Charli XCX er i sin film-æra. Det er som om, film har fyldt lige så meget for hende, som musik har, siden hendes Letterboxd-profil fik viral opmærksomhed i slutningen af 2024, samtidig med at hun landede en lang række filmroller.
Film-Charli får sandsynligvis også meget fokus på den engelske postjernes kommende album, der da også bærer titlen ‘Music, Fashion, Film’, når det udkommer 24. juli.
Blandt andet har Charli annonceret, at bodyhorror-instruktøren over dem alle, David Cronenberg, medvirker på en af sangene. På musikvideoen til albummets seneste single, der da også bærer den filmiske titel ‘Camera’, medvirker den franske filmstjerne Vincent Cassel, der er kendt fra film som Mathieu Kassovitz’ ‘La Haine’, Gaspar Noés ‘Irréversible’ og Darren Aronofskys ‘Black Swan’.
I videoen spiller Charli XCX rollen som filminstruktør, der på afstand dirigerer Cassel gennem en række skud, der eskalerer både i intensitet og i mængden af teaterblod. Bag kulisserne er videoen imidlertid instrueret af Aidan Zamiri, der også har instrueret Charli i ‘Brat’-mockumentaryen ‘The Moment’ fra tidligere i år.
‘Camera’ er formentlig den sidste forsmag på ‘Music, Fashion, Film’, inden albummet lander på fredag.
