10 bøger, vi vil læse denne måned: Fra 712 sider om kristne kvinder til kapitalisering af psykisk sygdom

Efteråret er til for at falde ned i sofaen og ind i en god bog. Og lige nu er der masser af gode steder at begynde læsningen. Vi guider til stærke oversættelser, hestedramaer og datingkriser i København.
10 bøger, vi vil læse denne måned: Fra 712 sider om kristne kvinder til kapitalisering af psykisk sygdom
Jonas Eika. (Foto: Daniel Hjorth)

En nyskabende romcom fra gadebilledet

‘Cosmos’ af Lucia Odoom

Med sin debutroman har journalist og podcastvært Lucia Odoom for en stund vendt blikket væk fra popkulturen og mod nogle af de mennesker i bybilledet, der kun sjældent bliver beskrevet i litteraturen.

‘Cosmos’ er blevet kaldt noget så sjældent som en romcom med en flaskesamler i hovedrollen. Men den er meget mere end det.

Med WhatsApp som udgangspunkt er det også en moderne brevroman om skæbner i bevægelse, race på tværs af klasseskel og migration i en digital tidsalder.

»På papiret burde jeg nok ikke relatere til de her mennesker. Men jeg kan godt relatere til rodløshed og rastløshed«, sagde Lucia Odoom om bogen i et interview med Soundvenue.

Vores anmelder Mette Kierstein kvitterede med fem stjerner.

Er udkommet.

Italiensk hestedrama

‘Rytteren og den rejsende’ af Bastian Emil Goldschmidt

København er besat af Italien. Selv på hverdagsaftener er der kø til interimistiske pastarestauranter, ligesom smarte unge kalder hinanden »amore« i alle tænkelige situationer.

Nu har den Nørrebro-fødte forfatter og journalist Bastian Emil Goldschmidt også taget en rejse til støvlelandet med sin skønlitterære debut om et traditionsrigt hestevæddeløb og dets betydning for en ung mand på Sicilien.

I ‘Rytteren og den rejsende’ skifter Bastian Emil Goldschmidt sin begejstring for cykelridning ud med ridesporten, der spiller en afgørende rolle for fortællingens karakterer.

Er udkommet.

Hypet forfatter kommer til Danmark

‘Jeg er fan’ af Sheena Patel

Hvis sex eller romantik er involveret, kan selv de mest mådeholdne blandt os blive til internetstalkere.

Det er også udgangspunktet i britiske Sheena Patels prisvindende roman ‘Jeg er fan’ om en ung kvinde, der bliver besat af at følge med i en fremmed kvindes liv, fordi de begge går i seng med den samme mand.

Når hun ikke er dybt nede i det digitale kaninhul, forsøger hun at navigere mellem dårlige jobs og mænd, mens hun farer gennem tilværelsen i gallerier, fitnesscentre og smarte kaffebarer i London.

»Som en sociopatisk eks, der stalker din Twitter, vil ‘Jeg er fan’ sidde fast i dig meget længe«, skrev The Guardian i sin anmeldelse af bogen.

I marts udkom den på dansk, men denne måned er der endnu en anledning til at læse bogen. Sheena Patel besøger nemlig København, hvor du blandt andet kan opleve hende i Politikens Boghal og hos boghandleren Super.

Er udkommet.

Datingkrise i slut-20’erne

‘Små forventinger’ af Barbara Gjerluff Nyholm

Romantisk halvforladt og akademisk afvist.

Nogenlunde det sted i livet står den 29-årige hovedperson Maria i ‘Små forventinger’, da hun kaster sig ud på det ubarmhjertige københavnske datingmarked efter et breakup og et brev fra musikkonservatoriet om, at hun endnu en gang ikke er kommet ind.

Barbara Gjerluff Nyholm har tidligere beskæftiget sig med kærlighed som radio- og podcastvært på blandt andet DR’s ‘Knaldromaner’ og debuterer nu som romanforfatter.

Præmissen lyder ubarmhjertig. Alligevel kalder forlaget romanen en »romantisk komedie« om knuste drømme og helstøbte håb for både kærlighed og karriere.

Udkommer 22. oktober.

Pigerne fra ‘Kontra’ på tryk

‘Kontra – mon vi slipper godt herfra’ af Freja Bøgh Lassen

Snart kan du komme tættere på karakterer som Fanny og Lilja fra Jonas Risvigs spillefilm ‘Kontra’, der fik premiere i september og portrætterede en gruppe nordsjællandske gymnasiepigers brutale sociale kontrol over hinanden.

