Soulsangeren Olivia Dean lever op til den ekstreme hype på ‘The Art of Loving’
ALBUM. For nylig noterede jeg i en anbefaling af Olivia Dean, at man skulle skynde sig, hvis man ville nå at kunne sige: »Jeg hørte hende, før hun blev rigtig stor«.
En opdatering på den udtalelse: Det er nu for sent.
I løbet af den seneste måned er Olivia Dean strøget til tops på hitlisterne med singlerne ’Nice to Each Other’ og ’Man I Need’. To numre, der samtidig har været første udspil til hendes nye album, ’The Art of Loving’.
Succesen har fået forventningerne til albummet til at stige eksponentielt, men allerede ved første lyt af fornemmer man, at eksplosionen ikke kommer som en overraskelse for soulsangeren selv. Tværtimod.
’The Art of Loving’ er tydeligt skrevet med henblik på at appellere til et bredere publikum, end Olivia Dean hidtil har gjort. Faktisk er det som et 7/7-delebarn, der ligeligt veksler mellem soul og rendyrket pop.
Men kan albummet leve op til hypen? Det er spørgsmålet.
Olivia Deans musik har altid været præget af letsindighed. Vi taler feelgood-soul, der genren tro låner fra funk og jazz. Derfor vil nogen vil uden tvivl ærgre sig over, hvor popfokuseret albummet overordnet set er. Især når det kommer til jazz-referencerne, som der er en del færre af.
Man skal dybere ned i detaljen for at fange finesserne, men de er der endnu. En Bill Withers-reference på ’I’ve Seen It’, bossanova-inspiration på ’So Easy to Love’ – et af albummets højdepunkter – og decideret kælende klaverspil på ’Close Up’.
Generelt er produktionen tight, organisk og underspillet, og instrumenterne får lov til at fylde. Der er flittigt brug af både funky baslinjer, percussion og blæsere, der trækker tonerne tilbage ind i soul-manegen.
Selv på popbaskeren ’Baby Steps’, der meget vel kunne blive endnu et hit, ligger instrumenterne helt fremme i lydbilledet og minder os om, at der er tænkt over tingene.
Olivia Dean formår i det store hele at please både den kræsne og hitlistelytteren. Og man kan hæfte sig ved begrebet please, for det er en gennemført behagelig oplevelse at lytte til ’The Art of Loving’.
Der er vitterligt ikke noget at slå sig på. Det er meget symptomatisk for soul-genren, men man kunne godt ønske sig et eller andet, der kunne bryde en smule med formatet.
Samme gælder i forhold til temaet på ’The Art of Loving’. Det ligger rimelig meget i titlen, men på samtlige 12 numre udfolder den 26-årige sanger scenarier fra et ungt kærlighedsliv. Uagtet din egen status er der med god sandsynlighed en sang, du kan relatere til.
’Baby Steps’ handler om de spæde trin videre efter et brud, på ’Let Alone The One You Love’ erkender Dean, at et forhold lakker mod enden, og ’Lady Lady’ er en kærlighedssang til moder jords evne til at styre os hver især i rette retning. Og så er der masser om at forelske sig. Om at brænde sig på, fantasere om og udleve kærligheden.
Uanset hvor lette eller tunge følelserne er, er de dog pakket lækkert ind, og samtlige sange ville klæde en rolig søndag formiddag med en god kop kaffe.
Kort sagt:
’The Art of Loving’ er møntet på den brede skare, men formår også at levere til den kræsne. Om end man kunne ønske, at hendes soulsange afveg en smule fra den faste og velstøbte form, lever Olivia Dean op til hypen.