’Marty Supreme’: Tag en livredder med i biografen, for denne forhåndssmash af en film giver åndenød
FILM. Kender du udtrykket postcinematisk facialekspression?
Det er (hermed) det medicinske begreb for, hvordan dit fjæs ser ud, når du forlader biografen efter en rigtigt god film.
Der er de røde grådopløste kinder efter en vellykket tåreperser, de paralyserede øjne efter et eksistensomvæltende drama eller de indforståede nik efter en intellektuel mesterøvelse.
Og så er der det let mistroiske grin, du sender din sidemakker på vej ud fra en film som ’Marty Supreme’, det samme grin, som folk har, når de forlader Dæmonen i Tivoli eller har gyset over freestyle-skiing ved Vinter-OL.
Brødrene Josh og Benny Safdie genopfandt intensitet på film med deres hyperenergiske, rastløse karakterstudier i ’Good Time’ og ’Uncut Gems’, og med sin første film på egen hånd – efter et angiveligt relativt grimt breakup – har storebror Josh taget den karakteristiske stil til et nyt niveau. Stadig åndeløst speedsnakkende, hektisk filmet og med en enerverende hovedperson på søvnfattigt togt gennem deres hjemby New York, nu blot i start-50’ernes beskidte og kaotiske Lower East Side.
I filmens første scene charmerer Timothée Chalamets Marty Mauser en kvindelig kunde i sin onkels skoforretning, før han knalder kæresten (Odessa A’Zion) i baglokalet og afviser et tilbud om at blive forfremmet til manager af biksen.
Marty kan sælge sko til en amputeret, som han senere selv udtrykker det, men hans drømme rækker længere end en størrelse 47. Han vil være verdensmester i bordtennis, nej ikke bare dét, han vil gøre sporten til et globalt fænomen.
Mellem Marty og hans mål står en hel parade af pengeproblemer, dårlige beslutninger og skeptiske pårørende, der over to en halv time sender ham på kollisionskurs med alle fra kærestens husbond og lokale gangstere til en ældre falleret filmstjerne (Gwyneth Paltrow) og dennes hovedrige mand, som Marty hurtigt ser sit snit til at presse penge af.
Det kræver nemlig finanser at nå til først London og siden Tokyo for at dyste mod de bedste, og i dette harmonikasammenstød af ambition og illusion skiftevis løber, parererer, snyder og snakker den uknækkelige Marty det bedste, han har lært.
Det kan måske lyde som en velkendt outsider-fortælling om vejen fra upåagtet til podie, men sådan er en Safdie-film ikke, og de sportslige sejre er her højst af Pyrrhus-slagsen. Historien er meget løseligt baseret på den virkelige bordtennisspiller og gadehustler Marty Reisman, og mens film om misforståede genier som Steve Jobs filtreres gennem bagklogskabens klare lys, er den forfriskende vinkel her den tvivl, man oprigtigt bringes i fra scene til scene: Er Marty visionær eller fantast? Er han drevet af mening eller bare en barnagtig narcissist? Og er der egentlig forskel, før skæbnen og tilfældigheden dikterer det endelige udfald, som var det skrevet i granit på forkant?
’Marty Supreme’ har delt vandene efter sin amerikanske premiere, og der er dem, der finder hovedpersonen for svær at holde af og med. Hvilket dog er omtrent essensen af en Safdie-film. Måske står og falder det også med, om man lader sig besmitte af Timothé Chalamets drengede og anmassende præstation, men efter min opfattelse er han født til rollen. Man forstår godt, hvorfor han både kan score og frastøde Paltrows tidligere 30’er-starlet, der bliver endnu en genstand for Martys kåde stræben, men viser sig at være undertrykt af de samme kræfter, som snart skal lægge bånd på ham.
Tilsat Safdie-hofkomponist Daniel Lopatins mest storladne og tilgængelige elektroniske score til dato – plus et par ørehængende, anakronistiske 80’er-needle-drops – bevæger filmen sig gennem faldefærdige opgange, tilrøgede spillehaller og sølle hotelværelser, og når Marty endelig befinder sig i suiten på The Ritz, er det, fordi han har hustlet sig dertil, ikke fordi han hører hjemme.
‘Marty Supreme’ er nemlig også en film om Amerikas tab af værdighed, om hvordan landet efter Anden Verdenskrigs heltedåd langsomt lod sig korrumpere af en på flere måder forståelig higen efter monetarisk lykke, som forvandlede alt til en transaktion, stillede alt til rådighed for en kommerciel udhuling. Resultatet spejler sig langt ind i den aktuelle verdenstilstand.
I en hjemsøgende, uforglemmelig flashback-scene ser vi, hvordan Martys bordtennisven Kletzki under sit fangenskab i Auschwitz fandt et bistade i skoven og smurte hele sin krop ind i honning, så hans sultne medfanger kunne slikke det af, da han kom tilbage til lejren.
Som amerikansk immigrant er han nu tilfreds med at spille show-pingpong med søløver og grydelåg som opvarmning for The Harlem Globetrotters, og også Marty møder ydmygelse efter ydmygelse som billede på, at bag alle store drømmere står en stor pengemand klar med en omgang spanking med et hårdt bordtennisbat.
»Jeg er Hitlers værste mareridt«, markedsfører Marty sig kålhøgent over for journalister, men hans eget mareridt er hans mæcen og nemesis, kuglepensmatadoren Rockwell, som Josh Safdie oprindeligt havde påtænkt at vise som en bogstavelig vampyr. Pointen trænger dog tydeligt igennem uden hugtænder.
Der er altså bund i manuskriptet frem mod en måske lidt for letkøbt pointe om den erobringsivrige unge mands erkendelse af livets sande mening, men det er nu især friktionen, fremdriften og teksturen i hvert enkelt sekvens (også selve bordtenniskampene), der driver værket.
Man nyder simpelthen at være med på Martys mission impossible fra sikker afstand, nyder de opsvulmede svedige ansigter (skud ud til Abel Ferrara som hundeelskende gangster!), der bebor filmen, og alle de opportunistiske schemes, som både han og kæresten Rachel improviserer undervejs, og som er med til at gøre det til den sjoveste Safdie-film hidtil. Rachel spilles i øvrigt af Odessa A’zion, som til overflod bringer nerveflosset karisma til en rolle som tålmodigt ventende gravid kvinde, der ellers står lidt stereotypt på papiret.
’Marty Supreme’ synes sammen med film som ’Anora’ og ’One Battle After Another’ at have fundet en model for, hvordan man midt i en franchisetid løfter originalmateriale op som event-oplevelser til det store lærred: gennem hektiske plots fuld af forlystelsessyge optrin, excentriske bifigurer, gennemført miljøtegning og hårdt pressede hovedpersoner. Disse desperado-busters er mere hæsblæsende end nogen Marvel-film, mere fartdrevne end nogen ’Fast & Furious’-flick.
Og det virker. ’Marty Supreme’ er allerede A24’s mest indbringende film til dato, og det under man den gerne. Safdie-brødrene har længe trukket sammenligninger med Martin Scorsese, og nu har Josh så på egen hånd skabt en film, der for alvor tåler at blive holdt op mod newyorker-mesteren på sit højeste.
Gå i biografen med store drømme – forlad den med et mistroisk grin ud over ansigtet.
Kort sagt:
Se ’Marty Supreme’ med nogen, der kan førstehjælp, for man får seriøs åndenød af Josh Safdies forhåndssmash af en film med Timothée Chalamet i karrierens bedste rolle siden ’Call Me By Your Name’.