Lily Allens uudholdeligt menneskelige skilsmissealbum viser, hvor grim kærligheden kan være
ALBUM. I en tid, hvor kunstig intelligens udgør en til stadighed mere og mere alvorlig trussel mod deres eksistensgrundlag, kan musikeres mest effektive forsvarsmekanisme meget vel være at lave musik, der er så menneskelig, at det næsten ikke er til at holde ud.
Det findes der næppe et bedre eksempel på lige nu end Lily Allens første album i syv år, skilsmisseværket ’West End Girl’, hvor den britiske popstjerne blotter hver en afkrog af sit totalsmadrede hjerte, sit rod af et følelsesliv og sit flossede nervesystem med ekstrem detaljegrad.
At lytte til ’West End Girl’ er som at træde ind i en tornado, hvor frådende vrede og knusende sorg hvirvles rundt blot for at kollidere med et fandenivoldsk begær, der kommer til udtryk som både humor, liderlighed og selvdestruktivitet. Albummet minder om et teaterstykke i sin historiefortælling, hvor det ægteskabelige sammenbrud rekonstrueres i et minutiøst væld af replikker og regibemærkninger.
Men det, der udfoldes, er ikke de grandiose, heroiske følelser, vi kender fra storslåede Shakespeare-dramaer, men snarere dem, der ofte tilsidesættes som skamfulde og smålige: bitterhed, hævngerrighed, misundelse, skuffelse, irritation, væmmelse og alle de andre ting, mennesker er gjort af.
’West End Girl’ er et brutalt smædeskrift mod ‘Stranger Things’-stjernen og eksmanden David Harbour, men det er i lige så høj grad en nådesløs selvransagelse. Albummet er et snusket spejl, hvor Allen klokken fire om natten undersøger de sorte rander under øjnene i det skarpeste, koldeste badeværelseslys efter en uge uden søvn.
Det er en obduktion af en krop, der endnu trækker vejret, og man mærker, at det er skrevet og indspillet på blot 10 maniske dage, for det er propfyldt med detaljer, som langt de fleste ville bortcensurere og forsøge at fortrænge, hvis de gav sig selv blot lidt længere betænkningstid.
I kronologisk rækkefølge, en sang ad gangen, skildrer Allen, hvordan hun river sit liv op med roden for at flytte til New York med sin nye mand, hvordan hun selvbedragerisk overbeviser sig selv om at acceptere hans drøm om et polyamorøst forhold, og hvordan ægteskabet lidt efter lidt opløses i mistro, jalousi og bitterhed.
Albummet er et af nyere tids skarpeste kunstværker om, hvor let det er at lyve for sig selv, når der er kærlighed på spil. Og om hvor skamfuldt det er at indrømme, at hjertet ikke altid retter sig efter hovedet: »I tried to be your modern wife but the child in me protests«, synger hun på ‘Relapse’ med en stemme så autotunet, at den nærmer sig det metalliske.
På en sang som ’Ruminating’ er man helt inde i hovedet på Allen, når hun over hektiske drum’n’bass-rytmer forsvinder længere og længere ind i overtænkningens destruktive spiral, mens ’Madeline’ iscenesætter en konfrontation mellem Allen og en af mandens elskerinder som et episk western-opgør med akustisk guitar, kastagnetter og ekkoende pistolskud.
Den storslåede, chillwave-klingende ’Pussy Palace’, hvor Allen ransager den hemmelige lejlighed, som eksmanden har brugt til sine seksuelle eskapader, er en gerningsstedsundersøgelse, som i sin grad af suspense kan måle sig med de bedste krimier.
»I found a shoebox full of handwritten letters / From brokenhearted women wishing you could have been better / Sheets pulled off the bed, they’re strewn all on the floor / Long black hair, probably from the night before / Duane Reade bag with the handles tied / Sex toys, butt plugs, lube inside«, synger hun som en detektiv, der oplister bevismateriale, mens brusende synthesizere maler et kuldslået film noir-univers op omkring hende.
Den usædvanligt funky og genialt betitlede ’Nonmonogamummy’ skildrer Allens på én gang halvhjertede og overgjorte forsøg på at give sig hen til det åbne ægteskab som både komisk, trist og patetisk, mens den tyste og bedragerisk smukke ballade ’Just Enough’ – hvor hun synger om frygten for, at hendes mand har gjort en anden gravid – emmer af indestængt vrede.
»You give me just enough hope to hold on to nothing«, lyder det hjerteskærende til lyden af klagende strygere og en fingerspillet guitar, der i sin staccatorytmik minder om den sagte tikken fra en tidsindstillet bombe.
Allerbedst er ’Relapse’, hvor Allen over et klubparat, Y2K-klingende UK garage-beat synker ned i en sump af alkohol for at komme væk fra hele miseren. Også selvom den frydefulde, næsten salige fornærmelse ‘4chan stan’ – »What a sad, sad man / It’s giving 4chan stan« – fortjener at blive kanoniseret i afklapsningers hall of fame (sorry til alle jer 4chan-brugere).
For få uger siden udgav Taylor Swift det undervældende ’The Life of a Showgirl’, et album fyldt med kærlighedserklæringer til hendes forlovede, sportsstjernen Travis Kelce (og hans store penis), som nok engang illustrerede, at romantisk stabilitet sjældent er kilde til særligt inspirerede sange. Tidligere i år viste Selena Gomez’ skuffende hyldest til ægteskabelig idyl, ’I Said I Love You First’, det samme.
Lige nu finder popstjerner kærligheden på stribe, og de er ikke blege for hylde tosomhedens lykkesaligheder i deres musik. Det skal være dem vel undt, men hvis ’West End Girl’ viser én ting, er det, hvor meget vi har manglet et album, der tør vise råddenskaben bag de romantiske illusioner.
Et album, der spidder glansbillederne med dødbringende giftpile og viser, hvor grim kærligheden kan være.
Der er en slags poetisk retfærdighed i, at det er Allen, en af 00’ernes mest banebrydende popmusikere, som endnu en gang tager teten og viser vejen frem. Det vil ikke undre mig, hvis der er mange popkunstnere, der om 10 år, når de (med statistisk sandsynlighed) selv er blevet skilt, kommer til at se tilbage på ‘West End Girl’ som en vigtig milepæl.
En slags blåtryk for, hvordan popsange kan lyde, når alle de romantiske forestillinger er bristet, og kun ruinerne står tilbage. Det har jeg svært ved at se for mig, at en kunstig intelligens kan klare lige foreløbigt.
Kort sagt:
Lily Allens ‘West End Girl’ er det bitre skilsmissealbum, vi har manglet. Som et teaterstykke iscenesætter hun det ægteskabelige sammenbrud med ekstrem detaljegrad, psykologisk kompleksitet og knivskarpe popmelodier. Et ærefrygtindgydende eksempel på en kunstner, der tør blotte sig fuldstændigt.