Chance the Rapper gør overbevisende comeback seks år efter latterliggjort fadæse
ALBUM. Chance the Rapper tager tyren ved hornene på sin første store udgivelse i seks år. For Chicago-rapperen ved godt, hvad vi alle tænker.
Han ved godt, han har noget at bevise efter albumfadæsen ’The Big Day’, der med nærmest øjeblikkelig virkning katapulterede den populære rapper og sangskriver væk fra rampelyset – og ud i latterliggørelse og semi-glemsel.
’The Big Day’ var en lalleglad, voldsomt lang og rodet sag, hvor Chance igen og igen kredsede om nygift kærlighed, hvilket blev perfekt spiddet i en internetbrugers famøse »I love my wife«-memesang.
Siden er Chance og hustruen blevet skilt, og det har fået kynikere til at spørge jokende: Betyder det, han nu kan lave god musik igen?
Uanset årsagen er ’Star Line’ et overbevisende comeback. For den melodiske rapper og producer viser på størstedelen af de nye sange, at han har noget på hjerte og stadig kan lave vedkommende sange.
»I had a F-minus, but that’s behind us«, rapper han på den vellykkede åbningssang ’Star Side Intro’, hvor han altså ikke lægger skjul på, at ’The Big Day’ var et gigantisk flop.
Modsvaret er en mere rapfokuseret samling sange end på den gospel- og popinducerede forgænger. Gæsteartister som Joey Bada$$, Vic Mensa, Young Thug, Lil Wayne, Jay Electronica og den oldschool-ikoniske Chicago-trio Do Or Die vidner om et mere hiphoporienteret udtryk.
De mange rapbars over primært varme, melodiske beats bruger hovedpersonen til at udfolde et gennemarbejdet tekstunivers. Faktisk er han flere steder på pladen mere poetisk og eftertænksom end nogensinde.
Særligt på ’No More Old Men’ er Chance i sit es som historiefortæller. Her rapper han om sanselige barndomsminder og om hjembyens ældre generation, som nutidens unge beboere ikke har forbindelse til. Jamila Woods’ bløde vokal i omkvædet passer fortrinligt til de nostalgiske vers.
På sine tidlige mixtapes forholdt han sig mest håbefuldt og optimistisk til livets udfordringer, men på ’The Negro Problem’, ’Just a Drop’ og ’Letters’ er han anderledes – og forfriskende – vred og indigneret.
På ‘The Negro Problem’ rapper han om, hvordan det amerikanske system diskriminerer sine sorte borgere, og hvordan resten af verden ikke synes at ænse det.
’Letters’ starter som et kritisk opråb til hykleriske kristne institutioner og slutter ambitiøst af med at behandle nynazisten Dylann Roofs massedrab på sorte kirkegængere i Charleston i juni – med et budskab om at samle sig som religiøst fællesskab i en svær tid.
Andre steder er Chance mere introspektiv, når han udforsker sit følelsesliv, og det handler ofte om faldet fra tinderne, både i professionel og privat sammenhæng.
Han vil lære af livets op- og nedture, meget konkret eksemplificeret med Joey Bada$$-samarbejdet ’The Highs & The Lows’. En single helt tilbage fra 2022, som imidlertid går fint sammen med de nye sange.
’Star Line’ har en overvægt af gode sange, men en håndfuld af de 17 numre føles mest som fyld, vi godt kunne have undværet. ’Link Me in the Future’ har en lovligt søvnig melodi. Anderledes hektiske ’Speed of Light’ sampler Chances klassiske »igh!«-adlib irriterende meget.
Selvkærlighedshymnen ’Pretty’ skæmmes af ufrivilligt komiske linjer som »I’m pretty, the mirror’s got a crush«. Og den vellykkede samling indadskuende sange havde også stået stærkere og mere kompakt uden de bastunge, feststemte afstikkere ’Drapetomania’ og ’Burn Ya Block’.
Samtidig mangler ’Star Line’ de medrivende og catchy omkvæd, som Chance ellers tidligere har mestret på sine hit-mixtapes ’Coloring Book’ og ’Acid Rap’ samt sideprojektet ’Surf’.
Den nye skive er sandsynligvis ikke udgivelsen, der får ham tilbage på den helt store mainstreamscene. Men mindre kan også gøre det. Og respekten blandt hiphopfans bør bestemt være genoprettet.
Kort sagt:
Efter fiaskoen ‘The Big Day’ er Chance the Rapper mere eftertænksom og poetisk end nogensinde. ’Star Line’ er nok ikke udgivelsen, der får ham tilbage på den helt store scene, men mindre kan også gøre det.