P3-vært Helin Erdem debuterer på scenen i ‘GRWM’ – og udleverer mediebranchen og sig selv
TEATER. P3’s (efter eget udsagn) »medium kendte« værts-darling Helin Erdem skifter for en stund skærmen ud med de skrå brædder.
Hun er kendt for at bruge sin platform og skarpe humor til at sætte fokus på tabubelagte emner som repræsentation, privilegier og eurocentriske skønhedsidealer, ofte med udgangspunkt i sit eget liv som minoritetsetnisk kvinde. Og til trods for at hun på Aveny-T præsenterer sig som en nar på scenen, er der ingen tvivl om, at hun har en aktivistisk agenda.
Men da forestillingen er ovre, kan jeg ikke lade være med at tænke: »Er det her det rette format?«
I forestillingen ‘GRWM’ (kort for get ready with me) forsøger Erdem og instruktør Sofie Diemer at vise konsekvenserne af at kapitalisere på sin identitet.
Udgangspunktet er hendes egne oplevelser som dansker med kurdiske rødder i mediebranchen, som hun i sin tid blev en del af via DR’s Talenthold.
Det munder ud i en monolog om forlommer og baglommer, og hvordan Kultur- og Mediedanmark i årtier har tjent penge på minoriteters lidelseshistorier. Historier, der helst skal være voldsomme nok til, at hvide majoritetsdanskere finder dem fascinerende, men helst ikke så voldsomme, at det bliver ubehageligt.
Som Erdem siger i monologen: »De vil ikke udfordres. I vil underholdes«.
Hvornår er nok, nok?
Jeg rystede lidt i bukserne på Helin Erdems vegne, da jeg fandt ud af, at hendes scenedebut var en monolog. Der er ingen til at støtte dig, når du vakler, eller give et boost, når energien falder. Men der hersker ingen tvivl om, at hun er en performer.
Med et fotografi af sig selv som bagtæppe træder hun ind i scenerummet klædt som en nar i sort, hvidt, grønt og rødt. Med ansigtet malet hvidt og et forvrænget joker-smil tvinger hun os allesammen til at følge hende på Instagram. Så er forestillingen i gang.
Det står hurtigt klart, at publikum er hendes vigtigste medspiller. Vi er følgere, journalister og de nepo-babyer, hun er oppe imod i sin kamp for at forblive aktuel i en hastigt accelererende opmærksomhedsøkonomi.
Derfor et tip til dig, der ikke er vild med at blive kaldt ud i en fyldt sal: sæt dig på bagerste række.
Ser man bort fra ubehaget ved publikumsinddragelsen er det dog først i anden halvdel, at vi virkelig mærker Erdem. Årsagen syntes at være premierenerver og en lidt vaklende indledning, der er længe om at nå frem til monologens egentlige budskab.
Der er meget, hun gerne vil fortælle os om sig selv, sin branche, om hvordan hun ser verden, og hvordan hun oplever, verden ser hende. Midt i alt dette fungerer hendes Instagram-besættelse som en rød tråd:
»Kære 19.000 følgere, get ready with me, mens jeg fortæller om…«.
Undervejs går det op for hende, at jo mere autentisk (og aktivistisk) hun er, desto færre følgere får hun, hvilket er katastrofalt i kultur- og mediebranchen, hvor der er en direkte linje mellem opmærksomhed og jobsikkerhed. I et forsøg på at fastholde sin relevans og finde et »tilpas fordøjeligt politisk budskab« bliver hun en anden.
Men hvornår er nok, nok?
At være en dansende abe
Erdem vil gerne fortælle os, at hun ved, at hendes minoritetsbaggrund har været en vej ind i mediebranchen, der helst vil undgå anklager om manglende repræsentation. Men også at de muligheder, hun er blevet givet, kommer med en pris.
Hun er træt af at være en dansende abe for mediebranchen, der er blevet hendes levebrød. Hun må finde balancen mellem at sælge og sælge ud.
‘GRWM’ er en selviscenesættelse af den Helin Erdem, vi kender fra medierne (etablerede såvel som sociale). Og som med så mange andre autofiktive værker er grænsen mellem virkelighed og fiktion uklar.
Monologen kredser generelt om temaer, som hun er kendt for at have en holdning til. Meget vil derfor føles genkendeligt for dem, der tidligere har fulgt Erdem, inklusive de wakeupcalls, hun forsøger at give os, når hun danser rundt i en gorilladragt iført leopardbikini for at understrege sin afstandtagen fra medieprostitution.
Måske havde det føltes mere udfordrende, hvis hun var gået hårdere til os. For jo, vi vil gerne udfordres og ikke kun underholdes.
En af de scener, der virkelig står ud, er, da Erdem, skræmt og indigneret, beskriver, hvordan en DR-chef aggressivt truer med at ødelægge hendes karriere, efter hun har afsløret hans hygge-racistiske bemærkninger for offentligheden.
Det er ikke til at vide om situationen har udspillet sig i virkeligheden eller ej. Men uanset viser den os, hvordan magt og undertrykkelse stadig er et problem i mediebranchen – alene fordi historien fremstår troværdig.
Kort sagt:
I ‘GRWM’ udleverer Helin Erdem sig selv og mediebranchen i et ærligt forsøg på at afdække den menneskelige pris, man betaler for at blive en succes. Men meget af det har vi hørt før.