Så blev det onsdag på Roskilde. Dagen, hvor det, vi allesammen jo egentlig var kommet for, for alvor begynder. Nemlig musikken. Men også dagen, hvor endagsbilletterne fra byen møder de mere inkarnerede femdagesveteraner fra smatten. To vidt forskellige festivalhabitater samlet på den samme festivalplads. Spændte, forvirrede og velklædte på hver deres måde. Musikken er skudt i gang, aldersdiversiteten er større end på campingdagene, og det vrimler med stilikoner fra alle subkulturer. For heldigvis dresser folk som altid op, når foreningsdanmark fejres til årets største get down!
THE T-SHIRT IS THE CURE
Og vi starter med det mest essentielle: Musikken. På en festival, hvor alt bliver ekstra spektakulært, er det måske det mest enkle stykke tøj, der siger mest om, hvem man er: band-T-shirten.
Der findes næppe et stykke tøj, der binder musik og mode tættere sammen. Musik er udtryk, og det samme er fashion. Band-T-shirten er souvenir, identitetsmarkør og kærlighedserklæring på én gang. Den lever uden for tiden og er ofte blevet designet af nogle af subkulturens dygtigste designere og kunstnere.
Den evige diskussion om, hvorvidt man skal kende et band for at bære dets T-shirt, lever muligvis stadig i bedste velgående. Men på Roskilde virker svaret mindre vigtigt. T-shirten handler ikke kun om fandom, men om at vise, hvilket musikalsk univers man gerne vil forbindes med.





The collective sleaze
Hvis skinny jeans er indie sleaze, er metallics the collective sleaze. Ædelmetaller og krom i alle afskygninger glimtede på både sletteprinsesserne og de eklektiske veteraner. Glitrende boho-tasker, skinnende nitter og pallietter. Og ingen guld uden glitter. Som altid går et kærligt skud ud til en af festivalens vigtigste troper: The glitter community. Tidløs festivalfashion og ren magi. Glitter er ikke en trend, det er et state of mind. Trends kommer og går, men glitterfolket møder tidløst og trofast op år efter år med ansigtet smukt pyntet i tryllestøv.









GOD IS A STYLIST
I tråd med band t-shirten er korset endnu et af modehistoriens mest genbrugte symboler. Fra punken til Madonna til nutidens coquette og goth-universer bliver det ved med at vende tilbage. Løsrevet fra sin oprindelige betydning og genfortolket som æstetik og attitude fortsætter korset sin lange karriere som modeobjekt. Det hænger om halsen på alt fra rockstjerner og religiøse romantikere til ravekids og er blevet et symbol, der kan rumme næsten alle subkulturer. Was Jesus a stylist? Nobody knows. Men Roskildes moderne korsriddere så fab ud som altid.





The tutu
Både dramatisk og cute. Sammen med mammelukker, flæser og puffy silhuetter fortsætter den romantiske bølge med at vokse. Det er Marie Antoinette filtreret gennem utallige cores. Udover at man helt automatisk laver flere piruetter, når man har tylskørt på, er det bedste ved tyl volumen. Et tylskørt fylder. Det insisterer på sin plads. Jo mere tyl, jo mere fest. Tag plads med dit tylskørt. Be the drama!







Nothing suits me like a suit
Glem Wall Street. De bedste suits findes på Dyrskuepladsen. Denim habit, fløjl på fløjl, tracksuit eller jordfarver fra top til tå. Det vrimlede med komplette uniformer i forskellige udtryk. Der er noget dybt tilfredsstillende ved mennesker, der går all in. Tak for at dresse op i jeres fab suits.








Original DIY
Vi starter og slutter årets sidste streetstyle med t-shirten. Før bandmerch, før slogans og grafiske tees var der batikken. Hippiernes couture. Original DIY og seriøst god stemning. Vi har meget at takke hippierne for. Roskilde Festival er bare én af dem.



Og her slutter denne omgang af årets streetstyle på Roskilde Festival. Tak til alle jer, der dresser op og gør festivalen endnu mere særlig. It’s all about the music, men I gør Dyrskuepladsen til en Balearic runway på den bedste måde. Stay fabulous.
xoxo
Anna Gunvor (@bella_sky_high)
