DE MEST SEXEDE SANGE. At kalde Serge Gainsbourg og Jane Birkins ikoniske duet for den mest sexede sang nogensinde er måske et safe bet, men jeg kan stadig få varme i kinderne og pulsen op af ‘Je T’Aime… Moi Non Plus’.
Det er en sang, som har eksisteret i hele mit liv, men mine frankofile (og ansvarlige) forældre skærmede mig for den, indtil jeg nåede alderen, hvor man skulle indvies i voksenlivet. Der fik jeg historien om min far, der boede i det 15. arrondissement i Paris i 1969, da »den frække sang« udkom.
Serge Gainsbourg havde på det tidspunkt solidt etableret sig som et stort navn på den franske musikscene. Først inden for jazzen og chanson-traditionen i 50’erne og som eksponent for yé-yé-bølgen i midten af 60’erne.
En unik fransk variation af den beat- og popmusik, der hovedsagligt kom fra USA og England i de år. Af navnkundige yé-yé-kunstnere kan nævnes Francoise Hardy, France Gall og skuespillerikonet Brigitte Bardot. Alle tre har sunget numre skrevet af Serge Gainsbourg, og sidstnævnte spiller en helt central rolle i tilblivelsen af ‘Je T’aime… Moi Non Plus’.
I 1968 udsendte Gainsbourg og Bardot duetten ‘Bonnie & Clyde’. Kort forinden havde de indledt et forhold (selvom hun var gift), og hun bad ham om at skrive »den smukkeste kærlighedssang, du overhovedet kan forestille dig«.
Det tog Gainsbourg en enkelt nat, og resultatet blev ‘Je T’aime… Moi Non Plus’, som han og Bardot indspillede under en session, der ifølge teknikeren også inkluderede erotisk interaktion mellem parret. Efterfølgende blev Brigitte Bardots mand bekendt med hendes forhold til Gainsbourg og krævede, at sangen under ingen omstændigheder blev udsendt.
Jeg giver da bare sangen til en anden så
Hvad gør man så? Man kan jo ikke lade en god sang gå til spilde, så Gainsbourg indspillede en ny version med sin nye (og officielle) kæreste, engelske Jane Birkin.
Måske ikke lige det mest elegante move, men ikke desto mindre blev det denne version, som verden fik at høre i foråret 1969, og som øjeblikkeligt blev genstand for både fascination og forargelse. ‘Je T’aime… Moi Non Plus’ toppede hitlisterne i adskillige europæiske lande og solgte tre millioner eksemplarer i løbet af et halvt år. I flere lande, heriblandt Sverige, måtte man i øvrigt kun spille sangen i radioen efter klokken 23.00.
Historien om tilblivelsen af nummeret blev jeg selv bekendt med i filmen ‘Gainsbourg: A Heroic Life’, og siden har det undret mig, hvorfor i alverden Jane Birkin sagde ja til at synge en sang, som var skrevet til en anden kvinde. Hun har selv udtalt:
»Jeg sang den kun, fordi jeg ikke ville have andre til at synge den. Tanken om, at Serge var intim i et studie med andre, gjorde mig jaloux«.
Måske det er dette sammensurium af intense følelser, som gjorde udslaget, for man må sige, at Jane Birkin i den grad leverede en vokalpræstation til historiebøgerne. En performance, som efter mere end 50 år stadig er yderst troværdig og får én til at spidse ører.
Skælvende stønnen
Musikalsk er nummeret centreret omkring en catchy melodi spillet på orgel, der akkompagneres af en diskret rytmesektion og strygere, der understreger melodien som sangen skrider frem. Og selvom ophavsmanden også medvirker og understøtter melodilinjerne som vokalist, hersker der ingen tvivl om, at Jane Birkin er sangens hovedperson.
Hendes stemme er mixet helt frem i lydbilledet, så lytteren ikke kan overhøre hver en strofe, hver en hvisken og hvert et udbrud af nydelse. Selv uden hendes skælvende stønnen og simulerede klimaks fire minutter inde (»Non! Maintenant viens!«) oser denne sang af sex.
De franskkyndige vil ligeledes notere sig andre af tekstens linjer, der ikke overlader synderligt meget til fantasien (eller måske netop gør det!):
»Tu vas, tu vas et tu viens / Entre mes reins / Et je te rejoins«. (Du vandrer, du vandrer / og du kommer / Mellem mine lår, og jeg mødes med dig).
‘Je T’aime… Moi Non Plus’ er til stadighed den mest sexede sang, jeg nogensinde har hørt.