’DOC’: Remake af populær lægeserie mangler et seriøst skud adrenalin
SERIE. Vi kender hende alle sammen: den kvindelige hovedrolle i et tv-drama eller -krimi om en primært mandsdomineret arbejdsplads, hvor hun er sit køns undtagelse og principielt ikke blander følelser, eller bare almindelig venlighed, ind i sit arbejde.
Hun er åbenlyst dygtigere end alle andre i lokalet, og hvis hun endelig begår en fejl, er det kun for at demonstrere, at selv det mest rationelle menneske en dag må konfrontere sit følelsesliv.
Mød Dr. Amy Larsen (Molly Parker). I det Viaplay-aktuelle amerikanske remake af ’DOC’ er hun overlæge på et travlt hospital i Minneapolis, frygtet af de yngre læger og respekteret på den måde, der mest betyder kollektiv anspændthed. Hun er skarp, kompromisløs og ikke specielt interesseret i at blive holdt af. Indtil en bilulykke sletter de seneste otte år af hendes hukommelse og efterlader hende ansigt til ansigt med en version af sig selv, som alle andre kender, men som hun ikke selv kan genkende.
Serien er baseret på den italienske succes ’Doc – Nelle tue mani’, der igen er inspireret af en virkelig læges historie, og præmissen er i udgangspunktet effektiv. Hukommelsestab er et klassisk, næsten skamløst melodramatisk greb, men det fungerer, fordi det tvinger hovedpersonen til at genforhandle sin identitet. Hvem er man, hvis man ikke kan huske sine valg? Og hvor ansvarlig er man for en personlighed, man ikke længere har adgang til?
Problemet er bare, at ’DOC’ er langt mere optaget af at forklare kontrasten mellem den gamle og den nye Amy, end den er af at skabe et levende og komplekst hospital omkring hende. Serien insisterer på at tegne den tidligere Amy som hård, kynisk og følelsesmæssigt afkoblet, mens den nye Amy fremstår blidere, mere lyttende og næsten moralsk genfødt. Modsætningen bliver så tydeligt tegnet op, at den mister nuancerne, og tilbage står et persongalleri, der primært eksisterer for at spejle hendes udvikling.
De øvrige karakterer, herunder den yngre læge og tidligere kærlighedsinteresse Jake Heller (Jon-Michael Ecker) og den vikarierende overlæge Richard Miller (Scott Wolf), som Amy før ulykken havde afsløret i en fatal fejl, står nærmest i kulissen og venter på, at manuskriptet genoptager deres konflikter. I stedet for at lade deres perspektiver udfolde sig reduceres de til redskaber i Amys selvopdagelsesproces.
Samtidig lægger serien overraskende meget vægt på, at Amy hurtigst muligt skal tilbage på jobbet. Det sker med opbakning fra hendes chef, som også er hendes eksmand og far til deres datter samt deres afdøde søn. Med den mængde sorg og eksistentiel omkalfatring, den nye Amy pludselig skal forholde sig til, virker det påfaldende, at hendes primære drivkraft så hurtigt bliver at generobre jobbet.
Når serien samtidig vil fortælle os, at hun nu er en revideret og mere empatisk version af sig selv, fremstår det paradoksalt.
Patienthistorierne, som ellers burde være genrens bankende hjerte, forbliver relativt overfladiske. De rummer ofte interessante dilemmaer, men bruges mest som illustrationer af de faste lægers karaktertræk eller som katalysatorer for Amys erkendelser.
Skuespillet fejler ikke noget, og særligt Molly Parker leverer en troværdig og afmålt præstation, der antyder større kompleksitet, end manuskriptet giver plads til. Men serien som helhed føles triviel og forudsigelig, selv når den forsøger at skrue op for dramatikken. Man kan ofte gennemskue både den medicinske løsning og den følelsesmæssige pointe, længe før karaktererne selv når frem til den.
Sammenlignet med genrens mastodonter som ’Grey’s Anatomy’, ’ER’ og senest ’The Pitt’ er det slående, hvor lidt akut og adrenalinpræget ’DOC’ føles. Der mangler tempo, friktion og den sitrende fornemmelse af, at noget virkelig står på spil. Når man ikke får lov til at lære hverken patienter eller kolleger ordentligt at kende, bliver det svært at mærke konsekvenserne, og så ender serien med at føles mere som en karakterøvelse end som et pulserende hospitalsdrama.
Kort sagt:
Den Viaplay-aktuelle hospitalsserie lægger ud med en velkendt og lovende præmis, der udføres så forsimplet, at vi ender med et hospitalsdrama uden den nødvendige puls.
Anmeldt på baggrund af de første tre afsnit.