INTERVIEW. Det er nok de færreste danske instruktører, der adspurgt om deres mission ville svare, at deres film skal fungere lige så godt med en liter cola på Fisketorvet som med et glas hvidvin i Grand Teatret.
Der er nok heller ikke mange, som vil fremhæve Gene Hackmans Popeye Doyle fra 1971-klassikeren ’The French Connection’ som en af deres absolutte favoritkarakterer, og som drømmer om at få »fuld plade i genrefilm i Danmark«.
Men Frederik Louis Hviid er heller ikke, som danske instruktører er flest. Med politithrilleren ’Shorta’og fængselsserien ’Huset’ har han etableret et særligt rum i dansk film og tv, hvor handlinger vægtes over ord, action vægtes mindst lige så højt som drama, og hvor underholdning er alt andet end et fy-ord.
Der er præcis to uger til premieren på Hviids anden spillefilm, ’De lydløse’, da jeg møder ham på Nørrebro en solrig torsdag formiddag. Han har taget et par timer ud af kalenderen, som ellers står på efterårsferie med familien, der – efter at have »haft en boligsituation, der lignede David Denciks i ’Huset’« – sidste år færdiggjorde renoveringen af deres hjem i Søborg.
Filmen er skrevet af Anders Frithiof August, og det er første gang, at Hviid, som er uddannet fra filmskolen Super16, sidder alene i instruktørstolen. Debuten ’Shorta’ lavede han sammen med Anders Ølholm. Alligevel fremstår han rolig og hviler i at have lavet en film, som han selv »synes er pissegod og 100 procent kan stå inde for«.
Han glæder sig til at præsentere filmen i landets biografer: »Som instruktør er de reaktioner, du får, typisk fra anmeldere og branchen og aldrig fra dem, der får det hele til at løbe rundt. Så jeg glæder mig til at komme ud og møde mit publikum«.
En dansk real life-udgave af ’Heat’
Samtidig er det ambivalent at skulle give slip på et stort, langvarigt projekt, erkender han.
»Du arbejder dig over flere år hen mod det her store klimaks, og så er det hele overstået på en aften. Jeg er vildt spændt, men sidder også med følelsen af, at om lidt rykker ludobrikken tilbage i hus, og så er det forfra på noget nyt«.
’De lydløse’, der fik verdenspremiere på den prestigefyldte Toronto Film Festival i september, er baseret på virkelige hændelser fra august 2008, hvor en international gruppe af kriminelle gennemførte danmarkshistoriens største røveri mod Dansk Værdihåndtering og slap væk med over 70 millioner kroner.
Hovedkarakteren Kasper er løst baseret på virkelighedens bagmand, den professionelle bokser Steffen Andersen, som har været konsulent på filmen. Andersen fik otte års fængsel for røveriet og fortalte sin historie i bogen ’Røver’ fra 2015.
Hviid husker, hvordan han som 20-årig hørte om røveriet i nyhederne, og at det både fascinerede og inspirerede ham.
»Jeg har altid elsket heist-film, og da det her skete, tænkte jeg: ’Det her, det er satme spændende!’ Det blev jo beskrevet som en dansk real life-udgave af en mine yndlingsfilm, ’Heat’. Det var en af de oplevelser gennem mit filmliv, hvor jeg tænkte, at sådan noget må man kunne lave en dansk film om«.
»Det er det, jeg elsker ved Danmark, vi har så meget uudforsket potentiale. Snakker man danske heistfilm, tænker man Olsen Banden og ’Rembrandt’, men det er jo komedier. Jeg ville tone rent flag, gå ind i genren med hud og hår, for jeg har altid troet på, at hvis vi tør tage genren alvorligt, så har vi en chance for at spise kirsebær med de store«.
Efter Super16 fik Hviid ’Røver’ af producervennen Kasper Dissing, og nogle år senere, da de to havde lavet henholdsvis ’Shorta’ og Thomas Vinterbergs ’Druk’, tog de idéen op på ny.
»Men jeg manglede en skrivemakker og kunne enormt godt lide den måde, Anders August skrev, så jeg pitchede idéen til ham. Han var også vildt optaget af sagen og havde tilfældigvis tidligere arbejdet på at gøre selvsamme røveri til en serie, men ikke fundet vejen. Så vi gik sammen om det og ’De lydløse’«.
