KOMMENTAR. Det er svært at fortænke nogen i at mene, at Grimes ligger, som hun har redt.
I manges øjne vil hendes omdømme være uopretteligt destrueret efter hendes volatile forhold til den evigt forhadte Elon Musk, en – efter alt at dømme – dybt usympatisk manipulator, som hun fik tre besynderligt navngivne børn med, før han trak hende igennem en på alle måder trist og meget offentlig forældremyndighedskamp.
Læg dertil hendes modvilje mod helt at tage afstand fra sine mest højreorienterede bekendtskaber, herunder Curtis Yarvin – en fascistoid filosof kendt for sine mildest talt bekymrende, eugeni-klignende teorier om race og sit forsvar for en styreform, han kalder »techno-feudalisme« – og hendes salg af meget dyre NFT’er, som viste sig basically at være et scam.
For ikke at tale om hendes konstante og fuldkommen usammenhængende rablerier om tidens problemer – Trump, Grønland, krig i almindelighed, ICE, teknologi, klimaet og deslige – som hun udtaler sig om med en blanding af pseudointellektuel abstraktion og blåøjet naivitet, som om hun ikke har børn med en af de få mænd i verden, der kan gøre noget ved dem (og som i øvrigt ejer det sociale medie, hvor hendes rablerier finder sted).
Nej, Grimes har kun sig selv at takke for, at mange af hendes fans simpelthen har givet op.
Det stod klart sidste år, hvor bookingen af hende til World Pride Music Festival i Washington D.C. blev mødt af protester fra LBGT-organisationer, der ikke længere så hende som en allieret. Og det bliver mere og mere tydeligt for hver ny udgivelse, der primært modtages med et skuldertræk fra et publikum, som i forvejen har besluttet sig for at hade musikken, hvis altså de overhovedet gider at høre den.
Jeg forstår modviljen til fulde. Alligevel er denne artikel faktisk en opfordring til, at man alligevel giver hendes nye sange et lyt, om end jeg indrømmer, at jeg indtil videre har solgt dem dårligt. Men hear me out.
Menneskehedens udrydelse
Lige så dum, som Grimes kan fremstå, når hun udbreder sine teorier om dette og hint på X, lige så intelligent kan hun nemlig stadig være, når hun udtrykker sig gennem sin musik. Ikke altid, men nogle gange.
Intet sted gælder det mere end på sidste års ’Artificial Angels’ og den nye ’Accelerando’, to sange, hvor hun forsøger sig med en musikalsk bearbejdning af det dystopiske helvede, vi lever i, og som peger frem mod albummet ’Psy-Opera’, der angiveligt handler om en fremtid, hvor kunstig intelligens helt har udryddet menneskeheden. Altså år 2030, hvis man spørger Jacob Coxon, der er tidligere AI-forsker hos Anthropics.
At sige, at jeg selv er skeptisk overfor kunstig intelligens, er en underdrivelse. Jeg hader kunstig intelligens med alle de undertoner af fysisk afsky, moralsk indignation og følelsesmæssigt oprør, som ordet »had« implicerer.
Jeg mener, at udviklingen og udbredelsen af kunstig intelligens i sig selv er en forbrydelse mod menneskeheden, og jeg er et hundrede procent enig i Hayao Miyazakis berømte afvisning af AI-genereret kunst som »en fornærmelse mod selve livet«.
Jeg mener, at mennesket er godt i gang med at destruere selve det menneskelige i mennesket – evnen til at tænke, føle og skabe – og jeg har længtes efter, at nogle af vores tids toneangivende musikkunstnere forsøgte sig med at skrive musik, der reflekterer over denne nye, skræmmende virkelighed. Indtil videre er Grimes en af de få, der gør det forsøg.
At skabe en gud
Fra Kraftwerks ’Computer World’ til Radioheads ’OK Computer’ er det ellers ikke, fordi der ikke er masser af eksempler på store musikere, der tematiserer teknologiens skyggesider.
Men i takt med at undergangen føles mere og mere reel, er det som om, at skildringen af den er forsvundet fra populærmusikken. Til tider tænker jeg, at vi skal helt tilbage til 1964 for at finde den sang, der bedst rammer vores technodystopi af en nutid, nemlig Simon & Garfunkels ’Sound of Silence’.
Jeg mener: »And the people bowed and prayed / To the neon god they made / And the sign flashed out its warning / In the words that it was forming«. Det er et uhyggeligt og sært rammende billede. Og slet ikke langt fra det perspektiv, Grimes anlægger i sine nye sange om kunstig intelligens.
Hun har nemlig selv fortalt, at hendes nye sange er inspireret af forestillingen om, at vi gennem AI er ved at skabe en form for alvidende, uovervindelig gud.
»Hvorfor antager I automatisk, at I selv er så meget mindre værd end en AI? Det er jo bogstaveligt talt jer, der skaber AI. I frasiger jer en hel masse selvværd, stolthed, ansvar og handlekraft, når I opfører jer, som om AI – hvad end det er – er noget, der opstår hinsides menneskelig indblanding«, skrev hun for nylig i en pressemeddelelse, da ‘Accelerando’ udkom.
Oppenheimer Barbie
Denne mystiske dobbelthed – den kunstige intelligens som vores værk og overmand på én og samme tid – er selve kernen i Grimes’ nye sange. Både i teksterne og i musikken, hvor en skrøbelig, meget menneskelig melankoli konstant kolliderer med et monster af stive, mekaniske rytmer og elektronisk forvrængning.
Det er måske allermest tydeligt på den uhyggelige ‘Artificial Angels’, der leger med idéen om englen som broen mellem mennesket og gud, og som spørger, hvor kunstig intelligens placerer sig i den ligning. »This is what it feels like to be hunted by something smarter than you«, lyder sangens første, ildevarslende linje.
Tematikken videreudvikles på ‘Accelerando’, der er hektisk og overstimulerende som at være fanget i et algoritmisk helvede af konstante informationer: »If you need something to believe in / Sit back and let the machine in«, synger hun og spidder med få ord en tid, hvor den mystiske, alvidende algoritme, der med sine uransagelige veje synes altid at have en finger med i spillet, på mange måder har taget guds plads.
Og så gør hun det ikke uden en god portion humor: »Oppenheimer Barbie / Mindless machine army / American lobotomy«, synger hun i et herligt grotesk vers om det store amerikanske hvide snit, vi alle påfører os selv, når vi spørger chatten fremfor selv at tænke.
Det er uhyggelig, kreativ, tankevækkende og iørefaldende popmusik, og det indtil videre bedste forsøg på at skrive sange om vores nye teknologiske virkelighed. Ville jeg ønske, at de ikke kom fra den problematiske og selvmodsigende Grimes? Måske. Men indtil videre er hun det bedste, vi har.