GENBESØGT. 1,5 millioner danskere så med, da ’Rejseholdet’ i oktober 2000 for første gang løb over tv-skærmene.
Her mødte de Ingrid Dahl, Fischer, La Cour, IP, Gaby, Johnny og Ulf, der rejste landet rundt for at opklare brutale forbrydelser baseret på virkelige sager.
’Rejseholdet’ fulgte i kølvandet på ’Taxa’, der introducerede en ny realisme i dansk tv-drama og blev den første internationale succes, da den i 2002 vandt Danmarks første internationale Emmy.
Sådan blev den en dansk forløber for Nordic Noir-bølgen, der gjorde skandinavisk krimi til et verdensomspændende fænomen og var omdrejningspunkt for dansk tv-fiktions guldalder, der gav os ’Forbrydelsen’, ’Broen’, ’Nikolaj og Julie’ og ’Borgen’.
I dag kan guldalderen – selvom sæson 2 af Netflix’ hitserie ’Kastanjemanden’ er på vej – vist godt siges at være slut. Alligevel er ’Rejseholdet’ et kvart århundrede efter sin premiere stadig utroligt populær blandt danskerne. Tal fra DR Analyse viser således, at første sæsons episoder siden midten af marts 2024 hver er set over 318.000 gange på DRTV, imens sæson 2-4 alle har episodegennemsnit langt over 200.000.
Og det store spørgsmål er selvfølgelig, hvad denne vedvarende popularitet skyldes?
Unge skuespillere blev allemandseje
Forbrydelserne i ’Rejseholdet’ byggede på det virkelige rejseholds kriminalsager, og morderne var ikke bange for at gå efter hverken små børn eller gamle damer. At den type gruopvækkende realisme kunne lægge gaderne øde var et kvantespring, og samtidig satte ’Rejseholdet’ provinsen på landkortet. Selv den mindste flække kunne danne bagtæppe for stort drama og få besøg af Rejseholdets helte.
For helte var og er de. Den gennemtrængende alvor var – udover sagernes morbiditet – også at mærke i professionalismen og de evner, holdet besad. La Cour var det synske, introverte geni, Fischer det konfrontationsparate, fysiske vidunder, Ingrid den evigt godhjertede leder, IP den altid rolige veteran og Gaby den menneskelige lim mellem dem alle.
Faktisk baserede skaberen Peter Thorsboe karaktererne på de græske guder som en flok utrolige individer, der til sammen udgør en uovervindelig enhed.
I stedet for én karakter var det kollektivet, der rummede deres forskelligheder som både politifolk og privatpersoner, der indtog hovedrollen.
De unge skuespillertalenter i centrum blev pludselig allemandseje, hvilket er en væsentlig årsag til, at serien har opnået kultstatus og stadig hitter.
Mads Mikkelsen, der spillede den gennemcool Fischer med læderjakke og FBI-ambitioner, blev med årene en international superstjerne i ’James Bond’- og ’Star Wars’ -kaliber, men også Lars Brygmann, Charlotte Fich og Trine Pallesen blev store navne i dansk film og tv. Nogle er vokset ud af rollerne, andre er stadig i dag synonym med deres ’Rejseholdet’-karakterer.
Humor og lethed
I de mindre roller møder man desuden konstant unge talenter, der i dag er folkekære ansigter. Og det øger kun nostalgieffekten at se Nikolaj Lie Kaas og Mille Lehfeldt som de danske Bonnie & Clyde, Eik og Anja, eller Lars Mikkelsen og Thure Lindhardt som forbryderduoen Ivan og Kåre. ’Rejseholdet’ er som at slå op i et familiealbum – et tilbageblik på en folkekær generations tidlige skuespillerskridt.
I fokusset på kollektivet frem for enspændere som Sarah Lund i ’Forbrydelsen’ eller Hallgrim Halgrimsson i ’Ørnen’ – og i orienteringen mod provinsen frem for storbyen – repræsenterer ’Rejseholdet’ en anden krimihistorie, end den Nordic Noir gjorde verdenskendt.
På samme måde rummer dialogen en humor og lethed, mens mødet mellem true crime-realisme, drabelig alvor og underspillet årtusindskiftekitch placerer ’Rejseholdet’ mellem den moderne politifortælling og 90’er-succeser som ’Strisser på Samsø’. Det er gammelt, men føles ikke som gamle dage.
