’The Voice of Hind Rajab’: Vi sad cirka 1400 mennesker og græd fra start til slut
VENEDIG FILM FESTIVAL. Det er et råb om hjælp, der aldrig burde have været nødvendigt. Og ingen, der har hørt bare sekunder af det tragisk virale klip i nyhederne eller på sociale medier, har lyst til at høre det igen.
Men det skal vi. Vi skal ikke bare høre, men lytte til lyden af den seksårige pige Hind Rami Iyad Rajabs nødopkald fra en bil fyldt med ligene af hendes familiemedlemmer, som er omdrejningspunktet i ‘The Voice of Hind Rajab’.
Igen og igen indtil vi er bare en brøkdel så ulykkelige, som vi burde være over, hvordan det gik til, at en israelsk kampvogn den 29. januar i 2024 skød en uskyldig familie på flugt til døde, mens de befandt sig i deres bil på en tankstation i det nordlige Gaza.
En udledning af i alt 355 skud, der kostede først Hind Rajabs onkel, tante og tre kusiner livet, men senere også hende efter at have siddet i skjul i timevis blandt døde familiemedlemmer, mens hun tiggede nødhjælpsorganisationen Røde Halvmåne om at hente hende over telefonen.
Da ambulancen endelig kom, blev både hun og den skudt.
Optagelserne af Hinds opkald blev en verdensomspændende mediehistorie om meningsløsheden i Palæstina. Desværre er den mindst lige så skamfuldt relevant nu, hvor den kalder på ny opmærksomhed fortalt i en filmform så uforglemmeligt flot og knusende, at det burde ændre verden.
Sagen er allernådigst blevet lagt i hænderne på instruktør Kaouther Ben Hania med støtte fra titelpersonens mor. Og den tunesiske filmskaber kendt og prisbelønnet for dokumentarer og spillefilm, der blander virkelighed og fiktion som ’Fire døtre’ og ’The Man Who Sold His Skin’, er det perfekte valg.
’The Voice of Hind Rajab’ er en dramatisering af de virkelige hændelser, der bruger og er bygget op omkring de 70 minutters rigtige optagelser af Hinds stemme. Skuespillere udfylder til gengæld rollerne som medarbejderne på Røde Halvmånes alarmcentral i Palæstina, som fik pigen i røret og kæmpede i timer for at få lov til at sende ambulancen afsted, selvom den kun befandt sig otte minutter væk.
Resultatet er et højspændt og intenst følelsesladet kammerspil om deres kamp for at få hende fri, selvom målet er indlevelse frem for spænding og underholdning. At man på forhånd ved, at det ikke lykkedes, gør det kun endnu mere vedkommende.
Det første opkald bliver besvaret af Omar (Motaz Malhees), som beder kollegaen Rana (Saja Kilani) om hjælp, selvom hun egentlig er på vej hjem.
Ved lyden af en kvindestemme hører man den lille pige kalde på sin mor. Selvom situationen er indbegrebet af meningsløs, er den skildret meningsfuldt.
Det er barskt på en måde, man ikke hverken kan eller vil se væk fra. Hind, der igen og igen siger, at hun er helt alene, at alle de andre er døde, at de skyder efter hende. Om de ikke nok vil komme og hente hende. At hun er bange for mørke. At hendes klasse i børnehaven hedder Sommerfuglene.
At ’The Voice of Hind Rajab’ fortæller en vigtig historie er åbenlyst, men det betyder ikke, at den har været nem at omsætte til en film. Ben Hania mestrer linjen mellem virkelighed og fiktion, fordi hun ikke skruer op for nogen af delene, eller bruger den lille piges skæbne til filmens fordel.
Der tegnes et til tider svulstigt helteportræt af de hvidklædte medarbejdere i Røde Halvmåne, men der er også øje for de etiske gråzoner i, hvad det koster at redde.
Chefen Mahdi er tvunget til at holde ambulancen tilbage, fordi det er hans job at sørge for, at livredderne ikke dør forgæves, mens den oprørske Omar er klar til at sende ambulanceføreren ud for at redde hende til fods ved at springe fra tag til tag. Der ofres heller ikke unødvendig tid på at svælge i fjenden.
Verden har siden 7. oktober 2023 udvist en passivitet, der gør det svært at sige, om ’The Voice of Hind Rajab’ kommer til at hjælpe med at stoppe det, både eksperter og menneskerettighedsdomstolene kalder Israels folkemord i Gaza.
Det er en nedslående påmindelse om, at de fleste af os allerede har grædt over Hind Rajabs historie én gang for så mere eller mindre at glemme den igen.
Men som den lige så gode, men diametralt modsatte, nøgternt udstillende dokumentar ‘No Other Land’ om Israels helt fysiske besættelsesmagt, ønsker man ‘The Voice of Hind Rajab’ al mulig international bevågenhed.
For som film har ‘The Voice of Hind Rajab’ en kraft, der er større end at vise det ubegribeligt triste. Den kalder til oprør via empati ved at indgravere smerten, skammen og vreden i hver eneste celle af kroppen.
Man hører tit, at Gaza ikke kan bruge vestens hvide tårer til noget, og det er nok rigtigt. Alligevel har jeg aldrig rigtig oplevet en tårevædet reaktion, som den jeg så til første visning af filmen på festivalen her i Venedig.
Her sad vi cirka 1400 mennesker og græd fra start til slut. Bagefter stod mange stadig og græd udenfor. Jeg græd på vejen hjem for at skrive anmeldelsen og har grædt flere gange undervejs. Det skal ikke handle om mine og andres tårer, for de betyder ikke noget i sig selv, men den måde, gråden kaldte os sammen på, gør.
Tårerne er udtryk for ’The Voice of Hind Rajab’s kunstneriske styrke, som jeg nægter at tabe håbet på. Ved at lytte til Hinds ulykkelige råb om hjælp håber jeg, vi fremover bedre kan høre alle de børn i Gaza, som stadig skriger.
Kort sagt:
Man hverken kan, vil eller må glemme filmatiseringen af seksårige Hind Rajabs tragiske nødopkald. En film, som man ville ønske aldrig havde haft grund til at eksistere, men som jeg aldrig har lyst til at give slip på igen.