske bandemiljø, hvor Patrick løslades efter at have siddet inde for spritkørsel, der kostede en ung kvinde livet. Kort efter sin løsladelse henrettes han med koldt blod i forbindelse med en bandefest.
Ifølge Frederik tyder alt på, at det er et banderelateret drab. Politiets bandeekspert Bjarke Møller (Rasmus Hammerich) mener dog ikke, at det er så simpelt. Han beder derfor Louise om at komme med sin vurdering. Og selvom hun føler sig ret sikker i sin sag, beder hun om hjælp hos sin svenske kollega Gunnar (Dag Malmberg), der tilfældigvis er gæstelærer på politiskolen.
De fire erfarne eksperter kommer efter utroligt meget snak frem til det, vi seere har konkluderet for længst: Drabets karakter er så voldsomt, at motivet må være personligt.
Johannes (Olaf Johannesen) – far til den pige, Patrick trafikdræbte – skal derfor afhøres. En far, der har mistet sin datter til en spritbilist, må siges at have noget på spil og ikke mindst et motiv, men ikke på noget tidspunkt under afhøringen tror man på, at han er den skyldige. Først nægter han at have truet Patrick. Da han kort efter konfronteres med, at han lyver, ændrer han forklaring og siger, at han selvfølgelig har truet Patrick, fordi han dræbte hans datter. Og så ser vi ikke meget mere til Johannes, der efterfølgende løslades.
Videre til den næste mistænkte, det tidligere medlem af banden Legion 5, Kim, der har trukket sig fra livet som kriminel for at bruge tid med sin svenske kæreste Melissa og hendes datter My. Også et på papiret interessant udgangspunkt, som ‘Den som dræber’ forkludrer. Kim træffer nemlig den ene dumme beslutning efter den anden, og flere af dem har så fatale konsekvenser, at man til sidst håber, han ryger i fængsel.
Inkompetencen stråler samtidig ud af politi og teknisk afdeling. Havde de gjort deres arbejde bare nogenlunde ordentligt, ville de have opklaret mordet i løbet af første afsnit. Det er selvfølgelig et problem, når man har otte, der skal fyldes ud.
Så teknisk afdeling bruger først flere dage på at undersøge en pistol, mens vi venter i “spænding” på resultatet. Senere får samme afdeling et nyt våben til undersøgelse, og denne gang har de svaret på et par timer.
På et andet tidspunkt skal politiet undersøge en overvågning fra en metrostation for at finde ud af, om den mistænkte har brugt metroen som flugtvej efter et drab. De kender både metrostation og cirka-tidspunkt, men alligevel tager det flere dage. I sidste ende er de på bar bund igen og skal starte forfra, mens man bliver mere og mere træt i sofaen.
I 11. time tager historien en drejning, der er umotiveret, men dog får spændingsniveauet til at stige markant. Pludselig sidder man med en helt anden serie. Manuskriptet bliver skarpere, karaktererne får mere substans, man bliver rørt, pulsen stiger, man får svedige håndflader og minsandten: Politiet begynder at arbejde lynhurtigt og effektivt.
At man skulle bruge seks fuldfede afsnit for at komme dertil, er dog svært at acceptere.
Kort sagt:
Fjerde sæson af ‘Den som dræber’ gentager den samme gamle skabelon over seks kedsommelige afsnit. Så lander pludselig en spændende og medrivende slutning. Men det samlede resultat savner stadig troværdighed og sammenhæng.