Der er gudebabyer i voksenble og absurd tech-kaos i ‘Prometheus’ – men robothunden stjæler scenen
TEATER. Klik, klik, klik, klik. Noget firbenet tripper i udkanten af scenerummet. Det er ikke lyden af klør, men noget stumpt, hårdt, ikke levende.
En robothund træder ind på scenen. Den bevæger sig så naturligt, løber, dækker og giver pote, at publikum griner fascineret – og en smule foruroliget.
Sådan indledes det første øjeblik i den nye sæson på Nørrebro Teater. Den skydes i gang med ‘Prometheus’, der bruger græsk mytologi som et springbræt til at udforske teknologiens greb om vores liv. En forestilling, som også er den første i repertoiret under den nye direktørduo, Janne Villadsen og Jennifer Vedsted Christiansen, og som dermed markerer et skift fra morskabsteater til samtidsscene.
Titanen Prometheus skaber mennesket af ler. Men mennesket er et ynkeligt og sårbart væsen, der ikke adskiller sig synderligt fra dyrene. Derfor stjæler Prometheus ilden fra guderne og giver den til menneskene som beskyttelse.
Da Zeus, gudernes konge, opdager Prometheus’ bedrag, lænker han titanen i Kaukasus, hvor han i evigheden skal lide under tortur. Og hvad gør mennesket nu, hvor det er overladt til sig selv?
Sætter sig foran fjerneren, åbenbart.
Der er ikke mange laurbærkranse, chitoner eller andre græske attributter at finde i denne forestilling til trods for det græske ophav. I stedet fyldes scenerummet af tv-skærme og umådelige mængder staniol, og skuespillerne – guder som mennesker – optræder i voksenble og militærstøvler.
Man må holde tungen lige i munden for at følge logikken. For ja, der er ganske vist flere sammenfald med den oprindelige historie om Prometheus, og forestillingen har da også flere humoristiske referencer til den græske mytologis absurde fortællinger, hvilket er ganske underholdende, men derfra er meget lidt genkendeligt.
Forestillingen er blevet til i det, teatret kalder collective directing og er en blanding af tekster af forfatteren Amalie Smith og skuespillerne – alt sammen under instruktion af Emil Rostrup. Og måske er denne eksperimenterende form synderen i forestillingen, der skyder så mange bolde af sted, at kun få af dem når i mål.
Snickers i røven
I et virvar af crossfitøvelser med tv-pejse på ryggen, rap-seancer og en snickers-bar i røven forsøger forestillingen at fortælle os noget om menneskets skabelse, forhold til guderne og teknologien, der spreder sig som en løbeild.
Man mistænker næsten, at flere af disse forholdsvis langtrukne scener er til for at trække tiden ud. På samme tid er det svært at forestille sig, at der ikke er noget mere nytænkende at sige om menneskehjernens tilintetgørelse og techmogulernes triumf, end at vores fascination af teknologien og evige hunger efter udvikling en dag vil blive vores endeligt.
Den røde tråd (og de klart stærkeste momenter) er de monologer, der drypvist er strøet ud i forestillingen og indkapsler karakterernes indre liv på en måde, der både er fascinerende og tankevækkende. Joen Højerslev er som Prometheus fornuftens stemme og et stærkt holdepunkt i al forvirringen – selv når han gennem dele af stykket er bundet af teknologiske lænker.
Den rå scenografi forvandler sig fra et minimalistisk rum til en stor losseplads og minder publikum om det forfærdelige svineri, vi står bag. For udødelige guder er de år, mennesket har været på jorden blot et ganske kort øjeblik. At så meget ødelæggelse kan manifestere sig på det, der føles som et splitsekund er skræmmende og tankevækkende.
Her har Mikkel Rostrup skabt en scenografi og et scenerum, der danner smukke billeder fra start til slut.
Robothundens stjernestund
Nanna Finding Koppel og Christopher Nallo er i rollerne som mennesker (med mere) dygtigt infantile.
Koppel leverer en af de stærke monologer i sin åbningsscene. Nallo får desværre ikke samme mulighed for at skinne igennem i denne forestilling, der er hans debut efter at have dimitteret fra Den Danske Scenekunstskole denne sommer. Det er en skam, for det er tydeligt, at han har et stort talent og en dragende tilstedeværelse på scenen.
Som den store gudebaby Zeus stjæler Nicolai Jørgensen med høj hat og en spand fuld af floppende lyn spotlightet. Dog med en lidt for høj (og unødvendig) grad af comic relief. Først i forestillingens afsluttende scene får vi endelig lov til at se andet end tåbelighedskomik fra gudernes konge, hvilket er forfriskende, men kommer alt for sent.
Stjernen er dog uden tvivl robothunden, der er skræmmende levende og som et grotesk Disney-sidekick skaber både de mest oprigtige følelser og de bedste grin.
Oliver Munch, der er krediteret i programmet som “robotafvikler”, fortjener en stort cadeau for at gøre teknologien så utroligt levende.
Menneskets forhold til teknologi er et uudtømmeligt emne, der lægger op til mange spændende samtaler og interessant kunst.
‘Prometheus’ havde potentialet til at være en tankevækkende forestilling, der kunne føre til nye erkendelser om vores væren i verden. Men den giver mere lyst til at google robot dog og klikke ind på AliExpress end at tænke på menneskets og gudernes skæbne.
Kort sagt:
Hvis du vil opleve en fænomenal robothund, gudebabyer i voksenble og absurd tech-kaos, er ‘Prometheus’ på Nørrebro Teater både underholdende og fascinerende. Men forvent ikke dybe erkendelser.