Forfatter og journalist Freja Bøgh Lassen udgiver denne måned en roman, der skriver sig ind bag filmens univers.

På natklubber, i klasseværelser og til pigemiddage lurer det potentielle statusfald altid kun en enkelt forkert kommentar væk. Det gælder også på siderne i den nye bog, der bevæger sig helt ind i venindernes teenagesind.

Udkommer 22. oktober.

Jonas Eika vender tilbage

‘Åben himmel’ af Jonas Eika

Jonas Eika er tilsyneladende ikke bange for ret meget.

Det stod allerede klart i 2019, da forfatteren modtog Nordisk Råds Litteraturpris og i sin takketale beskyldte statsminister Mette Frederiksen – som sad i salen – for at være kommet til magten ved at føre en racistisk politik.

Fem år senere er Jonas Eika klar med endnu et modigt projekt:

En 712 sider lang roman om en kristen kvindebevægelse, der spredte sig gennem Vesteuropa i 1200-tallet. Blandt dem er Ida fra den østbelgiske by Liège, der efter en række religiøse visioner modvilligt bliver gjort til profet.

Mammutværket hedder ‘Åben himmel’ og bliver beskrevet som en slags historisk fantasi om begær, religion og skam.

Udkommer 24. oktober.

Gamle Ole for traumer

‘Traumebingo’ af Anna Juul og Kristoffer Lind

Hvis du allerede har fået en prestigefyldt bestyrelsespost ud af din psykiske sygdom, kan du så egentlig kapitalisere mere på den?

Det spørgsmål undersøger forfatter Anna Juul og journalist Kristoffer Lind i samtaleromanen ‘Traumebingo’.

I et slags kærlighedsbarn mellem en mockumentary og en rejsedagbog tager makkerparret på en togtur til Bergen, hvor de begge håber at kunne omsætte traumer fra fortiden til penge på lommen. Eller i det mindste bare en smule opmærksomhed i den offentlige debat.

Udkommer 31. oktober.

Alle hedder G

‘Parade’ af Rachel Cusk

Med dialogen som en nærmest selvstændig genre har canadisk-britiske Rachel Cusk gennem det seneste årti markeret sig som en af de vigtigste stemmer på den litterære scene.

Nu udkommer forfatterens seneste roman og intet mindre end 17. bog også på dansk. I ‘Parade’ bliver fremmede skæbner flettet sammen i en historie om kunst, vold, familie, køn og arv.

Romanen følger en række karakterer, der alle har fået navnet G. Og så beskriver forfatteren et overfald i Paris, som det Rachel Cusk angiveligt selv har oplevet.

Udkommer 1. november.

Fra 11 til 88 procent

‘88%’ af Maren Uthaug

Som tegner har Maren Uthaug gennem mere end et årti gjort det heteronormative voksenliv til samtidssatire med den daglige stribe ‘Ting jeg gjorde’ i Politiken.

Men som forfatter rejser hun nu for anden gang ind i det kvindedominerede fremtidssamfund fra romanen ‘11%’, der vandt hende De Gyldne Laurbær i 2022.

Efterfølgeren hedder ‘88%’ og er stadig kun sparsomt beskrevet.

»88% af alle kvinder forstår, at mænd ikke kan gå frit rundt iblandt os. Resten tager fejl«, lyder den eneste sætning om bogen på forlagets hjemmeside.

Udkommer 1. november.

Litterær gaming

‘Multiplayer’ af Johan Feierskov

Inden i et computerspil bliver verden en anden.

Sådan er det også i musikproducer Johan Feierskovs debut som forfatter. I ‘Multiplayer’ smelter pixelerede karakterer sammen med virkelige menneskers behov for hinanden.

Romanen er en digital oplevelse i analoge klæder om det internet, der kryber sig ind i alle dele af tilværelsen.

Udkommer 8. november.

At blive mor eller ej

I litteraturen herhjemme har moderskabet de seneste år spillet en hovedrolle hos forfattere som Tine Høeg, Olga Ravn og Cecilie Lind.

Men hvor de danske kvinder enten drømmer om at få børn eller har fået dem, sætter canadiske Sheila Heti i ‘Moderskab’ spørgsmålstegn ved, om hun overhovedet vil være mor.

Svaret forsøger hun at finde ved at undersøge moderskabet fra dets utallige vinkler i en intim og politisk fortælling om forfatteren selv og omverdens forventninger til kvinder i slutningen af 30’erne.

»En dagbog fra et splittet sind«, skrev The New Yorker om bogen, der seks år efter udgivelsen nu endelig udkommer på dansk.

Udkommer 8. november.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af