»It’s not how you fall, it’s how you land«.
Sætningen starter og slutter Matthieu Kassovitz’ nyklassiker ’La Haine’, der for 30 år siden fik verdenspremiere på filmfestivalen i Cannes.
Med sit samfundskritiske tema og en nyskabende æstetik blev den tidsbilledet på et splittet Frankrig i forfald – og en kæmpesucces, hvis ekko stadig runger i dag.
Over et døgn følger filmen de tre venner Vinz, Said og Hubert, med henholdsvis jødisk, arabisk og afrikansk baggrund. De strejfer formålsløst rundt i deres banlieue, en underprioriteret Paris-forstad, imens vennen Abdel kæmper for sit liv på hospitalet. Han har under voldsomme optøjer fået tæsk af politiet, der spøger som en konstant trussel fra et samfund, der har givet op på dem.
Men en betjent har tabt sin pistol, og da Vinz finder den, bliver den en nål af magt i en høstak af afmagt. Og det gennemgående symbol på, hvor altafgørende ét valg kan blive. Pistolen skinner med et helligt lys, da Vinz stolt viser den frem, og Saïd udbryder: »Nu er du den store mand«.
Præcis det, Vinz har drømt om.
Fra bilradioen til biograflærredet
Idéen til ’La Haine’ opstod hos Kassovitz, da han i 1993 tændte bilradioen og hørte, at en 17-årig immigrantdreng var blevet skuddræbt af en betjent, mens han var lænket til en radiator.
Episoden forårsagede voldsomme uroligheder, og han besluttede at lave en film til forstædernes frustrerede unge.
En førstehåndsfortælling fra en virkelighed, de fleste kun kendte fra medierne, og som skulle skabe empati helt ind i den parisiske overklasse.
Som led i den mission blev den hvide Vinz omdrejningspunkt for handlingen. Kassovitz troede ikke på, at en araber og en afrikaner kunne vække sympati så fjernt fra filmens virkelighed.
Samtidig ville han udfordre fransk film, der siden nybølgens indtog i 50’erne havde været styret af personlige historier, der sjældent tacklede sociale samfundsproblematikker.
For at indfange virkeligheden måtte de blive en del af den, så Kassovitz og hovedrolleindehaverne Vincent Cassel, Saïd Taghmaoui og Hubert Koundé flyttede ind i en lejlighed i forstaden Chanteloup-les-Vignes, hvor de levede karakterernes liv.
Skuespillertrioen mærkede den kedsomhed, som styrer hverdagen for de unge i ghettoernes gader, hvor leg bliver til ballade, som bliver til kriminalitet.
Det repetitive tidsfordriv blev skuespillernes liv, og Kassovitz tvang dem ud i en særligt ekspressiv form for method acting, hvor de, i stedet for blot at gå ind i karakterernes følelser og spejle dem i deres indre liv, blev kastet helt konkret ud i den virkelighed, Vinz, Saïd og Hubert lever i. Ved at blive en del af den udviklede de så de følelser, som Kassovitz ville portrættere.
Den rastløse magtesløshed, som er så styrende for Vinz i ’La Haine’, voksede sig særligt stor i Cassel, der blev deprimeret af vinterdagene i forstaden. Han brød derfor flere gange holdets aftale om at blive derude og ’flygtede’ i weekenderne til Paris for at få luft fra den hårde virkelighed, de levede i.
Kassovitz vidste samtidig, at skulle de bevæge sig frit rundt i kvarteret med rullende kameraer, krævede det accept fra miljøet, og det blev en præmis at lære hierarkierne at kende, så man aldrig »fuckede med business«, som det beskrives i dokumentaren ’Ten Years of La Haine’.
Det kostede lange nætter på madrasser på lejlighedsgulvet og et indbrud undervejs, men det blev afgørende for den forståelse, filmholdet fik for banlieuernes lukkede verdener.
Spike Lee, Scorsese og Spurven
Kassovitz afviste at bruge farver, fordi han med sort-hvid mente at kunne skærpe publikums fokus på indholdet frem for formen. Paradoksalt nok spiller æstetikken en hovedrolle.
Den kaotiske kameraføring og filmens temposkift virkeliggør hverdagens vekslen mellem tidsfordriv og hektiske konfrontationer. Samme dualitet præger dialogen, der svinger fra hverdagssnak og kæphøje stikpiller til højtråbende skænderier og indebrændte udbrud.
