Michael Williams satte tempoet ned
Øldåser fløj gennem luften, og moshpits opstod på stribe, da Michael Williams lagde Eos ned med sin hedonistiske fest-trap, men faktisk opstod et af koncertens højdepunkter, da han viste en mere afdæmpet side af sig selv.
»Det var et tiltrængt og uventet åndehul, da Williams på Westerlin-samarbejdet ‘Lagkagehuset Freestyle’ trak tempoet ned over det støvede samplebeat – om end ikke med helt samme overskud«, skrev Soundvenues Jacob Lomholt i sin femstjernede anmeldelse og fortsatte:
»Med ansigtet i alvorlige folder og begge hænderne om mikrofonen som en anden crooner viste han glimt af en flerfacetteret rapper, som vi gerne vil se mere til«.
Carlina de Places hjerteblod
Under sin koncert fortalte Carlina de Place, hvor meget arbejde hun lægger i sine korarrangementer, og hvor meget det har betydet for hende selv at synge i kor.
Da DR Juniorkoret kort tid efter kom på scenen til en gåsehudsfremkaldende og meget detaljerig udgave af debutsinglen ‘Pieces’, var der da heller ingen tvivl om, at netop det samarbejde var hjerteblod for hende.
»De unge sangere har formodentligt endnu ikke prøvet at få deres hjerter knust i samme grad som de Place, men der var noget meget bevægende ved generationsmødet på scenen. Et klart højdepunkt, der fik pladsen til at smelte af andet end hedebølge«, skrev Soundvenues Anton Løkke Laursen i sin anmeldelse.
Demersals rørende mindeord
Med strygere, blæsere og et hav af gæster – herunder Zar Paulos Emil Vammen på den storslåede duet ‘Som sendt fra himlen’ – skortede det ikke på mindeværdige øjeblik under hardcore-bandet Demersals vilde Roskilde-koncert.
Det uden tvivl mest gribende øjeblik fandt ikke desto mindre sted, da bandets nok smukkeste sang, ‘Jeg ved ikke hvor det er’, blev dedikeret til musikeren Peter Clement Lund – forsanger i bandet Kollapse – der en måned forinden døde i en alder af blot 39 år efter længere tids kræftsygdom.
En nøgen, inderlig sang om livet og døden, der i momenter næsten havde klang af en salme, inden den kulminerede i en eksplosion af følelser, der lød som ren, tiltrængt katarsis. Uforglemmeligt.
A Good Year og Møs Liss-hyldest
A Good Year blev dannet, da tidligere Liss-trommeslager Tobias Laust og videokunstner Albert Hildebrand havde mistet deres bedste ven, Liss-sangeren Søren Holm.
Den tragiske baggrund blev markeret på utroligt rørende vis, da Liss-medlemmerne på scenen i form af Tobias Laust og bassist Villads Tyrrestrup inviterede det hedengangne bands guitarist Vilhelm Strange ind på scenen, så de med Mø på vokal kunne levere en overvældende smuk version af ‘Sorry’, som Liss-frontmand Søren Holm sang, da han endnu var iblandt os.
»Et uventet træk, der vendte koncerten fuldstændig på hovedet, så Lagune-teltet eksploderede. Selv hengemt i mørket kunne bandet selv heller ikke skjule, hvor meget den ubetinget kærlige reaktion fra publikum berørte dem«, skrev Soundvenues Carl Windahl Bøllingtoft i sin anmeldelse.
Oskar Witts maksimalisme
Der er dem, der doserer deres virkemidler sparsomt, og dem, der går efter at overvælde. Oskar Witt hører til i sidstnævnte kategori – og heldigvis for det.
»Med 10 maskeklædte dansere, ildkugler, tung synthesizer og Witts kæmpestore karisma blev det næsten overstimulerende at overvære den kavalkade af indtryk, der satte et punktum for koncerten«, skrev Soundvenues Jens-Christian Dyhr i sin femstjernede anmeldelse og fortsatte:
»Witt kunne have klaret sig med så meget mindre, men hvor er jeg glad for, at der ikke var en produktionsansvarlig, der manede til besindighed, da Oskar Witt skulle planlægge sin Roskilde-koncert«.
Portal Pets’ uventede hit
Med deres drømmende, fragmenterede og subtilt eksperimenterende lyd er trioen Portal Pets med vokalisten Xenia Xamanek i front en virkelig spændende ny konstellation i dansk indierock.
