’Train Dreams’: Ny stor amerikansk filmstemme indfanger selve livets essens i Netflix-aktuel perle
FILM. Med ’Train Dreams’ åbenbares en ny stor kunstnerisk stemme i amerikansk film. Eller måske snarere to.
Instruktør Clint Bentley og hans medmanuskriptforfatter Greg Kwedar har nemlig allerede etableret sig som en fast duo, der – i stil med ’The Brutalist’-parret Brady Corbet og Mona Fastvold – samarbejder om manuskripterne og skiftes til at instruere.
De færreste har nok set Bentley og Kwedars to instruktørdebuter, henholdsvis ’Jockey’ (2021) og ’Transpecos’ (2016). Men sidste år brød de pludselig igennem med det rørende, tredobbelt Oscar-nominerede fængselsdrama ’Sing Sing’, instrueret af Kwedar.
Nu er det Bentleys tur til også at brillere som instruktør. Det gør han med det anderledes storladne og alligevel intime periodedrama ’Train Dreams’, baseret på Denis Johnsons kortroman af samme navn.
Handlingen foregår fra omkring år 1900 og frem til 1960’erne – en tid med store forandringer i det amerikanske samfund. Jernbanen udbygges og forbinder hidtil isolerede områder, og snart kommer moderne teknologi buldrende med industrialisering og urbanisering uden at se sig tilbage.
Midt i denne overgangsperiode står en lille, ubetydelig mand, som de færreste vil huske, spillet uforglemmeligt af Joel Edgerton. Skovhuggeren Robert Grainier arbejder som daglejer og lever en simpel og enlig tilværelse, indtil han møder kvinden Gladys (Felicity Jones), og kærligheden pludselig giver livet mening.
Men ’Train Dreams’ indfanger i høj grad også livets usikkerhed og tvivl. »Jeg føler, jeg misser hele hendes liv«, siger Robert bekymret til Gladys, da de får en datter, og han på grund af sit arbejde i lange perioder er væk fra familien. Gør han det rigtige? Bevæger deres lille liv sig i den rette retning?
Den stilfærdigt gribende livsfortælling udfolder sig i et roligt og nærmest meditativt tempo, tilsat drømmende musik og ufatteligt smukke billeder skudt af Adolpho Veloso, som får én til at ønske, at ’Train Dreams’ havde gjort sine Netflix-søskende ’Jay Kelly’, ’Frankenstein’ og ’A House of Dynamite’ selskab i de danske biografer.
Joel Edgerton er med god grund på tale til karrierens første Oscar-nominering i amerikanske filmmedier. Den altid fremragende australier formår at give den stoiske hovedkarakter tyngde, dybde og menneskelighed. Med sine små ansigtstræk og sine klare, blå øjne overbeviser Edgerton os om, at Robert føler rigtig meget, selvom han siger meget lidt.
Uden helt selv at kunne sætte ord på det er Robert tynget. Det er, som om døden hænger ildevarslende over hovedet på ham. For i ’Train Dreams’ viser USA’s mørke sider sig som hjemsøgende spøgelser i hovedpersonens eftertænksomme liv.
Først føler Robert sig medskyldig over sine hvide kollegaers racistisk motiverede drab på en asiatisk skovarbejder, der herfra følger ham gennem resten af tilværelsen som en tavs ånd. Senere bringer filmen skovhuggernes og hele det moderne samfunds ugerninger mod naturen på banen. »Vi fælder træer, som har stået her i 500 år. Det kan ikke undgå at gøre noget ved en mands sjæl«, siger en aldrende skovhuggerkollega, spillet mindeværdigt af William H. Macy.
»Han ville se tilbage på denne tid som sin lykkeligste«, lyder det undervejs fra filmens gennemgående voiceover-fortæller, der ved mere end hovedpersonen selv. For Roberts liv tager en voldsom drejning, som han kommer til at bruge resten af sin tid i verden på at forstå. Og tiden sætter alting i perspektiv, selv den største sorg.
Bentley skriver sig formfuldendt og poetisk ind en americana-filmtradition med Chloé Zhao som ligesindet og Terrence Malick som et tydeligt forbillede. Ligesom sidstnævnte i film som ’Days of Heaven’ og ’The Tree of Life’ balancerer den 40-årige instruktør fornemt mellem de store, skæbnesvangre linjer og de helt nære, små øjeblikke.
Når det episke og det hverdagsligt ordinære flettes så bevægende sammen, som det gør i ’Train Dreams’, kommer man også som publikum en smule tættere på ikke bare USA’s, men selve livets uhåndgribelige essens.
Kort sagt:
Clint Bentleys anden spillefilm er et formfuldendt, poetisk og meditativt periodedrama om livets gang, der med inspiration fra Terrence Malick fornemt blander det episke og det intime.