INTERVIEW. Pak alle dine fordomme væk om ølbøvser, småsexistiske kampråb og hadefulde optøjer med fansene på den modsatte tribune.
Projektet Von Quar har taget det smukkeste fra fodboldens verden – klubfølelsen, lykkerusen og den hæsblæsende fællessang – og pakket det ind i dansksproget rockmusik, som både vil rykke grænserne for hooligan-stereotyperne og ikke mindst måden, vi går til koncert på.
For til fodboldkampe triller tårerne ned ad kinderne. Der er følelser på spil, som ikke altid er let at sætte ord på, og så er det jo godt, at man kan råbe det i stedet – eller svede det ud med fælleshop og høje knæløft.
Den energi fandt manden bag projektet, Mikkel Øster, hjemme på Viborg Stadion, hvor han spillede slagsang-stortromme for kvindernes landshold. Nu får han Danmark – også os, der ikke interesserer os for fodbold – til at brøle med på numre som ’6 kilometer’ og ’Alt hvad jeg vil’.
Den såkaldte hooligan-rock startede egentlig som en gimmick i forbindelse med Von Quars første live-session. Med et fodboldkor i ryggen fik Mikkel Østers enmandsprojekt pludselig en ny kraft, og i dag er de en fast del af setuppet og medvirkende til, at Von Quar skaber koncerter, der triumferer lige så stort, som når man vinder 4-0 til EM-slutrunden.
I dag, halvandet år senere, har bandet – eller klubben, som de foretrækker at blive kaldt med deres 16 medlemmer – en skamrost Roskilde-debut i ryggen, og fredag ser de frem mod den første af to udsolgte aftener i Lille Vega (og en koncert i Store Vega til februar, for at det ikke skal være løgn).
Vi har ringet Mikkel Øster op for at høre mere om, hvorfor det er godt at drille fodboldfans, hvordan en aften på John Bull Pub i Skive ledte til et drømmesamarbejde, og hvilken – ret uventet – musiker, han ville spille musikalsk bold med, hvis han havde frit valg.
Hvordan fungerer det helt lavpraktisk at forberede et liveshow med 16 bandmedlemmer?
»Det er mig, der laver skitserne til showet, og så tager jeg det med videre. Vi har endda en hooligan-master, Alexander Guldberg, som har det sidste ord for, hvordan hooliganerne skal synge og se ud. Han er ligesom høvdingen«.
Skal I alle blive enige om de kunstneriske valg, Von Quar tager?
»Vi har prøvet, men det kan ikke helt lade sig gøre – det bliver simpelthen ligesom et stort klasselokale, haha. Vi har fundet ud af, at det fungerer bedst med en topstyrer, som så er mig. De kalder mig for chefen«.
Fedt, så I har både en hooligan-master og en chef?
»Ja, haha! Med tiden har vi opnået en ret fin fælles forståelse for projektet, selvom det var mig, der havde den oprindelige idé til musikken og sangene«.
Hvordan har I det med betegnelsen hooligan-rock?
»Jamen, det er jo faktisk noget, vi selv kaldte projektet. Vi prøver at tage alt det voldelige og voldsomme ud af hooliganismen og i stedet fokusere på fællesskabet og kærligheden – den gode vildskab, kan man sige. Vi støtter overhovedet ikke hooliganisme, men der er noget meget fascinerende i det, hvis man filtrerer al den dårlige energi væk«.
Von Quar vil hellere ses som en klub end et band. Kan du uddybe?
»Lige fra start har der bare været kæmpe good vibes iblandt os, ja, nærmest en familiefølelse. Jeg føler, at det er det, vi lukker folk ind i til vores koncerter. Det skaber et kæmpestort fællesskab – lidt ligesom når man står med sin fodboldklub og har kampråb. Folk føler sig som en del af noget større, og det er nok også det, der har gjort koncertoplevelserne så positive«.
I optræder tit i fodboldtrøjer fra modstridende klubber. Hvad er tanken her?
»Vi prøver at provokere lidt – på den søde måde, selvfølgelig. Vi tog et meget bevidst valg om at have alle de forskellige superliga-trøjer, hvor Brøndby og FCK for eksempel stod ved siden af hinanden til P3 Guld«.
Må man spørge, hvilket fodboldhold, du selv holder med?
»Jeg har ikke et yndlingshold, og det må jeg endelig heller ikke få! Så tror jeg, at idéen med vores omfavnende projekt går lidt i vasken«.
Du har lavet og udgivet alle Von Quar-singler med Ole Brodersen Meyer. Hvordan startede samarbejdet?
»Jeg fulgte ham på Instagram, nok fordi jeg synes, han virkede sej. Jeg havde uploadet en video fra en koncert på John Bull Pub i Skive, hvor vi spillede på to kvadratmeter, og det så bare crazy ud«.
»Det syntes Ole så var ret magisk, og han ringede til mig ud af det blå, hvor vi endte med at snakke sammen i tre timer om musik. Efter snakken tog jeg over til hans studie i Malmø, hvor vi færdiggjorde ’6 kilometer’. Vi har arbejdet sammen lige siden«.
Angående ’6 kilometer’, kan du så fortælle om den kunstneriske beslutning at optage en hel musikvideo på et offentligt toilet?
»Haha, vi har fået lidt hate for det, fordi folk nok havde regnet med lidt mere end en skrattet toiletvideo. Men jeg kan godt lide, at vi ikke bare serverer det hele. Idéen var ret impulsiv. Jeg blev inspireret af en clowncore-video på YouTube-video, hvor to personer i klovnekostume står inde på et festivaltoilet og spiller musik«.
Hvad har overrasket dig mest ved dit virke som musiker?
»Det er vildt at se nogen græde og tage det hele ind til vores koncerter – også efter de mere voldsomme og energiske sange, hvor der har været moshpits. Efter Roskilde stod der én og var helt opløst – det var det sygeste at se hende. Hun havde bare haft det så vildt i den stemning, vi havde skabt«.
»Jeg tror aldrig, at jeg har fået folk til at græde, når jeg har siddet bag trommesættet. At komme op foran på scenen har bare åbnet et meget større univers, hvor grænserne for at skrive tekster og skabe stemninger virker kæmpestore«.
Jeres seneste single, ’Hæng en mand’, har nogle lidt mørkere og eksistentielle tematikker. Hvad var tankerne bag at skrive den?
»Sangen er skrevet ud i én køre, mens jeg var meget ked af det – og meget fuld – en tidlig morgen på Skive Musikskole. Jeg følte, jeg havde spildt hele aftenen, og sangen handler nok om ikke at forsømme livet og at huske at føre sine drømme ud i det i stedet. Den bliver altid spillet akustisk live, og det er helt klart været den sang, der rør publikum mest«.
Hvad er dit drømmesamarbejde?
»Uh, det skulle i hvert fald være én, man slet ikke havde regnet med. Måske Johnny Reimar? Er han stadig i live?«.
Hvad har været din bedste oplevelse i din karriere indtil videre?
»Det må 100 procent være Roskilde. Jeg følte mig – det her kommer til at lyde meget irriterende – som centrum og nærmest guddommelig. Publikums fællessang inden koncerten var så høj, at den skar igennem vores in-ears«.
»Jeg fik virkelig gåsehud af det fællesskab og den stemning. Men jeg tror faktisk, det gjorde mig mindre nervøs, fordi vi bare kunne mærke, at publikum var der til at bære os«.
Von Quar spiller i Lille Vega 7. og 14. november.