‘Sat i verden’: Thomas Korsgaard udstiller nutidens latterligheder i dramatikerdebut på Det Kongelige Teater
TEATER. Prøv at billedgoogle »30 år peberkværn«. Overmalede olietønder opstillet til at ligne en peberkværn, placeret et sted til gene for den ugifte 30-årige.
I ‘Sat i verden’ står sådan et monstrum og spærrer Frederikssundsvejen på Tobias’ (Magnus Haugaard) 30-års fødselsdag. Han arbejder som blomsterdekoratør, han er single og bøsse uden sin medbøsse, og så er han sikker på, det er vennerne, der har blokeret vejen for ham. Men ingen i hans omgangskreds vil kendes ved peberkværnen, de har tværtimod tæt på glemt hans fødselsdag. Tilmed skal han snart holde jul alene. Ja, av. Så hvad nu?
‘Sat i verden’ på Det Kongelige er forfatteren Thomas Korsgaards debut som dramatiker.
På scenen står fem ikke helt jævne søjler og agerer rekvisitter på de forskellige steder, stykket udspiller sig i. Scenografien er minimal og lader billederne af de egentlige rum være op til fantasien, mens Tobias prøver at løse peberkværnens gåde.
I blomsterbutikken er Tobias’ chef Jannie (Tina Gylling Mortensen) det tætteste, han kommer på et holdepunkt. Hun er også enlig og bruger tilværelsen på at forkæle sig selv med ferier og blomster, og ikke mindst på at pleje sine venskaber.
Og det gør Tobias da også, når han hjælper veninden Martha (Cecilie Bogø Bach) med at flytte. De kysser hinanden, og han kalder hende for skat, selv om hun synes, det virker kæresteagtigt. Men det kan han godt, fordi Tobias jo er hendes ufarlige bøsseven og, fornemmer man, afvist som mand i hendes øjne.
I den anden ende er der Sebastian (Emil Blak Olsen), som i røret kalder Tobias for ven, når han ringer til ham på fødselsdagen. Tilmed i hver anden sætning, som Tobias til sin frustration bemærker, og det føles, som om de engang kunne have været mere end bare venner.
Sebastian er nemlig også homoseksuel, men ulig Tobias har han et liv med en mand. Og faktisk »er vi gravide«, siger han i telefonen, indtil Tobias må påpege, at det jo er rugemoderen, der er gravid. Med Sebastians sæd, vel at mærke, så partnerens tilbøjelighed til depression ikke bliver givet videre.
Jeg fniser lidt, ikke meget. Der er noget satirisk og ubehageligt ved Korsgaards udpegelse af nutidens latterligheder set igennem den enlige, uforløste mands øjne. Et perspektiv, som han, der selv er fyldt 30 i år, nok kender. Men forfatteren sidder to rækker foran mig, så det er ikke ham, der står på scenen. Nej, på scenen står Tobias som et bredere, bearbejdet portræt af den moderne mand, alene tilbage som den sidste taber.
Tobias slår mig som et af det feminiserede velfærdssamfunds store, tragiske antihelte. Han kommer altid til at fortælle, at han da også hader sin far, og det er især på denne fattigdom af mandlige forbilleder, at han hverken har lært sig selv eller omverdenen at kende. Han kan kun vælge fravalget, og end ikke dét tør han stå ved, låst fast som han er i grænselandet mellem impulser og impotens.
Som når det er blevet sommer, og han skal holde tale ved Sebastians barns navnedag, hvor han endelig kan fortælle, hvad han føler. For selv om han skal være guldfar – ikke gudfar (for dåb, puha) – sætter han sin egen livssituation i fokus i stedet for at unde sine elskede deres sejre.
Her demonstrerer han, at han i manglen på sin egen sandhed kan tillade sig at sige sandheden til alle andre, indtil den eneste sandhed, han selv kan se, er at true med at begå selvmord for at få den opmærksomhed, han ønsker.
Heldigvis viser det sig, at venskab kan redde liv. Men er det nok, spørger Korsgaard os, kan det udfylde familiens tomrum? Kan man gå igennem et helt liv, enlig, uden børn og eftermæle? Ifølge Jannie er det muligt, måske hvis Tobias tør tage den forfremmelse, hun tilbyder ham, og gøre sit liv til noget smukt; lidt ligesom han binder blomster og gør dem smukke.
Men svaret er ikke entydigt, da de ujævne søjler mod slutningen skubbes sammen og danner et hul i midten, nok lige så stort og tomt som hullet i Tobias’ indre.
Apropos søjlerne savner jeg en mere realistisk scenografi i modsætning til den minimalistiske. Det ville være mere indlevende og måske få skuespillerne til at træde mere i karakter og ånde og leve, lidt ligesom det, Tobias bør unde sig selv at gøre. Oplagt, nu hvor der er tale om god, gammeldags realisme.
Kort sagt:
Selv om ‘Sat i verden’ på Det Kongelige Teater ikke er nogen scenekunstnerisk magtdemonstration, lykkes det Thomas Korsgaard at levere en tiltrængt samfundsdiagnose, som er værd at se.