Deres koncert på årets Roskilde Festival var præget af en langstrakt, gradvist voksende intensitet som en ballon, der langsomt bliver pustet op, og da den endelig eksploderede, var det ekstremt tilfredstillende.
Det skete på det enormt intense afslutningsnummer ‘Dragon’, der udspillede sig omkring et konstant nedadgående guitarriff, tunge, insisterende trommer og Xamaneks ekspressive vokal.
‘Dragon’ er muligvis ikke det mest oplagte camphit, men da jeg forlod Lagune-scenen, hørte jeg flere, der gik og nynnede sangens legesyge, ordløse refræn, mens de forsvandt ud i solskinnet.
Berg bortmanede publikums ekskærester
Få kan måle sig med Berg, når det kommer til at skabe mindeværdige, potentielt virale øjeblikke. Det gav hun en masterclass i på Roskilde Festival.
»Koncertens mest gennemtænkte greb kom under ’10 ud af 10′. Efter at have spurgt en fan på forreste række om navnet på hendes skod-ekskæreste, skrev Berg “Jacob” på et spejl på scenen. Resten af nummeret blev et kollektivt opgør med Jacob, hvor tusindvis af festivalgæster råbte ham ud af fortællingen«, skrev Soundvenues Damla Erdölek i sin femstjernede anmeldelse.
Det var et greb, der ledte tankerne mod gimmicks skabt af tidens største popstjerner – fra Charli XCX’s ’Apple Girl’ til Zara Larssons udvalgte ’Lush Life’-danser. Men det virkede også som et reelt betydningsfuldt øjeblik for den fan, der endelig fik Jacob ud af systemet.
Muskila og Simona Abdallahs intense kemi
Der findes mange forskellige typer af fester på Roskilde Festival, men det er alligevel tvivlsomt, at der findes andre helt som den, dj’en Muskila og perkussionisten Simona Abdallah skabte på Lagune sent tirsdag aften.
De kurdiske og palæstinensiske rødder fornægtede sig ikke i et intenst klub-lydbillede, hvor tradition og nybrud smeltede sammen og mindede os om, at natklubbens elektronisk pulserende dansegulv og de traditionelle slagtøjsinstrumenters ritualistiske rytmik ofte deler en fælles nerve.
Det var umuligt at stå stille, det var ganske enkelt ikke tilladt. Og så var det utroligt fascinerende at mærke den sitrende intense, dybt koncentrerede kemi, som udspillede sig mellem Muskila og Abdallah, og som tydeligvis var nødvendig for at skabe så tight et univers.
Smøgmænd fik publikum til at ligne en sekt
Smøgmænd er meget mærkelige, og de er ikke bange for at vise det. På Roskilde Festival forvandlede rapduoen Eos-scenen til en kult, hvor alle andre også har lov til at være deres mest mærkelige selv.
»Koncerten toppede, når duoen lænede sig helt ind i deres mytologiske univers. Røg, ild, orgeltoner, sommerfugle i forvandling og rituelle bevægelser gjorde scenen til en blanding af dommedagsprædiken og teaterforestilling«, skrev Soundvenues Damla Erdölek i sin femstjernede anmeldelse og fortsatte:
»Smøgmænd fik Eos’ publikum til at ligne en sekt. Men det var en sekt med humor, fællesskab og overraskende præcise billeder på en verden, der føles mere og mere uforståelig«.
Miaws mange facetter
Miaw skaber fester, hvor der både er plads til at være følsom og ualmindeligt fjollet. Det blev om noget indkapslet af en Roskilde Festival-koncert, der både bød på den sørgmodige, længselsfulde ‘Sad Song’ og … Crazy Frog?
»Det hoppeglade publikum blev sendt tilbage til begyndelsen af årtusindet, da Crazy Frog blev brugt som intro til debutsinglen ‘ATT’. Den forhadte frøs gæstespot siger noget om, at Miaws univers er uprætentiøst og søger både frem og tilbage i tid. Bedst som jeg troede, vi skulle gå all-in på eurodance og ’Axel F’, hvinede og spandt guitaren gennem et utal af effektpedaler«, skrev Soundvenues Anton Løkke Laursen i sin femstjernede anmeldelse.
Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.