REPORTAGE. »Det kommer til at sejle i aften. Det kommer du til at opleve«.
Jeg er på H15 Scene på Vesterbro og taler med Pixel.Daddy aka Lu Parker om aftenen, der skal til at gå i gang, nemlig en aften i event-serien Spoiler Room. Et koncept, der efterhånden har opnået noget, der kunne ligne kultstatus på den københavnske undergrundsscene.
Pixel.Daddy er manden bag konceptet, hvor musikere – erfarne og uerfarne – knap én gang om måneden kan prøve noget af deres nyeste materiale af.
Der er kun et krav: Musikken må ikke være udgivet – deraf navnet Spoiler Room. Man spoiler sin musik, ligesom man kan spoile slutningen på en film og ødelægge hele oplevelsen for én, der ikke har set den.
Tanken med Spoiler Room er dog ikke at ødelægge noget. For Lu handler det tværtimod om at skabe et trygt frirum, hvor musikere åbner deres proces og viser noget frem, der stadig befinder sig i en slags testfase.
En vaccine mod bedroom producer-pandemien
For Lu opstod idéen som en reaktion på en noget sørgelig tendens, han så blandt flere af sine musikfæller – særligt blandt dem, der ikke har et stort studie eller pladeselskab at falde tilbage på.
»Jeg lavede Spoiler Room for nogle år siden, fordi jeg gik på konservatoriet og var træt af ikke at kunne høre mine venners musik og demoer, mens de var i gang at lave dem«, fortæller han.
»Bedroom produceren er en kæmpe ting nu, og langt de fleste producerer, skriver og mixer selv. Alle dele af processen kan man lave i sit soveværelse. Det er det, jeg måske ville kalde bedroom producer-pandemien«.
For Lu handler det i høj grad om at bryde den alt for individuelle boble, som soveværelset er i stor risiko for at udvikle sig til for nogle musikere.
»Processen kan hurtigt blive rigtig ensom, og jeg oplevede med mig selv, at det skete. Så jeg havde lyst til at lave et sted, hvor folk kunne dele deres musik, mens det stadig var i proces – altså før det var færdigt«.
Netop det høje fokus på et slutprodukt som for eksempel en ep eller et album betyder for Lu, at musikken mister noget.
»Så går man bare og nørkler med det og prøver at gøre det helt perfekt, før man kommer ud med det. Men jeg tror fundamentalt ikke på, at det er sådan, musik fungerer, eller at det er sådan, man laver god musik heller. Jeg tror, at folk bliver bedre musikere af at spille deres ting før de er færdige«.
Aftenens koncert på H15 kører med et forholdsvist beskedent setup. Der er en ‘scene’ bestående af et bord med en pc, en række mikrofonstativer og andet musikudstyr – alt sammen oplyst af en enkelt LED-lampe hængende mellem to tråde fra lokalets loftrum. Beskedent, men effektivt.
Aftenens lineup tæller optrædener fra ni forskellige artister, heriblandt musikerne Agnes Hartwich, Guldlokk og Mercedess. Derudover byder hver aften på en co-host – en skiftende medvært, der er med til at finde artister til eventet. I aften er det rapperen Nøx, der er co-host.
I begyndelsen er antallet af fremmødte ikke i den høje ende, men det er bestemt ikke på bekostning af stemningen i det rustikke Kødbyen-lokale.
DM fra Inger Støjbjerg
Aftenen sættes officielt i gang, da folk kaldes til cirkelformation til en indledende vejtrækningsøvelse guidet af Pixel.Daddy, der efterfølgende, som en prædikant, manifesterer hovedbudskabet for aftenens gang.
»Dette er et sted til at have det sjovt og fucke rundt. Jeg ved lige så lidt som jer om, hvordan natten kommer til at udspille sig«, siger han på engelsk af hensyn til de internationale tilstedeværende.
Rammerne er sat. Alt kan gå glat, alt kan gå galt, og det hele er fint.
Genremæssigt er aftenen nærmest umulig at placere. Eventet bevæger sig fra hiphop og ambient til pop og eksperimenterende rock. En musikalsk spændvidde, man ellers sjældent oplever, der er rum til i dansk musik.
Den genremæssige bredde er også noget, som initiativtageren stræber efter, hvilket er derfor, co-hosten ofte kommer fra forskellige steder på den danske musikscene.
»Vores udvælgelsesproces er en kombination af at spørge sine venner, om de vil komme og dele demoer, folk der skriver ind og så co-hostens netværk«, fortæller Pixel.Daddy.
Eventets co-host, Nøx, lægger ud med aftenens første nummer. En demo, som hun havde skrevet, da hun, efter eget udsagn, havde brug for at sende en sviner afsted mod tre af sine veninder.
