Romeo Beckham, David og Victoria Beckhams næstældste søn, har landet sin første skuespilrolle.
Han skal spille den ene hovedrolle i tennis-romancen ’Forty Love’, som handler om to rivaliserende tennisspillere, der forelsker sig.
Den 23-årige Beckham har foruden en kort fodboldkarriere arbejdet som model for flere store modebrands, og det er da også én fra den verden, der står bag projektet.
Instruktøren er nemlig modefotografen Pierre-Ange Carlotti, som instruktørdebuterer med filmen.
På rollelisten finder man også de erfarne franske skuespillere Gillaume Canet (der udenfor Frankrig måske kan genkendes fra ‘The Beach’) og skuespillegenden Catherine Deneuve, der er kendt for alt fra Luis Bunuels ‘Dagens skønhed’ til Jaques Demys ‘Pigen med paraplyerne’ foruden Lars von Trier-samarbejdet ‘Dancer in the Dark’.
’Forty Love’ får biografpremiere i Frankrig 25. november. Det er endnu uvist, om filmen kommer til Danmark.