Benhårdt træningsprogram
Faktisk havde Hviid allerede på Super16 dyppet tåspidserne i genren, da han i 2015 lavede bankrøverkortfilmen ’King’. Det var første gang, han instruerede Gustav Giese, som i ’Huset’ spillede den indsatte islam-konvertit Benji, og i sin tredje Hviid-film har fået hovedrollen.
Og det er alt andet end tilfældigt, at Hviid meget tidligt i projektet indlemmede Giese. Han er »en af drengene« og »mere en partner end en spiller«, som instruktøren siger – og kalder sin hovedrolleindehaver »en helt særlig type i dansk film«.
»Siden vi lavede ’King’, har jeg altid set et kæmpestort talent i Gustav. Han har en vanvittigt god forståelse for de miljøer og den type maskulinitet, som optager mig meget. Han har et meget charmerende væsen, og så fascinerer det mig, at han kan være hård og brutal, imens jeg kan læse alt muligt såret ind i hans øjne«.
Giese er samtidig trådt ind i projektet med en fysisk dedikation, der naturligt bringer mindelser om heistfilmens hjemstavn: Hollywood. Selv sammenligner instruktøren imponeret Gieses fysiske transformation med superstjerner som Christian Bale og Chris Hemsworth.
»Jeg viste ham nogle billeder af Steffen Andersen og forklarede, at han var nødt til at ligne en professionel bokser, der var klar til at gå i ringen her og nu. Vi havde et år, og det har ved gud krævet meget af ham. Han har været underlagt et benhårdt trænings- og kostprogram, og det siger alt om det ejerskab, han har taget over filmen. Vi har betragtet fysikken som et slags kostume der vidner om karakterens dedikation og stædighed, hvilket jeg også synes styrkede troværdigheden«.
Manglede faktisk ikke penge
Sammen med Anders Frithiof August skabte Hviid karakteren Kasper, som tydeligt kommer fra en hård baggrund, selvom vi ikke få meget at vide om den. Rent visuelt manifesterer fortiden sig dog i det karakteristiske ar formet som et X, han har under venstre øje.
Og selvom arret kun italesættes en enkelt gang, er det et vigtigt billede på det tema, Hviid med sit hektiske actionspektakel vil have publikum til at tænke over:
»Det handler om starten på livet, og hvad der gør, at folk bliver kriminelle. Om de her mennesker, der føler, at de er blevet sat af helt fra start. De sidder udenfor og ser ind på det etablerede samfund, som de aldrig har haft mulighed for at blive en del af«.
Det er en søgen efter de nuancer, som skaber ulighed, og en påmindelse om, at dårligt ofte avler mere dårligt i særlige, glemte miljøer.
»I en verden hvor vi opfordrer til grådighed, især under finanskrisen dengang – køb en lejlighed, køb en bil, køb et køkken – er det en interessant debat, for om vi vil det eller ej, står nogle mennesker uden for. Deres reaktion bliver at tænke: ’Det er fint, at I har jeres lille klub, hvor I går i skole og på arbejde, så I kan få penge. Min verden er anderledes, så hvis jeg ikke kan få det, hvis I tror I er bedre end mig, tager jeg det bare fra jer’. Det er den mentalitet om at ville være en vinder for enhver pris, at kunne være stolt af sig selv, som styrer Kasper og alle andre i filmen«, siger instruktøren.
»Noget af det allermest vedkommende, Steffen fortalte os, var, at han faktisk ikke manglede pengene, og der er jo masser af indikatorer på, at livet er all right. Han har en fin lejlighed, familien er glade, der er mad på bordet. De skridt han tager, især som røveriet nærmer sig, har vi gengivet fuldstændigt som i virkeligheden. Jeg synes, de tegner et tydeligt billede af en mand, der ikke kun er ude efter pengene, og de mekanismer tror jeg godt, vi kan spejle os i. Også selvom vi er imod metoden«.
Personligt brev til Amanda Collin og fransk stjerne
Rundtom Giese ledes det øvrige cast af franske Reda Kateb fra’ Zero Dark Thirty’ og ’Profeten’ og den danske stjerne Amanda Collin, der senest kunne opleves i sæson 2 af HBO’s ’House of the Dragon’ og har en lille rolle som en sikkerhedsvagt på Dansk Værdihåndtering, der prøver at stoppe røveriet. Collin har fortalt til Ekstra Bladet, at hun trænede op i fem måneder til én optagedag på ’De lydløse’.