Efter Nøx serveres vi en finurlig omgang hyperpop-rap fra Praytell, hvorefter Pixel.Daddy er klar med aftenens første intervention: Han har nemlig fået en DM fra Inger Støjbjerg, som faktisk er et lille digt med titlen ‘Jeg elsker et fast håndtryk’ – og det bliver jo nødt til at blive fremført.
Om der dog var tale om en rigtig DM eller blot et påfund fra den pixelerede patriak, forbliver i det uvisse.
»Jeg aner aldrig, hvordan en aften kommer til at gå«
Selv betegner Lu det hele som »en nyfortolkning af open mic«. Hver aften er uforudsigelig – og nok en smule kaotisk.
Kaosset er dog noget, som værten i høj grad omfavner. Det er nærmest utilregneligheden, der gør Spoiler Room til, hvad det er.
»Hvis man tager til koncert i Vega, så ved man godt, hvordan koncerten kommer til at gå. Og det synes jeg personligt er det sjove ved at lave Spoiler Room. Jeg aner aldrig, hvordan en aften kommer til at gå«.
Helt som lovet forløber aftenen langt fra så stringent og smooth, som man måske ville opleve til en nøje velkoordineret koncert på et andet spillested. Flere gange opstår der småproblemer under skiftene mellem de forskellige artister – enten med lyset, lyden eller noget helt tredje.
Man får dog aldrig følelsen af, at noget går i stykker. Rummet emmer af en charmerende lemfældighed, og der er ikke ligefrem det store pres om at skulle levere en superbowl-værdig tilrettelagt optræden.
Aftenens tredje act, Mercedess, må da også starte om igen efter lidt knas med et backingtrack, efterfulgt af nogle lysproblemer, der efterlader rummet i et bælgravende mørke. Ikke at det ikke også er stemningsfuldt.
Hun kommer dog hurtigt ovenpå i takt med lysets tilbagekomst med et nummer, der begynder a capella: »I’m tired of announcements / I’m tired of your girlfriends«. Ordene fra den på det tidspunkt uudgivne ‘Announcements’, som vi kårede som en af forrige uges bedste sange.
Aftenen byder på flere interventioner fra værterne, der fungerer som små interludes mellem aftenens varierede musikalske palet.
»Hvor mange af jer laver musik?«, spørger Nøx publikum på engelsk til stor håndsoprækning. Noget, der i øvrigt bekræfter en af mine teser omkring aftenen: Spoiler Room er i høj grad arrangeret af musikere til musikere.
Et kaotisk legerum
Efter 20 minutters pause og en performance fra aftenens vært, Pixel.Daddy, træder den italienske multikunstner Margo Sanda ind under den lyseblå lampe i et tre-mands-setup bestående af bas, drumpad og sampler.
Her fremfører hun et nummer, der med tunge rytmer og en intens vokalperformance nærmest kan beskrives som ritualistisk – og som også lader til at gøre et vist indtryk på publikum. »Sygt!«, bliver der råbt af bare begejstring, så det kan høres selv under de insisterende tromme-samples.
Publikum bedes efterfølgende om at rykke tættere ind mod midten, og man fornemmer en tiltagende nærhedsfølelse i det i forvejen intime industrilokale på Vesterbro.
Meget passende til stemningen indtager Agnes Hartwich en stol på scenens midte med to akustiske demoer. Sange af meget personlig karakter.
Hartwichs lyriske og tekniske overskud gør det igen svært for det smalle publikum at holde entusiasmen tilbage. »Hvad fuck sker der? Det er jo for sindssygt!«, udbryder en overvældet deltager.
Sangeren og produceren Guldlokk er aftenens næstsidste act, der med et afdæmpet, autotune-drevet r’n’b-nummer på flere måder indfanger den helt særlige intimitet, der har luret i løbet af aftenen.
»Jeg har mistet al min dopamin / Jeg er så tør som en rosin / Kender I det?«, synger hun, mens hun ser publikum dybt i øjnene.
Koncertrækken rundes af med en afsluttende demo fra Nøx, hvorefter en playliste med liflig elektronisk musik hjælper rummet med langsomt at glide ud. Nu er der dømt mingling og hygge, måske tid til at få nye venner.
Man står i hvert fald tilbage med følelsen overværet et venskabeligt lyttefællesskab snarere end en decideret showcase. Trygheden i rummet virker nærmest som en konsekvens af det kaos, som aftenen har budt på.
Et kaotisk legerum er måske lige det, som mange musikere og kunstnere har brug for i så uforudsigelig en branche.
Næste udgave af Spoiler Room finder sted 8. januar. Find mere information HER.