Geeses ‘Getting Killed’ er det modsatte af et perfekt album – det er velspillet sjusk
ALBUM. Man får næsten det hele serveret, inden man starter albummet.
På albumcoveret ses en person med en trompet i den ene hånd, fotograferet nedefra med solens stråler i ryggen. Forblændende, nærmest guddommelig skønhed.
Det tog mig noget tid at opdage, at selvsamme person også har en pistol i den anden hånd. Og den peger på mig.
Der har vi dualiteten, som præger dette tredje albumudspil fra newyorker-bandet Geese. Dualiteten mellem det smukke og det grimme. Det stramme og det slaskede. Harmoni og kakofoni.
’Getting Killed’ kommer lige i hælene på frontmand Cameron Winters solodebut, ’Heavy Metal’. Et album, hvor Winter forlod det kakofoniske univers, Geese skabte på deres forrige album, ’3D Country’, til fordel for et mere klaverbaseret, americana-inspireret udtryk.
’Heavy Metal’ gjorde Winther til lidt af en indiedarling i egen ret. Det viste sig, at den kollektive musikentusiastiske del af befolkningen gerne ville høre på ham i en mere afklædt version, både musikalsk og lyrisk.
Det er en indsigt, Winter må have gjort sig, inden han gik i studiet med resten af bandet. Det lyder som om, at bandet er blevet smidt 50-60 år tilbage i tiden, fra da vi sidst hørte dem. Alt er organisk og håndspillet, der er wah-guitar i 2025 (!?). Der er udvidede, instrumentale jamsessions. I 2025 (!!!).
Og det lyder måske rodet, men det er det ikke. Eller, det er det ikke mere, end hvad godt er. Det er velspillet, det hele. Specielt rytmesektionen gør et formidabelt stykke arbejde på sange som ’100 Horses’ og titelnummeret. Et musikalsk anker, der muliggør, at guitar, sang, horn og kor kan danse frit ovenpå. Det stramme og det slaskede.
Efter at have hørt ’Getting Killed’ er jeg overbevist om, at Cameron Winter kunne formidle ’Romeo og Julie’ mere hjerteskærende på bagsiden af en bordskåner, end Shakespeare kunne i jambisk pentameter. Og gå på vandet, i øvrigt.
Bare smag på teksten fra ’Au Pay du Cocaine’: »You can change and still choose me / You can be free, just come home / Please / I’m alright / It’s alright / It’s fine«. Det er økonomisk formidling, når det er allermest effektivt. Juvenilt og jovialt. Desperation i repetition.
Selvom jeg kunne forestille mig mange, dette album ikke ville appellere til, har jeg svært ved at forestille mig en lytter, der ikke ville værdsætte det. Geese har forfinet deres evne til at skrive sange til dem, der lytter overfladisk, et nummer ad gangen, og samtidig til dem, der virkelig nyder at høre hele album intensivt, dykke ned i tekstuniverset og dyrke instrumenteringen.
Det her må være det modsatte af et perfekt album. Det er velspillet sjusk. Netop dette er styrken ved ’Getting Killed’. Det er igennem alle sprækkerne, at lyset skinner. Samtidig er det uden tvivl en af de mest medrivende lytteoplevelser, jeg har haft længe.
Kort sagt:
På ’Getting Killed’ forfiner Geese det sommetider kaotiske lydbillede, der for alvor satte dem på det musikalske landkort. Med håndspillet og organisk instrumentering og Cameron Winters økonomiske og hjerteskærende joviale lyrik leverer bandet en af årets mest medrivende lytteoplevelser.