I det øjeblik blev sangen slettet fra min festplayliste. For jeg gider ikke høre MAGA-musik

KOMMENTAR. I folkeskolen brugte jeg alt for mange timer på at lære Nicki Minajs ’Superbass’ udenad.

På YouTube fandt jeg lyrics-videoer af rappen og brugte aften efter aften på at trykke afspil igen, indtil mine rapkundskaber var stærke nok til at imponere familie og venner, lige så snart »this one is for the boys with the boomin’ system« lød fra radioen.

Spol frem til 2026, hvor de timer og det tillærte talent har vist sig at være totalt spild af tid, da det bestemt ikke længere er et flex at kunne rappe med på Nicki Minajs højtempo-vers.

Det er faktisk decideret u-sejt at lytte til Nicki Minaj nu. Derfor må jeg holde mine ’Superbass’-skills for mig selv og leve et liv uden at lytte til resten af Minajs megahits.

Det er mit eget valg, og det giver mening for mig. Men det er fucking nederen.

Minajs MAGA-musik

For i en verden, hvor politiske spørgsmål er allestedsnærværende og kræver, at man tager stilling, er det svært at ignorere værdier og holdninger (eller mangel på samme) fra musikeren bag din yndlingsmusik.

Populært sagt: Kunsten og kunstneren hænger sammen og kan ikke adskilles. Også selvom man virkelig gerne ville kunne.

Den musik, du lytter til, det merch, du køber, de koncerter, du tager til, bliver alt sammen til penge i lommen på en musiker, du skal have lyst til at give dine penge til.

Nicki Minajs totale højredrejning, hendes relationer til dømte seksualforbrydere (ja, i flertal), hendes pludselige LGBT-had og alt derimellem kaster en mørk skygge over Minajs mange pink popalbum.

Der er simpelthen så mange megahits, som jeg ikke længere kan lytte til med god samvittighed.

’Superbass’ blev for alvor ødelagt for mig, da den bragede ud af højtalerne til den højreorienterede organisation Turning Point USA’s årlige konference i starten af året, netop som Minaj gik på scenen hånd i hånd med Erika Kirk og kort efter roste Donald Trump.

Sangen blev slettet fra min festplayliste på Spotify lige der. For jeg gider ikke høre MAGA-musik.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Diskussionen om, hvorvidt man kan separere kunst fra kunstner, popper op hver gang en musiker kommer til at afsløre sig selv som et dårligt menneske i højere eller mindre grad.

I mindre grad må være Taylor Swift, der tilsyneladende bruger sit privatfly, som vi andre bruger cyklen, og i højere grad Chris Brown, der i 2009 blev dømt for vold og trusler mod sin ekskæreste Rihanna.

At være fan indebærer en idealisering af musikeren, som man gennem musik og medier opbygger et parasocialt forhold til. Et forhold, som bliver brudt, når man opdager, hvor nederen et menneske de faktisk er.

Da Nicki Minaj skiftede de tidligere overbevisninger ud med en rød MAGA-hat, var det ikke bare trist at overvære, men føltes nærmest som et personligt svigt.

Nicki Minaj var ikke bare et ikon på grund af sine selvsikre, snappy tekster, men fordi hun også var med til at gøre kvindelige rappere mainstream i popkulturen i en tid, hvor de i høj grad manglede.

Hun var i 2010’erne heller ikke bange for at bruge sin platform til at kritisere blandt andet politivold, racisme og ironisk nok Trumps antiimmigrationspolitik.

Skuffelsen over, at hun ikke længere er alt det, som jeg engang beundrede hende for at være, er en følelsesmæssig forurening, en forstyrrelse af alt det, der også følger med musikken.

Alt det som er svært at ignorere, når man lytter til et stykke musik, og som musikken desværre kommer til at repræsentere.

Larmende stilhed

Det er af samme grund, at det er så nemt at være fan af en som Billie Eilish.

Billie Eilish tør tale højt om sit mentale helbred, siger fra over for den misogyne seksualisering af kvindelige artister, og da ICE-brutaliteterne i USA i begyndelsen af var på sit højeste, var hun en af de første stjerner til at kritisere de amerikanske immigrationsmyndigheder.

»Hey, har mine med-kendte tænkt sig at sige noget, eller…?«, lød det fra popsangeren i en Instagram-story fra januar, hvor hun altså stillede sig noget uforstående overfor sine Hollywood-kollegaers stilhed.

Netop de sociale mediers konstante nærvær gør også, at man i højere grad forventer, hvis ikke forlanger, at kendte mennesker kommenterer på aktuelle sager.

Når de ikke gør, er stilheden larmende, som Billie Eilish også ikke så subtilt påpeger i sit story-opråb.

Til årets Grammy Awards brugte hun også sin takketale på at kritisere ICE, da hun vandt prisen for Song of the Year for ’Wildflower’, ligesom hun sammen med en række andre kendte bogstavelig talt lod sin holdning sidde uden på tøjet, da flere gjorde et »Ice out«-badge til en del af aftenens outfit.

Selvom badget på nogle A-listere var så småt, at man næsten skulle knibe øjnene sammen for at læse dets budskab, og selvom det måske, måske ikke var en performativ handling, så var det lille badge en tavs erklæring af musikerens politiske ståsted.

Det betød også, at jeg dagen efter prisuddelingen nød det ekstra meget, da jeg satte Billie Eilish på.

Musikafspilningen blev min egen personlige støtteerklæring til det, hun står for.

Problemet er bare, at selvom jeg elsker Billie Eilishs lavmælte pop, så elsker (elskede) jeg også Nicki Minajs bombastiske Harajuku Barbie-bars.

Derfor er jeg sur på hende. Skuffet, såret, sur.

Sur på hende og på Kanye West og på Azelia Banks og på alle de andre musikere, hvis musik jeg elsker, men som ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, men i stedet forpester deres egne værker med deres totale holdningsskifte, sindssyge standpunkter og åndssvage opførsel.

Hvorfor kan lige præcis mine yndlingsmusikere ikke bare opføre sig ordentligt?

Selvom det her skriger af, at det er ih så hårdt at være woke, og at der helt sikkert er folk, som mener, at det virkelig ikke er that deep, så tillader jeg mig alligevel at holde fast:

Musik skal være et fristed, et uforbeholdent rum, der underholder, trøster, motiverer og alt muligt andet godt, og som ikke skal give dårlig samvittighed eller anledning til at stille spørgsmålet: Må jeg egentlig stadig kunne lide det her?

Måske det ikke er that deep, men det er i hvert fald mega nederen, at der er så mange musikere, der viser sig at være mega nederen.