EsDeeKid
Der sker afsindigt spændende ting i den engelske hiphopundergrund, hvor et navn som Fakemink, Londons selverklærede »frelser«, lige nu oplever stor interesse for sin vanedannende jerk-stil.
Et andet prominent navn i denne bølge er den maskerede rapper EsDeeKid, der da også har samarbejdet med Fakemink af flere omgange.
Ikke mindst på ‘LV Sandals’, et hårdtslående højdepunkt fra EsDeeKids debutalbum, ‘Rebel’, der har mere til fælles med både Playboi Carti og svenske hiphop-pionerer som Yung Lean og Bladee (mere om dem lige om lidt!) end med den UK drill, der i mange år har domineret landet.
De seneste uger har det dog ikke været musikken, der har sikret EsDeeKid opmærksomhed, men ligheden med en vis skuespiller. Internettet er nemlig overbevist om, at det er Timothée Chalamet, der gemmer sig masken.
Vi glæder os til at opleve ham på Roskilde Festival, uanset om konspirationsteorierne holder stik. MH

Oklou
Med ’Choke Enough’ – som vi her på Soundvenue kårede til et af halvårets bedste album – blev franske Oklou et af de allermest hypede navne på den eksperimentelle popscene.
Og med god grund: Albummets mystiske, hemmelighedsfulde aura og særegne lyd, der bedst kan beskrives som et sted mellem trommeløs eurodance og elektronisk barokmusik, gør det til sin egen lille verden.
En verden, som meget vel kan blive et tiltrængt helle på årets Roskilde Festival, hvor Oklous stille, men tryllebindende musik står i skærende kontrast til det totale kaos, der ellers hersker.
Den slags koncerter er nogle gange præcis det, man har brug for. RW

Yung Lean & Bladee
Siden begyndelsen af 2010’erne har de svenske rappere Yung Lean og Bladee på radikal vis skabt deres helt egen niche i det internationale hiphoplandskab.
Skønt de i dag med rette regnes for stilskabende pionerer, fortsætter de ufortrødent med at stille sig på kanten af det etablerede med til stadighed mere vidtfavnende og særegne diskografier.
Musikalsk har de efterhånden begge bevæget sig væk fra den sfæriske cloudrap, der definerede karrierernes begyndelse, men uanset om de eksperimenterer med hyperpop og rage rap eller slackerrock og indiefolk, fortsætter de med mest af alt af lyde som sig selv.
Med andre ord er deres fælleskoncert på årets Roskilde Festival en ret enestående mulighed for at opleve to af det seneste årtis års mest egenrådige excentrikere til én koncert. RW

Rochelle Jordan
Selvom hun debuterede helt tilbage i 2010, skulle 2025 vise sig at blive året, hvor den canadiske r’n’b-musiker Rochelle Jordan fik en smule af den anerkendelse, hun længe har fortjent.
Hendes nye anmelderroste album, ’Through the Wall’, er med en unik kombination af deephouse, alternativ r’n’b og UK-garage uden tvivl et af de seneste års mest atmosfæriske og stemningsfulde dancepop-album.
Albummets fyldige produktioner fra blandt andre Kaytranada forfører øret med deres udsøgte detaljerigdom, og det samme gør Jordans fløjlsbløde, sensuelle vokal og stærke melodiske sans.
Alle sammen gode grunde til at glæde sig over, at Jordan langt om længe gæster Danmark for første gang i karrieren. RW

Kneecap
Kneecap har om nogen domineret den offentlige samtale i 2025.
Den irske hiphop-trios hårdtslående kombination af ekstatisk klubmusik og mørk grime, der brænder med en sjældent kraftfuld revolutionær ild, har taget tidsånden med storm.
Det fornemmede man ikke mindst, da de tidligere i år skabte euforisk forløsning på NorthSide. Og da de efterfølgende gjorde det samme under to udsolgte koncert i Store Vega.
Der er ingen grund til at pakke elefanthuen og partisanertørklædet for langt væk, for Kneecap kan tydeligvis ikke holde sig væk fra Danmark. Til gengæld kunne den lange stribe af stærke singler, trioen har udgivet i løbet af efteråret, godt tyde på, at de medbringer et nyt album.
Man har da lov at håbe. RW

Little Simz
Virker Orange Scene lidt stor til Little Simz?
Muligvis, men hvis man var til stede under den britiske rappers koncert på festivalen i 2022, ved man, at det bare er om at møde op. »En overvældende magtdemonstration«, lød det i vores seksstjernede anmeldelse.
Siden da har Simz udgivet yderligere to stærke album i form af ‘No Thank You’ og senest ‘Lotus’, der landede i kølvandet på et meget offentligt brud med rapperens mangeårige samarbejdspartner og barndomsven, produceren Dean Cover aka Inflo, der også står bag gruppen Sault.
Ifølge Simz er ‘Lotus’ ganske vist ikke et hævnalbum, men resultatet er alligevel hendes hårdeste til dato. Og det klæder hende. MH

David Byrne
Talking Heads-frontmanden David Byrne har i årtier været garant for spektakulære totaloplevelser, der udfordrer grænserne for, hvad en koncert overhovedet kan være.
Sådan var det også, da han i 2018 spillede en euforisk koncert på Arena som en del af sin ’American Utopia’-turné, der sidenhen blev foreviget i en vanvittig koncertfilm instrueret af Spike Lee.
Nu vender Byrne tilbage til Roskilde Festival med det splinternye album ’Who Is the Sky?’ og en nytænkning af sit koncertformat, der, at dømme efter de internationale anmeldelser, er endnu et spektakulært sansebombardement med skarpt stiliseret scenografi og dansere.
Og – ikke mindst – masser af klassikere fra den lange, vidtfavnende karriere. RW
Se alle dagens Roskilde Festival-annonceringer HER.
