‘Sød tøs’: Bogen til alle os, der er blevet vraget for at være for søde, eksploderer til sidst

ROMAN. Allerede på første side bliver Anne dumpet af Carl. Hun er offer for datingmarkedets brutale matematik, hvor sød er = kedelig. For Anne er nemlig rigtig sød. En gæv 12-talspige, der godt kan lide Netflix, sine forældre og viskestykker fra Hay.

Hun har måske ikke alverden af personlighed, men hun er tryg at være sammen med og hun vil gerne have børn, men det bliver altså ikke med Carl.

Annes verden bryder sammen. Men så er det jo godt, at hun har sine veninder at læne sig op ad. Eller er det? Anna Juuls nye roman handler nemlig i højere grad om relationerne til veninderne, end den handler om at date dudes.

Anne har sin venindegruppe. Sammentømret siden folkeskolen. Der er den snusfornuftige jurist Rasmine. Der er gruppens alternative manic pixie månekigger My, og så den lyserøde pelsjakkebærende Katinka, der boller med gifte mænd i en perlerække af situationships.

Veninderne er succesfulde, alternative, vilde, men det eneste tillægsord, der er tilbage til Anne, er sød. Sød. Sød.

Hun har fået nok af sin rolle – og på venindernes opfordring tager hun til psykolog for at gøre op med sit »uhensigtsmæssige tilknytningsmønster til mænd«. Spørgsmålet er bare, om det er mændene, hun egentlig har det værste tilknytningsmønster til?

Klare stemmer

’Sød tøs’ markerer et klart humoristisk stilskifte for Anna Juul. Hvor hendes tidligere bøger ’Penge & Bacon’ og ’Superskurk’ havde kronisk ironiske fortællere, der konstant vrængede sig gennem handlingen, er ’Sød tøs’ forfriskende tør. Stilen er langt mere lakonisk. Den er rolig, mere konstaterende, og Juul tvinger ikke det absurde ind i hverdagen gennem ironien. Det absurde var altid allerede til stede. Nu løfter hun det frem på bedste no-bullshit manér:

»Rasmine kunne ikke se, hvad hun skulle til et full moon party på en strand i Phuket, når nu jurastudiet lå i København og havde en glimrende fredagsbar.«

I det hele taget er stemmer og toner en drivkraft. De fire veninder har hver sin distinkte stil og personlighed. Det er altid tydeligt, hvem der taler. Det skyldes dels, at de er arketyper, men det skyldes også Juuls stærke karakterisering og replikker.

Bogen er bedragerisk enkel. Den er florlet at læse. Sproget glider ned. Humoren er så stærk, at du griner jævnligt. Handlingen er såre simpel. Det er umanérligt lige til at følge med, men der er en psykologisk tyngde bag det tilsyneladende nemme.

Annes psykologsamtaler er på overfladen enkel og underholdende læsning, men det er ikke svært at forestille sig heftige diskussioner om, hvorvidt psykologen er ved at gaslighte sin klient. Stiller hun for ledende spørgsmål?

Anna Juul har tegnet nogle helt klare scenarier op, men dommene er absolut ikke endegyldige. Der er ikke entydige svar. Jeg har haft lyst til at slynge rødvin og argumentere med og mod en anden læser til langt ud på natten, siden jeg blev færdig med bogen.

Ikke mindst fordi, der også er en sidste stemme på spil. Den sniger sig ind i Annes hoved. Den søde tøs lyder pludselig anderledes i sit indre: »Jeg håber kraftedeme du bliver dræbt i din reformer din shit for brains Planet Nusapige«. Nu er hun pludselig ikke så sød længere. Der er en boblende kogende vrede, der får lov at komme til sin ret i bogens syrede tredje akt.

Det store kørekort i popkultur

Anna Juul virker som typen, der har bingewatchet alle serier og film fra midt-80’erne og frem. Hun trækker på referencer i ét væk. De fire veninder ved godt, at det ligner, at de er en del af en sitcom og reflekterer flittigt over, hvilke karakterer de er fra både ’Friends’, ’Girls’ og ’Sex and the City’.

Det er en underholdende bevidsthed om genrekoder og mønstre, der gennem hele romanen bygger op til en komplet surrealistisk afslutning.

Romanen har holdt sig til en stram realisme uden de helt vilde eskapader, men i klimakset åbner portene, og vanviddet siver ind.

Jeg er næsten ked af at afsløre, at der sker noget vildt her, fordi det lykkedes romanen at overrumple mig totalt. Den havde lullet mig ind i realismens tryghed, og det fik helt klart min underkæbe til at ryge et par ekstra centimeter ned, da bogens genrekoder blev brutalt henrettet og erstattet.

Det fungerer kun, fordi der hele romanen i gennem er en åbning mod tv-fiktionen, og fordi der kommer så stor humor ud af det. En enkel sætning udgør den hellige treenighed mellem at være utrolig sjovt, utrolig trist og nøglen til et skønt plot twist.

Det er en smuk konstruktion, og Anna Juul er gået all-in i slutningen. Både på følelser, på humor og de popkulturelle referencer. På en enkelt side i den mest højspændte del af dramaet er der tråde til både ’Harry Potter’, 00’er underholdningsprogrammet ’Det svageste led’ og DR drama-mastodonten ’Matador’.

Det er komplet afsindigt og tjener som et smukt crescendo, men det virker også kun så godt, fordi alt får lov at bygge op stille og roligt. Spændingerne skal samle sig, stemmerne skal gøres tydelige, og så kan det stille drama endelig eksplodere.

---

Kort sagt:
Et indestængt og umådelig sjovt opgør med rollen som sød, rollen som kæreste og rollen som veninde, der eksploderer på smukkeste vis i tredje akt.