Det koncentrerede tidsforløb på én dag samt den udtalte samfunds- og racismekritik bringer mindelser om Spike Lee’s ’Do The Right Thing’ fra 1989, og amerikansk kultur er da også til stede overalt i ’La Haine’. Ikke mindst henter Kassovitz fra Martin Scorseses ’Taxi Driver’, når Vinz imiterer Travic Bickles’ »are you talking to me«-monolog foran spejlet og kanaliserer Bickles’ indebrændte energi. Det er den lille mands fortælling om et samfund i frit fald.
Fra introscenen, der viser optøjer i Paris til lyden af Bob Marleys oprørssang ’Burnin’ and Lootin’, over soundtrackets talløse franske hiphop-tracks, spiller også musikken en tematisk hovedrolle som profeti om, hvad hadet fører med sig – og som en autentisk sonisk kulisse i banlieue-miljøet, hvor den blæser ud af bilanlæg, køkkenvinduer og ghettoblasters.
Da amerikansk hiphop og fransk kabaretsang mødes i mixet af ’Sound of da Police’ og ’Non, je ne regrette rien’, som en dj ikonisk spiller ud ad betonblok-vinduet, tvinger Kassovitz forstadens underklasse og storbyens overklasse til at se hinanden i øjnene.
Det er den slags krydsninger, som gør ’La Haine’ så unik, og som er nøglen til det sammenkog af det globale og lokale, der definerer de multietniske forstadsmiljøer, filmen portrætterer.
Kassovitz ville favne alt det, forstæderne er. Og hovedrollerne er derfor en trio af forskelle i personlighed, temperament og etnicitet. De optegner et komplekst billede af de følelser og handlemønstre, miljøernes unge gennemgår, og bliver et portræt af en rådvild ungdom, der bare har brug for en udstrakt hånd.
Fra Paris til København
’La Haine’ blev et fænomen, Kassovitz modtog Bedste instruktør-prisen i Cannes, og filmen vandt hovedprisen Bedste Film ved César-uddelingen, det franske svar på Oscar.
Verden over solgte den millioner af billetter, og i dag er den stadig blandt de mest hyldede franske film. Og så gjorde den Vincent Cassel til en af fransk films største stjerner.
Både han og Saïd Taghmaoui har siden været fast inventar i Hollywood, imens Hubert Koundé blev hjemme i fransk film. Kassovitz’ instruktørkarriere indfriede aldrig helt de løfter, ’La Haine’ afgav, og han genkendes i dag måske mest som skuespiller i film som ’Amélie’ og ’Munich’.
Gennemslagskraften hos alt fra filmverdenens elite til rodløse unge har imidlertid givet ’La Haine’ kultstatus, og aftrykket på fransk og europæisk film mærkes stadig.
Den intense stil og fortællingerne om racisme og social uretfærdighed fra Paris’ forstæder er med film som ’Les Misérables’ og ’Athena’ nærmest blevet en fransk subgenre i sig selv. Instruktørerne bag disse, Ladj Ly og Romain Gavras, har da også begge fremhævet ’La Haine’ som definerende for deres karriere.
Herhjemme kan ’La Haine’ ses som forløber for den actionprægede storbysocialrealisme, der har givet os film som ’Underverden’, ’Shorta’ og senest ’Hele vejen’. Særligt ’Shorta’ har tydelige paralleller med historien om politivold, der afføder voldsomme sammenstød.
Samme historie tre årtier senere
’La Haine’ står også i dag som en smeltedigel af filmiske og tematiske nybrud, der viser, hvorfor grænsesøgende (film)kunst er så vigtigt.
Og man kunne sagtens tro, at den var lavet i dag, når man genser filmen her 30 år efter premieren.
Fortællingen føles som et varsel om nutidens polariserede virkelighed, hvor politivold, racisme, ghettodebat og social uretfærdighed fortsat er presserende emner i ressourcestærke velfærdssamfund. Måske verden i 1995 havde for travlt med at klappe ad ’La Haine’ til faktisk at lytte efter det budskab, filmen kom med.
I 2023 blev endnu en 17-årig med afrikanske rødder, Nahel Merzouk, skuddræbt på klos hold af en betjent i Paris.
Som en gentagelse af alt det, Kassovitz advarede imod, førte det til voldsomme optøjer over hele Frankrig, hvor hundreder blev såret og tusinder anholdt.
Det er således også en skandale, at filmen er én blandt en række af moderne mesterværker, der ikke kan ses på de danske streamingtjenester.
For ’La Haine’ er akkurat lige så relevant og hårdtslående i dag som i 1995.
’La Haine’ kan desværre ikke streames i Danmark i øjeblikket, men kan findes på amerikansk iTunes.