ANBEFALING. Intet er farligere end en dårlig idé, plantet i hovedet på et menneske, som er villig til at handle på tanken. Det kan vælte nationer, ødelægge liv, ja sågar sætte ild til hele jorden.
Til Annas mors fødselsdagsfest bliver hun konfronteret med en sådan idé, da en mystisk 10-årig dreng fortæller hende, at han er hendes afdøde mand Sean.
En rabiat og latterlig påstand, som Annas feterede overklassefamilie morer sig kosteligt over, særligt hendes dorske forlovede Joseph. Sean døde tragisk og pludseligt under en parkbro for et årti siden. Han er jo ikke en lille dreng!
Men frøet er plantet, og da den alvorlige lille dreng bliver ved med at antaste Anna, spillet af Nicole Kidman, begynder hendes logiske, civiliserede væsen at knække under byrden af det potentielle hvad hvis.
Pludselig bliver ’du er ikke Sean’ til ’hvordan vil du kunne dække mine behov?’
Da hun læner sig ned for at kysse sin ikke-mand på munden, er trylleslaget komplet, og vi bevidner et overgreb, romantisk oplyst af lygtepælene på Park Avenue.
Præmissen for ’Birth’ fra 2004 er ikke så meget en varm kartoffel, som det er en altopslugende supernova, parat til at slukke ethvert Hollywood-talents lysende karriere.
Syv år tidligere havde instruktør Gus van Sant og skuespiller Jeremy Irons brændt nallerne gevaldigt på deres eksplicitte adaptation af Vladimir Nabokovs hovedværk ’Lolita’, hvor charlatanen Humbert Humbert forfører sin 12-årige steddatter.
Således er Jonathan Glazers psykoseksuelle thriller, der aldrig fik dansk biografpremiere, da også gået godt og grundigt i glemmebogen.
Men dét er på høje tid at råde bod på, og hvilken bedre anledning, end at den vises to gange på det store lærred i Cinemateket her i løbet af december?
Ensomhedens tristesse
Trods det kontroversielle emne er det alligevel utroligt, at ’Birth’ ikke er et større samtaleemne iblandt andre end filmconnaisseurer. For holdet bag er et veritabelt tag-selv-bord af talent fra den øverste hylde.
Franske Alexandre Desplat (’The Grand Budapest Hotel’, ’The Tree of Life’) svinger taktstokken til en drømmende score, som fæstner os i Annas melankolske tilværelse i New Yorks sneklædte betonjungle.
Musikken går hånd i hånd med en farvepalet, der aldrig bevæger sig uden for æggeskalhvid og støvet limegrøn. Smagfuld med et hint af den liberale overklasses fantasiløshed.
Det minutiøse produktionsdesign afslører straks instruktøren bag: Jonathan Glazer har på 25 år kun instrueret fire spillefilm, men der hersker alligevel ikke nogen tvivl om, hvem der står bag kameraet, når han en sjælden gang kommer med et nyt værk. Den britiske instruktør har et helt unikt øje for ensomhedens tristesse.
Det gælder for den solskoldede, pensionerede safecracker i ’Sexy Beast’, alien-androiden programmeret til at lokke mænd i sit spind i ’Under the Skin’ og kommandanten, som lever på den anden side af Auschwitch’ betonmure i hans seneste film, Oscar-vinderen ’The Zone of Interest’.
Og det gælder i den grad for enken Anna, som falder pladask for en 10-årig ”reinkarnation” af sin mand.
Kidmans fantastiske run
Det kan føles studentikost at skulle sammenligne en detaljeorienteret auteur med flueknepperen over dem alle, Stanley Kubrick. Men i dette tilfælde er der faktisk noget om snakken, for Kubrick og Glazer er kyndige genrekamelæoner, som dyrker menneskets mørkeste begær igennem deres film.
Den røde tråd er tilmed bøjet i neon, for ikke nok med at Kubricks sidste mesterværk ’Eyes Wide Shut’ fra 1999 deler lokation med ’Birth’ på New Yorks dyreste adresser, så deler de to også hofskuespiller i Nicole Kidman.
De to værker står som bogstøtte på hver sin side af fem uhørt spændende år for Kidman. I dag er hun en institution i sig selv: Hun er meme-maestro, tv-seriedronning, AMC-ambassadør og snart aktuel som utroskabshungrende babygirl.
I 1999 blev hun dog først og fremmest betragtet af offentligheden som superstjernen Tom Cruises påhæng trods fænomenale præstationer i ’To Die For’, ’Portrait of a Lady’ og ’Practical Magic’.
Som Cruises kone Alice i Kubricks enestående mareridtsvision af New York, gjorde hun i ’Eyes Wide Shut’ for alvor sladderspalterne til skamme. Kidman har en forunderlig evne til at udstråle en rungende autoritet uafhængigt af hendes karakters stand og usikkerheder og herigennem udstille det bedagede borgerskabs koder.
I ’Eyes Wide Shut’ destruerer hun således Cruises ego og verden med ét enkelt misbilligende grin. To år senere blev hun foreviget på L.A.s gader, skrigende i ekstase på vej væk fra skilsmissekontoret. ’Birth’ kommer i slutningen af et run, der også tæller ’Moulin’ Rouge’, ’Dogville’, ’The Hours’, ’The Others’ og ’Cold Mountain’.
Trodsig afmagt
Det er svært at se, hvem der ellers ville være villig til at spille en så kompleks rolle som Anna i 2004. Og som en slutspurt på hendes alsidige, auteurtunge arthouse-periode er ’Birth’ en funklende kronjuvel.
I rollen som Anna udviser hun en stille, men trodsig afmagt over sin dybe sorg, som stadig gnaver af sjælen. Og det er en sand fornøjelse at se hende bide skeer med ingen ringere end 40’ernes rygende intense femme fatale Lauren Bacall, som spiller familiens bastante matriark.
Således er det også fristende udelukkende at fejre ’Birth’, fordi den vover at dyrke en så usympatisk kvindekarakter – navnlig i en tid, hvor de blev revset af offentligheden i en sjælden grad.
Kidmans rollevalg falder da bestemt også kategorien modig, men filmen er også mere end det. Hverken van Sant eller Kubrick i 1962 lykkedes at gøre Nabokov kunsten efter med deres ‘Lolita’-film, men ved at tage udgangspunkt i en magiskrealistisk præmis fremhæver Glazer filmmediets unikke kvaliteter over bogens introspektive univers.
Og Kidman formår at give rygrad til den pædofile overgrebsperson ved at dykke ned i sorgen, som ligger bag Annas ugerning, hvor Humbert Humbert i begge Lolita-film flagrede i vinden.
Så herfra skal lyde en sær klapsalve til ’Birth’. Tiden burde endelig være moden til, at vi kan granske en film, hvor en af tidens største stjerner kysser et barn.
’Birth’ kan ses i Cinemateket 2. og 27. december som led i en serie med Jonathan Glazers film.