The Freudian Slip – plukveer og rockpositurer

Der er et eller andet, der ikke stemmer i The Freudian Slip. Duoen har som ambition at bryde musikalske trends og skære ind til benet med original og uforfalsket rock spillet på bare ét trommesæt og én guitar. Men søndag på Pavilion Junior var deres optræden hverken original, uforfalsket eller trendsættende.

Klædt i matchende skjorte, slips og vest var trommeslager Mikkel Benn og guitarist og sanger Noah Rosanes ellers energiske og parate til at give de beskedne 200 publikummer et los i røven. Benn høvlede kaotisk løs på sit trommeskind, imens Rosanes flåede i strengene og hurtigt faldt ind i nogle af musikhistoriens mest klassiske rockpositurer. Hans forvrængede ansigtsudtryk signalerede både plukveer og audition-tapes fra den tyske pornoindustri, men i virkeligheden følte han nok bare rocken pumpe gennem årerne.

Men den var altså lidt blodfattig, rocken. For med afsæt i de tidlige 90’eres mest patosfyldte grunge, i stedet for den garagerock som blandt andet The White Stripes, Two Gallants og No Age har haft så stor succes med i duo-opsætningen, blev det lidt stort, lidt skingert og lidt ligegyldigt. Riffs eller mindeværdige melodier trådte sjældent ud af larmen. Faktisk var The Freudian Slip klart bedst, når de slap foden en anelse fra gaspedalen, lokkede den bortskræmte melodi tilbage i folden og lod Rosanes’ vokal falde ned i et leje, hvor den helt klart hørte bedre hjemme. Så trådte tekster som “a, b, c what’s inside of me” også pludselig frem og indikerede, at duoen måske ikke har fundet sit naturlige hjem i den rå og nedbarberede rockhule.