Jack White havde meget mere end lålålå med til NorthSide

KONCERT. Lad os være ærlige: De fleste, der tager til koncert med Jack White på en festival, er kommet for at skråle lå-lå-lå-lå-lå-lå-lå og sætte kryds ved, at nu har jeg hørt ’Seven Nation Army’ live. Men oh lord, hvor fik NorthSide en guitarlektion af en anden verden med i købet.

Den gamle bandmakker fra The Raconteurs, Patrick Keeler, bankede koncerten i gang bag sine trommer, mens Jack White stormede ind og greb både guitar og publikum med en eksplosiv energi, som kunne han egenhændig spille de mørke skyer væk, der havde samlet sig over Aarhus, hvis bare han præsenterede vejrguderne for nok guitarsoloer.

Med ’No Name’ fra 2024 cementerede Jack White, at han stadig kan skabe garagerock af højeste kaliber, der er fuldstændig umulig at stå stille til, som den kække ’That’s How I’m Feeling’, der også på NorthSide sørgede for at banke den sidste rest af lørdagstræthed ud af kroppen og antænde fællessangen med sit effektive »oh yeah«-omkvæd.

Undervejs blev sangene fra Jack Whites solokarriere krydret med besøg i The White Stripes-kataloget, hvorfra vi blandt andet fik ’The Union Forever’, der blev skreget ud, som var det første gang, han skulle synge de smertefuld ord »it can’t be love / for there is no true love«.

For selvom Jack White utvivlsomt falder under den bookingkategori, der hedder ’musikalsk legende’, spillede han med en sult og vitalitet som om, han først lige er begyndt at opdage mulighederne i det seksstrengede instrument, der virker som smeltet sammen med ham, når han skiftevis smadrer lydmuren med riffs og hamrer guitarsoloer af.

Imponerende er det, at han efter at spillet publikumsfavoritten ’Steady, As She Goes’ siden 2006 stadig kan levere den med så ukrukket overskud og utilsløret glæde, som det var tilfældet, da vi efter en god time fik serveret de første ikoniske toner af The Raconteurs-kæmpehittet. Helt efter bogen eksploderede stemningen blandt publikum, mens den regn, der dog havde indfundet sig, blev danset ud af Aarhus, så hele jorden rystede.

Jack White takkede mod slutningen af koncerten ydmygt for, at vi var blevet hængende i kulden og regnen, men i selskab med ham og hans guitar skal der mere end bare lidt vanligt NorthSide-regn til for at skræmme publikum væk. Og nå ja. Så manglede vi jo også lige signaturlukkeren. Det eneste øjeblik, hvor det rent faktisk giver mening, at en hel festivalplads nynner lålålå.

»A seven nation army couldn’t hold me back«, skrålede hele pladsen. Og jeg tror heller ikke, de ville kunne stoppe Jack White i at give os det ikoniske øjeblik, det er at få lov til at danse, skråle og synge dette absurde, fantastiske nummer sammen med ham.

Find hele Soundvenues dækning af NorthSide HER.