Lily Allen har høstet roser for sit seneste album, ‘West End Girl’. Et breakup-album, vi her beskrev som »et ærefrygtindgydende eksempel på en kunstner, der tør blotte sig fuldstændigt« i vores sekstjernede anmeldelse.
Pladen udmærker sig særligt med Allens ærlige skildring af den følelsesmæssige respons, hun oplevede i kølvandet på sin meget offentlige skilsmisse fra ‘Stranger Things‘-stjernen David Harbour.
På albummet holder Allen sig ikke tilbage med detaljerede beskrivelser af begivenhederne, der ledte op til skilsmissen. Alt fra spekulationer om Harbours mulige sexafhængighed til hendes eget selvbedrag i håbet om at imødekomme hans ønsker om et polyamorøst forhold.
De mange konfrontatoriske, til tider vredesfyldte beskrivelser samt anklagerne om utroskab gør, at man nemt kunne fristes til at høre albummet som et blodigt hævntogt. Men i et nyt interview med Interview Magazine afviser Allen, at der er tale om et decideret hævn-album.
»Altså, jeg skrev den her plade på 10 dage i december, og jeg har det meget anderledes omkring hele situationen nu. På det tidspunkt forsøgte jeg virkelig at processere det hele, og det er godt i forbindelse med albummet, men jeg føler mig hverken forvirret eller vred. Jeg har ikke brug for hævn«.
»Det er ikke et ondskabsfuldt album. Jeg føler ikke, jeg opfører mig ondt. Det var bare følelser, jeg processerede på det tidspunkt«, tilføjer hun.
I interviewet bliver Allen også spurgt ind til, hvorvidt pladen blot er en »historie«, hvortil hun svarer, at »noget er baseret på sandhed og noget er fantasi«.
‘West End Girl’, som udkom i fredags, er Allens første album i syv år og følger op på albummet ‘No Shame’ fra 2018.