»Jeg skrev personlige breve til Reda og Amanda, hvor jeg sagde, at vi havde skrevet de her roller til dem, og at jeg sindssygt gerne ville have dem med. Det lykkedes, og som Gustav tog de kæmpe ejerskab, selvom de har begrænset screentime, særligt Amanda. Det siger noget om, hvilken skuespiller hun er, at det ikke handler om, hvor meget screentime du får, men om kvaliteten af den og det fællesskab, du bliver en del af«.
Samarbejdet med det internationale cast og arbejdet med en film, som bevæger sig på tværs af landegrænserne, gav Frederik Louis Hviid et nyt perspektiv.
»Det var en stor befrielse og har åbnet mine øjne for mulighederne for at fortælle internationale historier på dansk. Det bringer et helt nyt cast og nye locations i spil, imens man fastholder den iboende danske kerne. Der er uanede muligheder, hvis man kan finde en måde at bruge de økonomiske begrænsninger som en kreativ fordel!«.
At andre lande kan slå rødder i en dansk film, kommer også til udtryk i filmskaberens primære inspirationer i arbejdet med ’De lydløse’.
»Jeg elsker amerikansk New Wave, ting som ’The French Connection’ og ’Taxi Driver’. De barske, amoralske, knækkede mænd, der lever i en svær verden og begår sig dårligt i den. Det bliver ikke overpædagogisk og viser, at alle kan have godt og ondt i sig. Jeg har også altid været draget af Jean-Pierre Melville (fransk instruktør med sin storhedstid i 60’erne, red.) og holder meget af ’Le Samouraï’ og’Den røde cirkel’. Mandearketypen er den samme, selvom hans er mere listetyv-agtige«.
»Jeg ser film med maven før hovedet, og mine yndlingsfilm er dem, der har ramt mig i maven. Jeg vil altid slå et slag for, at kunst ikke behøver være intellektuelt og elitært for at kunne smadre igennem følelsesmæssigt og appellere bredt på tværs af samfundsskel. I mine øjne behøver arthousefilm og blockbusters ikke være modsætninger, og vi har format til at fortælle underholdende, internationale genrefilmhistorier i Danmark – det behøver ikke altid handle om Søren og Kirsten, der er ved at få en skilsmisse«.
Drømmen om en western
At man både kan skabe underholdning til Fisketorvet og Grand og samtidig kan tale ind i samfundsdebatter, var den debatskabende ’Shorta’ et klart udtryk for.
Frederik Louis Hviid »kan godt lide, når film skaber debat«. For ham handler det om at bringe de problemer og mennesker, som ellers gemmes væk, ud i lyset.
»Jeg påstår ikke, at jeg er enig med røvhullerne, med Jacob Lohmanns karakter i ’Shorta’ eller David Denciks i ’Huset’, men vi bliver nødt til at tale om, at de er her, og hvorfor de er det. At identificere vores kollektive udfordringer«.
»Om de handler korrekt eller ej, er ikke så vigtigt for mig. Om noget synes jeg publikum selv skal stille sig det spørgsmål. Dét tror jeg flytter noget. Vi skal turde have en åben og konstruktiv debat frem for at tie tingene ihjel. Kunsten må aldrig være berøringsangst, selvom man altid skal tænke sig om, når man taler om ting, der kan gøre ondt på folk«.
Snart er ’De lydløse’ at finde landet over, og så rykker ludobrikken tilbage i hus. Heldigvis er de første terningeslag til det næste spil allerede slået.
»Michael Noer og jeg arbejder lige nu på ’Huset 2’, og så er jeg sammen med Anders Frithiof August i gang med et projekt om frivillige i Ukraine. En vedkommende og aktuel krigsfilm, ikke langt fra de danske grænser. Det tror jeg rummet meget potentiale«.
Kigger han længere frem, er håbet at kunne tage kampen op med en af de mest traditionsrige genrer overhovedet, som dog ikke har den store danske historik.
»Jeg drømmer om at lave en western, og vi har jo ret mange fede danske historier at tage fat i. Lykkes jeg med det, har jeg vel ramt noget, der minder om dansk genrefilm-yatzy. Det kunne satme være fedt«.
’De lydløse’ kan ses i biograferne fra torsdag 31. oktober.