Det har givet serien kultstatus, som noget, folk ikke bare ser, men taler og lytter til podcast om, ligesom succesen unægtelig har hjulpet virkelighedens rejsehold med at blive et fænomen, der skrives bøger og afholdes foredrag om – og med den biografaktuelle ’Rejseholdet: Det første mord’ nu også laves store spillefilm om.
Men er ’Rejseholdet’ i 2025 virkelig andet end nostalgi og stjernestøv? Med andre ord: Holder den som effektivt krimidrama, når man ser den i dag?
Før politiet blev noir
Hvor Nordic Noir-succeserne var bygget op om det lange serieformat, hvor en sæson kredser om én sag, bæres ’Rejseholdet’ af den episodiske form. Hvert afsnit fortæller en afsluttet historie.
Det er en letspiselig form, som tillader, at man ubesværet kan tappe ind og ud. Det er formentlig en vigtig årsag til dens fortsatte popularitet i en tidsalder, hvor serieudbuddet kan føles uendeligt, og mange secondscreener sig igennem streamingudbuddet.
Geografisk og professionelt flytter ’Rejseholdet’ sig konstant, imens privatlivene er den røde tråd gennem det hele. Kun i seriens få dobbeltepisoder bruges cliffhangers på tværs af afsnit, og derfor bliver karaktererne og deres privatliv afgørende for at sammenknytte afsnittene.
Privatlivsintrigerne bliver en smule tyndbenede og gentagende efterhånden, men til gengæld leverer serien så også virkelig varen med sine effektive, suspensefyldte katten-efter-musen-jagte, der elegant veksler mellem at spille med åbne og lukkede kort.
Nogle gange kender vi tidligt gerningsmanden og følger rejsen ind i dennes forskruede forbrydersind, imens andre afsnit mere tager form af mysterier, hvor man gætter med fra sofakanten. Sådan rummer serien fint de forskellige muligheder i de enkeltstående plots – mens den hele vejen udfolder mere af det voldelige vanvid, som driver de værste forbrydere.
Der er ingen berøringsangst ved den brutalitet, der skildres i selv de roligste provinsbyer, og det er en hovedattraktion ved ’Rejseholdet’, at den tør være dybt foruroligende, og at det ikke altid ender lykkeligt. Heltene kan godt komme for sent, som da Henrik Prips mareridtfremkaldende seriemorder hjerteskærende ender sæson 1 med at slå barn, kone og sig selv ihjel.
Rejseholdet begår nemlig også fejl, og måden, de sammen bearbejder dem, er en central drivkraft. De balancerer konstant mellem at frustrere og omfavne hinanden, og som en superheltegruppe excellerer de i kraft af fællesskabet – men kan også nogle gange rive fællesskabet ned.
Den spændvidde giver plads til glæde og humor, når de lykkes, men kan omvendt udmønte sig i mistro og uvenskab, når det går galt.
Privatintrigerne knager
Portrættet af figurernes følelsesliv, der bringes med ind på arbejdspladsen og slører grænsen mellem privat og professionel, har domineret krimigenren. Og ved gensyn er det også ’Rejseholdet’s akilleshæl.
Når figurernes superkræfter og svagheder skal oversættes til privatlivet, føles det ofte overfortalt og firkantet. Fischer er kortfattet og kæk som en dansk slikhårs-Bond i fuld firspring gennem gågader og skovstier, men privat er han bare en afstumpet mandemandskarikatur. La Cours overnaturlige evner skaber en fin kontrast til realismeidealet, men hans sociale utilpashed omkring alle andre end mordmistænkte fremstår overdreven. De to er et fedt makkerpar i felten, men bliver privat en småirriterende stereotyp på actionmanden og nørden.
IP’s ægteskabskrise foranlediget af Ulfs affære med hans kone bliver hurtigt en træg, stædig gammelmandsfortælling, og før eller siden vil enhver blive træt af at se Michael Falchs retsmediciner Jan sende lange blikke efter Ingrid, der trøstesløst svæver rundt i enketilværelsens depressive datingliv.
Faktisk bliver det mere simple forhold mellem Gaby og Johnny (Lars Bom) den mest spændende private relation, fordi den rummer både kærlig humor og tårevædet drama, og fordi den bliver en del af enhedens sociale liv og som sådan er med til at nuancere fællesskabet i centrum.
Hver karakter har i dag sin loyale fanbase, hvilket også er medvirkende til den vedvarende popularitet, men det er og bliver kollektivets jagt på landets samfundsundergravende, psykopatiske forbrydere, der driver historien frem. Og som gør, at ’Rejseholdet’ stadig er et gensyn værd.
Alle sæsoner af ’Rejseholdet’ kan ses på DRTV.