DE VILDESTE BEEFS. Det er ikke, fordi der ikke findes utallige beefs, der er langt mere dramatiske og handlingsmættede end denne.
Alligevel er der næppe nogen, der har gjort større indtryk på mig personligt. Mine tidlige teenageår i begyndelsen af 2010’erne tilbragte jeg nemlig i høj grad på det ikoniske medie Tumblr, og her var der altså kun én beef, der for alvor betød noget.
På overfladen hærskede der ellers en idyllisk stemning på dette sagnomspundne hjørne af internettet, hvor den såkaldte ’pastel grunge’-æstetik var en religion, og hvor sepiatonede billeder af visne blomster, blå mærker og cigaretter, sort-hvide GIFs fra musikvideoer og floromvunden teenagepoesi blev dyrket som helgenmotiver og bibelvers.
Men især ét spørgsmål kunne sætte sindene i kog og den gode stemning over styr. Spørgsmålet om, hvem af to rivaliserende alternative popstjerner, man holdt med: Lana Del Rey eller Lorde.
Hvordan opstod beefen?
Tonen i Lordes interviews fra tiden omkring udgivelsen af 2013-debutalbummet ’Pure Heroine’ vil være fuldkommen genkendelig for alle, der kan huske, hvordan det var at være en konstant på tværs teenager, der bare er godt og grundigt sur på verden.
Den dengang 17-årige Lorde havde nemlig en høne at plukke med stort set alle sine popkolleger, og hun omtalte hver og én af dem med konsekvent himmelvendte øjne, som om de var hendes forældre, der havde forbudt hende at tage til fest på en hverdagsaften.
Således måtte vi forstå, at Taylor Swift opstillede et skadeligt og uopnåeligt ideal for feminin perfektion, mens Justin Bieber slet og ret var et dårligt forbillede for ungdommen.
Selena Gomez var ifølge Lorde eksponent for en antifeministisk og overseksualiseret portrættering af kvinder, mens One Direction simpelthen bare var overvurderede og lavede dårlig musik: »Jeg forstår ikke, hvorfor de er berømte«, lød det.
Miley Cyrus opførte sig, som om hun var »fucking mental«, David Guetta var »ulækker«, Nicki Minaj og Drake var »irrelevante« og Macklemore… ja, læs selv: »Vidste du, at når Macklemore spiller, så både åbner og lukker han med ’Thrift Shop’? Det er slemt«.
Lorde var med andre ord ude efter snart sagt alle, men alligevel var der næppe nogen, der fik lige så eftertrykkeligt med kniven som Lana Del Rey.
Året inden havde Lana Del Rey udgivet debutalbummet ’Born to Die’, der var præget af en filmisk og melankolsk æstetik ikke helt ulig den, Lorde dyrkede på ’Pure Heroine’, og musikjournalister var ikke sene til at udpege lighederne mellem de to alternative popkunstnere.
Den sammenligning gav Lorde dog ikke meget for.
»Jeg lyttede til den der Lana Del Rey-plade, og hele tiden tænkte jeg bare, at den var så usund for unge piger at lytte til, du ved: ’Jeg er intet uden dig’, den der klæbende, desperate, forlad mig ikke-ting. Det er ikke godt for unge piger at høre«, udtalte hun til The Fader.
Senere, i et interview med The Observer, uddybede hun: »Det, der virkelig ramte mig, er den der latterlige, urelaterbare, uopnåelige overdådighed, der gennemsyrer det hele«.
»Lana Del Rey synger altid om at være i The Hamptons eller at køre rundt i sin Bugatti Veyron, eller hvad det nu måtte være, og mine venner og jeg tager bare hjem til hinanden og bekymrer os om, hvordan vi skal komme hjem, fordi vi ikke har råd til en taxa. Dét er vores virkelighed«.
Med de ord kan man vist roligt sige, at Lorde formelt havde erklæret krig.
Hvad skete der?
På overfladen kulminerede Lordes kritik dog aldrig i en reel beef. Måske fordi den på daværende tidspunkt 28 år gamle Lana Del Rey godt vidste, at det mildest talt ikke ser godt ud sådan at skændes med en 17-årig for åben mikrofon.
Lana Del Rey har dermed aldrig offentligt taget Lordes navn i sin mund, og hun nøjedes i stedet med passivt aggressivt (og lidt sjovt) at like et tweet med et billede af et armbånd bestående af tegnestifter – en slags meget primitivt torturredskab – og teksten »jeg købte det her til dig, @lordemusic«.
Et mere markant svar fik vi dog året senere, da Lana Del Rey udgav albummet ’Ultraviolence’, hvorpå man finder sangen ’Fucked My Way Up To The Top’.
Sangen, fortalte Lana Del Rey, »handler om en anden sanger, der først hånede min stil for ikke at være autentisk, men senere stjal og kopierede den«. De ord kan næppe have været møntet på andre end Lorde.
Dog er ’Fucked My Way Up To The Top’ et lidt underligt og meget Lana Del Rey-agtigt disstrack. For i stedet for egentlig at give igen, er det nærmest som om, hun tager Lordes kritik på sig for at karikere den helt ud i ekstremerne.
»Lay me down tonight / In my diamonds and pearls / Lay me down tonight / I’m your favorite girl / I fucked my way up to the top / This is my show«, synger hun.
’Du synes min musik promoverer et usundt kvindesyn og en uopnåelig overdådighed?’, synes Lana Del Rey nærmest at sige. ’Så lad mig vise dig, hvor usund og overdådig, jeg faktisk kan være’.
Sangen blev umiddelbart det sidste ord i beefen. I hvert fald udadtil.
Hvem kom bedst ud på det?
For mens hverken Lana Del Rey eller Lorde lod til at være interesserede i en direkte konflikt, forholdt det sig ganske anderledes for de to kunstneres respektive fangrupper, der fortsatte med at nære et indædt had til hinanden i flere år efter.
Jeg kan i hvert fald huske som 14-årig at sidde oppe til sent om natten for at følge med i et utal af helt overdrevne Tumblr-slagsmål, hvor ingen (!) former for personangreb var uden for rækkevidde i bekrigelsen af dem, der havde valgt at stå på den modsatte side i beefen.
Som Jeanne d’Arc, der var udvalgt af Gud til at forsvare Frankrig, var der en følelse af, at man havde en slags ophøjet pligt til at forsvare sit idol med alle tænkelige midler.
På den måde siger denne beef formentlig mere om fankulturens toksiske dyrkelse af fjendskab og udskammelse, end den egentlig siger om Lorde og Lana Del Rey, der begge kom ud af beefen uden nævneværdige ar på eftermælet.
Blandt de mest militante fans er kampen dog bestemt ikke slut.
Det blev tydeligt for et par år siden, da blodrusen vældede op i mangt en Reddit-bruger, da det blev fremhævet, at Lordes ‘Stoned at the Nail Salon’ lyder en del som Lana Del Reys ‘Wild at Heart’. Formentlig fordi Jack Antonoff, der har produceret begge, har en tendens til at gentage sig selv.
Hverken Lorde eller Lana kommer dog formentlig til at gå ind i den diskussion. Efter alt at dømme har de to kunstnere det nemlig helt fint med hinanden i dag.
I hvert fald udgav Lorde i forbindelse med 10-års jubilæet for ‘Pure Heroine’ i 2023 en t-shirt, hvorpå hun takkede en række af albummets vigtigste inspirationskilder – herunder Lana Del Rey.
Og så har Lana Del Rey jo i øvrigt også fundet en anden at beefe med.