Andreas Odbjerg tog et vovet valg på Grøn – det betalte sig
KONCERT. Andreas Odbjerg valgte vovet nok at indlede sin Grøn-koncert med en uudgivet ballade ved navn ’Solopgang på bjerget’. Det ville have været vovet ethvert sted, men nok særligt på Grøn, hvor den samlende fællessang er koncerternes vigtigste valuta.
Efter et par sange sagde han dog nogle ord, der indirekte fik starten til at give mening. Da han i 2022 første gang var blevet booket til Grøn, kendte publikum nemlig ikke særlig mange af hans sange. Men ’Føler mig selv 100’, som han var på vej til at fyre af, den var altså en af undtagelserne dengang.
Når han tidligere havde spillet sange for et uindviet Grøn-publikum, gav det jo perfekt mening, at han turde strø om sig med uudgivet materiale på en sætliste, der ellers både rummede danskernes mest streamede sang nogensinde og den 6. bedste danske sang nogensinde ifølge DR’s store top-100-afstemning – to præstationer, som Odbjerg stilfuldt pralede om.
Det uudgivne talte også hans forsøg på en punkrocker i form af ’Lortehus’ og en feststarter af en ’Saturday Night Fever’-pastiche ved navn ’White Boy Moves’. Særligt sidstnævnte tog kegler med et tætpakket discogroove og en kækt dansende Odbjerg, der levede sig dybt ind i at kropsliggøre sangens fortæller – for ikke at tale om, hvordan stort set hele det store band til sidst blev inviteret med ud på midten af scenen for at deltage i dansen.
Under ’Føler mig selv 100’ fik jeg vendt mit blik mod trommesættet, og pludselig så jeg, at der ikke længere var nogen stortromme, men at den var i gang med at blive leveret tilbage. Under en typisk koncert ville den slags tekniske udfordringer nok have ført til en pause i showet, men Grøn-fabrikken opererer med helt stramme koncertformater uden mulighed for at gå det store over tid – så det blev bare ordnet, mens koncerten var i gang.
Og fordi der var så mange instrumentale og performancemæssige lækkerier at fokusere på, bemærkede jeg knap nok, at stortrommen var helt gal på den, før den var blevet fikset.
En vidunderligt cheesy keyboardsolo på netop ’Føler mig selv 100’ trak gevaldigt på smilebåndet, og det gjorde Odbjergs vrikkende hofter på samme nummer også. Odbjerg overtog Emma Sehested Høegs selvglade vokal på ’Svært at være fantastisk’, der nu lød »kun én som Odbjerg«, og hvis man nogensinde var i tvivl om, hvorvidt det ville være en ærbar live-udgave, så blev den tvivl manet til jorden, da saxofonist Oilly Wallace spillede et par svimlende lækre tværfløjtesoli.
Den flirtende pingpong mellem ham og en gæstende Ida Laurberg på ’Jeg ka’ rigtig godt li’ dig’ var uimodståelig, og den mere drømmende dramaturgi på ’Omvendt’, der i Pils fravær var sunget med korsanger Annelie Karui, fungerede også fremragende.
Det blev kun endnu mere imponerende, da Odbjerg mod slutningen af koncerten afslørede, at Karui var trådt til i sidste øjeblik og kun havde haft halvandet døgn til at lære det hele. Der må være så meget at se til med så stort et band. Og alligevel kørte maskineriet på fabrikken bare upåklageligt.
Kort sagt:
Andreas Odbjergs koncert på Grøn osede af charme og ekvilibrisme fra det kæmpemæssige band. Odbjerg vovede sig ud i at diske op med nogle uudgivne sange i løbet af den ellers så kompakte spilletid, og også her var det svært ikke at blive imponeret over, hvor godt maskineriet kørte.