Eezy feat. Kundo ‘Corner’
Det danske rapstjerneskud Eezy singledebuterede for under et år siden, men hans karriere er allerede begyndt at tage fart.
Den første single landede i kølvandet på en toårig pause fra musikken, hvor Eezy gentænkte, hvad han ville opnå med sine sange. Ifølge en pressetekst troede han oprindeligt, at han skulle rappe om succesmarkører som biler og guldkæder, men da det blev tid til hans debut, indså han, at han havde mere personlige fortællinger på hjerte.
Dermed ikke sagt, at Eezy er en af den slags rappere, der stilfærdigt prædiker om sin livsindsigt. Han er hårdtslående og energisk, med barske, 00’er-klingende flows og en utæmmelig ildhu. Alt det bringer han med sig på sin bedste single til dato, Kundo-samarbejdet ‘Corner’.
Eezys iver smitter af på Kundo, der for længst har vist, at han favner alt fra introspektive hjemstavnshymner til festlig poprap. Alligevel har vi sjældent hørt Vejle-rapperen så rowdy, som han er på sit ‘Corner’-vers.
I sidste ende er det dog Eezy, der løber med opmærksomheden. Især på hooket brænder han sig øjeblikkeligt fast med sit veltimede »bitch!« og udråbet »ew!«.
Bad Bunny feat. RaiNao ‘Perfumito Nuevo’
Bad Bunny indledte ugen med at udgive sit mest personlige og måske bedste album, og et af de stærkeste tracks fra ‘Debí Tirar Mas Fotos’ er denne duet med ligeledes puertoricanske RaiNao, hvor begge parter slynger om sig med charmerende flirten over et fremragende, let houset reggaeton-beat.
Giift ‘Pussy’
Når det danske r’n’b-håb Giift ikke skriver sange for Beyoncé, synger hun sine fremragende kompositioner selv – såsom denne varme, melodiøse og seksuelt eksplicitte single, som hun i øvrigt også selv har produceret. ‘Pussy’ peger frem mod en ny Giift-ep, der lander 21. februar.
Spellling ‘Portrait of My Heart’
Den evigt overdådige artpop-kunstner Spellling lader op til albummet ‘Portrait of My Heart’, der udkommer 28. marts, og hun kickstarter forløbet med en gotisk, postpunket skæring, der muligvis kommer til at være emblematisk for udgivelsen, nu da den trods alt er titelnummeret.
Julie Pavon ‘A Day to Breathe’
Vi har aldrig hørt Julie Pavons klubpop være så intens og hektisk som på denne nye single. ‘A Day to Breathe’ er en af den slags rave-bangers, der kommanderer, at du går amok, når droppet rammer. Sangen er en smagsprøve på Pavons debutalbum, der udkommer senere på året.
Sebastian Wegener ‘1 lussing og 1 vand’
Der er de færreste, der kan få ordet ’tissemand’ til at lyde decideret sårbart. Men når en sang er så skamfuldt liderlig (eller liderligt skamfuld?) som Joyce-forsangerens anden solosingle, kan det faktisk godt lade sig gøre. Dyrk også videoen, hvor Wegener er omgivet af køer på en bondegård.
Blondshell ‘T&A’
Blondshells nye single er en kærlighedsfortælling. Ikke en tragisk en af slagsen, heller ikke en med prinsen på den hvide hest. Snarere er det et stykke socialrealisme, hvor den ene part både drikker for meget og har voldelige tendenser, men der alligevel klart er en gnist. Sangen vil være at finde på albummet ‘If You Asked for a Picture’, der udkommer 2. maj.
Wicky ‘Bling Blow’
Wicky har længe været en af den danske undergrunds bedst bevarede hemmeligheder, men det ser ud til, at 2025 bliver året, hvor han for alvor slår igennem. ‘Bling Blow’ er hans første single på Universal, og hans barske lyd bliver her forenet med en klædelig, mere poleret produktionsstil.
Japanese Breakfast ‘Orlando in Love’
Vi havde ikke set det komme, at Michelle Zauner ville starte sin næste albumcyklus med at flirte med den uddøde og udskældte exotica-genre, men ‘Orlando in Love’ er en så velornamenteret sang, at det alligevel fungerer. Mon der er mere af den slags, når Japanese Breakfast-albummet ‘For Melancholy Brunettes (& Sad Women)’ udkommer 21. marts?
Mas ‘Lønningsdag’
Ikke nogen dårlig nyhed at gå på weekend med! En målrettet, bittersød sejrshymne over et Rob & Jenne-produceret beat, der samtidig bekræfter, at 2024-singlen ’17. januar’ var en slet skjult annoncering af dagen, hvor det næste Mas-album lander. ‘Månen er min ven’ udkommer nemlig på fredag.
Mangler du mere ny musik? Så gå på opdagelse i sidste uges Top Tracks.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify: